Rejser til Limassol

Det populære rejsemål Limassol ligger på Cyperns smukke sydkyst, og byen har masser at byde på. Her er der mulighed for at slappe af under solen, eller man kan udforske landets historie gennem de mange arkæologiske steder og den charmerende gamle by. 

Langs kysten finder man et stort udvalg af smukke sandstrande, der indbyder til afslapning med fantastisk udsigt ud over det klare turkisblå hav. Hvis man gerne vil prøve kræfter med vandsport er der gode muligheder for dette på Akti Olympion Beach, og det rolige vand er perfekt til windsurfing og til dykning. 

Når man rejser til Limassol oplever man hurtigt, at her er en vigtig by for Cypern, da man her finder landets vigtigste industrielle havn, og dette har også været med til at gøre det til en populær feriedestination. Her findes fantastiske shoppingmuligheder, og i udkanten af byen ligger det største shoppingcenter på Cypern, My Mall, med hundredevis af butikker, masser af restauranter og mulighed for både bowling og skøjteløb. 

Hvis man på sin ferie i Limassol gerne vil dyrke områdets historie og kultur, kan man besøge nogle af de mange arkæologiske steder, der ligger omkring byen, som f.eks. den gamle ødelagte by Kourion. I Limassol holder man desuden fast i de cypriotiske traditioner ved at afholde religiøse festivaller flere gange om året.

Om aftenen er der også masser af liv i Limassol, og Limassol Marina er et populært sted med flere restauranter og barer. Herfra kan man tage videre på en af de mange cocktailbarer, hvor bartenderne fremviser deres færdigheder og disker op med lækre drinks. Der er også mulighed for god underholdning i form af cabaretshows og karaoke, og man kan danse på stranden under stjernerne på Guaba Beach Bar. Kort sagt kan Limassols natteliv byde på lidt af hvert, og det er aldrig kedeligt.

En rejse til Limassol kan give dig en perfekt kombination af klassisk familieferie med pool og rigtig strandferie med lækkert, varmt havvand og masser af solskinstimer.

>> Læs også om rejser til Larnaca
>> Læs også om rejser til Pafos

Hoteller i Limassol

Populære hoteller i Limassol

Cypern, Limassol
9,6
Fabelagtigt
1698 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 66 km
  • Nærmeste strand: ca. 0 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Cypern, Limassol
8,4
Meget godt
548 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 66 km
  • Nærmeste strand: ca. 60 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Cypern, Limassol
9,2
Fabelagtigt
980 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 65 km
  • Nærmeste strand: ca. 50 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Rejseguide Limassol

Når du rejser til Limassol, kan du være sikker på et stort udvalg af attraktioner, seværdigheder og underholdning, og den familievenlige og populære badeby har også masser at byde på til børnene. Brug eftermiddagen på et museum eller gå en tur gennem de smalle brostensbelagte gader og nyd de billedskønne bygninger og byens charme. Besøg nogle af de mange historiske og arkæologiske steder rundt i og omkring byen eller tag børn og barnlige sjæle med en tur i Fasouri Watermania Waterpark. Uanset hvordan du gerne vil nyde din ferie, så bliver du ikke skuffet, og når du booker et hotel i Limassol med Escapeaway bor du på hoteller i centrum, som ligger tæt på byens seværdigheder.

Oplevelser og seværdigheder i Limassol

Middelalderslottet Lemesos eller Limassol Castle ligger i hjertet af den gamle by, og ifølge legenden var det her, at korsfareren Richard Løvehjerte blev gift med Berengaria af Navarre og senere kronede hende til dronning af England i 1191. Hvornår det oprindelige byzantinske slot er fra vides ikke helt nøjagtigt, men i 1500-tallet blev slottet genopbygget af ottomanerne til sin nuværende form, og i dag huser det et middelaldermuseum.

Ruinerne af den gamle by Kourion ligger omkring 18 km vest for Limassol, og det er en af Cyperns mest spændende og mest besøgte arkæologiske udgravninger. De romerske og byzantinske ruiner er mere end 3000 år gamle, og de ligger på et næsten 100 m højt plateau med en fantastisk panoramaudsigt ud over Episkopi-bugten. Flere af bygningerne er blevet udgravet og delvist restaureret, og man kan både opleve amfiteatret, Kourions katedral og Eustolios hus med flotte mosaikgulve. 

Ca. en times kørsel nord for Limassol ligger Troodos-bjergene, som også kaldes Cyperns hjerte. Her kan man opleve Cyperns højeste bjerg, Mount Olympos, og der er gode muligheder for vandreture og skiløb om vinteren. Bjergene gemmer også på fire gamle bjerglandsbyer og ni byzantinske kirker, der alle ni er på UNESCO's verdenskulturarvsliste. 

Mad og drikke

Der er rig mulighed for store kulinariske oplevelser, hvis man har mod på at prøve nogle af de cypriotiske delikatesser på sin rejse til Limassol. Maden tager udgangspunkt i det klassiske middelhavskøkken med stærk inspiration fra særligt Grækenland og Tyrkiet og består for det meste af fiskeretter samt svinekød eller lam med grøntsager. Man kan således få traditionelle græske retter som moussaka, souvlaki og kleftiko, som består af langtidsstegt eller grillet lam med kartofler, eller man kan prøve nogle af de mere lokale retter som cypriotisk ravioli med halloumi, æg og mynte tilberedt i kyllingebouillon, gryderetten tavas med lam eller kalvekød eller den traditionelle afelia, som er svinekød marineret og tilberedt i rødvin med koriander. Hvis man er til spansk tapas, kan man her prøve meze, som består af op mod 20 forskellige små retter med alt fra ost, grøntsager og hummus til kylling, blæksprutte, rejer, frisk fisk og hjemmelavet pølse kaldet seftalia.  

Til maden nyder man ofte vin eller øl, og Carlsberg er meget populært på Cypern. Hvis man skal have noget stærkere er de mest populære drikke den græske Ouzo, den bulgarske Mastika eller den lokale Zivania. 

Vejret

Limassol har et meget varmt og solrigt klima, der gør det til et attraktivt rejsemål hele året rundt. Sommervejret begynder i maj og fortsætter helt til oktober med op til 12 solskinstimer om dagen. I sommerperioden kommer temperaturen sjældent under 20°C, men kan til gengæld ramme 35°C på de varme dage. Der falder næsten ingen regn om sommeren, hvilket betyder, at du er garanteret masser af solskin på din ferie. Om aftenen kan man nyde lidt køligere temperaturer pga. havbrisen. Det gode vejr fortsætter hen på efteråret med temperaturer over 20°C frem til sent i november. De mest regnfulde måneder er december og januar. 

For lidt køligere vejr skal man rejse til Limassol i foråret, hvor temperaturen i april ligger omkring 20°C om dagen og ned til omkring 9°C om natten. Det bliver varmere i løbet af maj, og her stiger havtemperaturen også til omkring 17°C.

Hvis man gerne vil have bedre plads på strandene, men samtidig gerne vil nyde godt af solen og de lidt højere temperaturer skal man rejse til Limassol i maj eller juni.

Transport til/fra lufthavnene på Cypern

Limassol ligger stort set lige mellem de to store lufthavne på Cypern med Larnaca International Airport ca. 67 km øst for Limassol og Paphos International Airport ca. 60 km vest for Limassol. 

Fra begge lufthavne er der to muligheder for transfer til Limassol - enten med bus eller taxi. Den billigste løsning er at tage Limassol Airport Express bussen, som kører hele døgnet rundt alle ugens dage og i skrivende stund koster €9,00 pr. person fra begge lufthavne. Hvis man tager en taxi, skal man regne med omkring €50,00 fra Larnaca International Airport og €45,00 fra Paphos International Airport alt efter, hvor hotellet ligger i Limassol, men der køres med taximeter, så man behøver ikke at aftale prisen på forhånd. 

Hvis man gerne vil leje bil på Cypern, kan dette gøres fra begge lufthavne. Med billeje har man muligheden for at udforske øen på egen hånd, hvilket giver en anden frihed og fleksibilitet, og så har man også transporten fra lufthavn til hotel og retur klaret, men man skal selvfølgelig lige være opmærksom på, at man kører i venstre side på Cypern. 

Du kan booke både transfer og billeje hjemmefra gennem Escapeaway som en del af din pakkerejse. 

Sådan booker du en billig rejse til Limassol med Escapeaway

Vælg om du vil rejse til Limassol fra lufthavnen i København, Billund, Aarhus, Aalborg eller Hamburg - så finder vi de bedste priser på flybilletter for dig. Vælg derefter et hotel i Limassol som passer dig, og vi sammensætter en pakkerejse, som er sikret af Rejsegaranti, til en pris du ikke finder bedre andre steder. Tilføj billeje for ultimativ frihed og fleksibilitet på rejsen.

Rejser til Cypern

Læs mere om Cypern og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Cypern her

Hvad siger gæsterne i Limassol?

8,0
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 6 anmeldelser