Rejser til London

En storbyferie i London vil bringe dig ansigt til ansigt med nogle af verdens mest berømte monumenter og historiske seværdigheder. Parker og haver, hvor du kan tage et hvil, ligger spredt ud over hele byen. Du kan opleve nye madtyper på hvert et hjørne af byen, ligesom du bør afsætte tid til at udforske glamouren i Londons shoppingdistrikt. Book din rejse til London med Escapeaway i dag!

London er rig på kontraster og overraskelser med alt fra dronningens hjem på Buckingham Palace til Shakespeare's Globe Theatre: fra de gigantiske mærkevarebutikker på Oxford Street til de små boutiques i Covent Garden; fra naturskønne Hyde Park til Tower Bridge's menneskeskabte storhed. Der er med andre ord noget for alle, hvad enten du vil bruge ferien på shopping, kulinariske oplevelser, kunst eller lidt af det hele.

London, der er såvel Storbritanniens som Englands hovedstad, udgør landets ubestridte politiske, økonomiske og kulturelle centrum. Hovedstaden, som samtidig er den største by på De Britiske Øer, ligger ved floden Themsen i det sydøstlige England. Den er hjem for en befolkning på ca. 8,8 millioner (i storbyregionen Greater London), som takket være forbindelserne til det tidligere Britiske Imperium og en lang historie med indvandringer har en meget varieret sammensætning etnisk set. Der lever således mange indere, polakker og irere i London, samt store grupper af blandt andet jamaicanere. 

Mangfoldigheden bidrager til et rigt kulturliv, som sammen med de dybe historiske rødder gør London til et af de mest interessante storby-rejsemål i verden. Her kan du glæde dig til en ferie med en enestående storbyatmosfære, se fodbold i topklasse, berømte musicals og teaterstykker, gå på opdagelse på farverige loppemarkeder, fordybe dig i enestående museer, drikke afternoon tea – og udforske spændende gastronomi på nogle af verdens bedste restauranter.

Som en af Europas største byer er det ikke overraskende, at udvalget af hoteller i London er stort - faktisk næsten overvældende. Der er således også her noget for alle smage. Det er derfor primært et spørgsmål om at finde ud af, hvor du ønsker at bo. Velkommen til England med Escapeaway, vi er specialister i rejser til London hvor du bor på nøje udvalgte hoteller.

>> Læs også om korte weekendrejser til London

Hoteller i London

Populære hoteller i London

England, London
9,1
Fabelagtigt
1261 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 4 km
  • Nærmeste by: ca. 0 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
England, London
9,7
Fabelagtigt
939 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 1 km
  • Nærmeste by: ca. 0 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
England, London
8,6
Meget godt
3849 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 3 km
  • Nærmeste by: ca. 0 m
  • Internetadgang/Wi-Fi

Mad og drikke

London er med sit enorme udvalg af restauranter i alle prisklasser lidt af et madmekka og tiltrækker da også "foodies" fra hele verden. Prioriterer du de kulinariske oplevelser i ferien, vil du bestemt heller ikke blive skuffet. Takket være Londons multikulturelle befolkning, kan du udforske mange forskellige nationers kulinariske traditioner på en ferie i London med alt fra fransk, italiensk og spansk til brasiliansk, thailandsk og japansk. De bor blandt andre mange indere i London, så især indisk mad er populært, og mange lokale spiser jævnligt på et 'curry house'. De kulinariske påvirkninger fra udlandet er ikke noget nyt fænomen for London, og for eksempel nogle af de indisk-inspirerede retter opfattes nu til dags næsten som byens egne såsom Chicken tikka masala og Mulligatawny-suppen, ligsom curry har noget nær status af nationalret i byen.

Vil du prøve traditionel engelsk mad, når du rejser til London? Selvom gastronomien fra de britiske øer ikke just har indtaget verden, er der flere af retterne, der fortjener et nærmere bekendtskab. Vil du lægge en solid bund fra morgenstunden, kan du naturligvis bestille en "Full english breakfast", som traditionelt omfatte æg, bacon, pølser, baked beans, hashbrowns (stegte kager af revne kartofler), tomater, champion, toastbrød, syltetøj og smør. Er du modig, kan du eventuelt smøre dit brød med Marmite, som er lavet på gærekstrakt. Synes du, at det er lidt for voldsomt at starte dagen med så meget protein, kan du nøjes med en "continental breakfast", som typisk vil være begrænset til croissants eller noget andet brød med ost eller syltetøj.

Når sulten igen melder sig senere på dagen, er det oplagt at prøve den klassiske fish’n’chips, som er en af de retter flest forbinder mest med England. Fish’n’chips kan typisk købes på gaden, men fås ofte også på pubben. Er det autentisk engelsk mad, du søger, er det da også oplagt at gå på pub. Det er ikke længe siden pubberne havde et ret tvivlsomt ry, hvad angik mad. Men de senere årtier er et nyt fænomen opstået, de såkaldte gastropubs, hvor kvaliteten af maden prioriteres mindst lige så højt som drikkevarerne. Her bør der altid være for eksempel 'pie and mash' på menuen, en klassiker som tidligere var yderst populær blandt især arbejderklassen. Disse tærter, der serveres med kartoffelmos, havde oprindeligt fyld lavet på røget ål. Nu til dags er det dog mere almindeligt med oksefars. Er det blevet tid til aftensmad, hører Beef Wellington (oksemørbrad indpakket i butterdej med svampe og fois gras), Shepherd's pie (tærte af kartoffel fyldt med kød og sovs) og Steak and kidney pie (indbagt oksekød og nyrer) til blandt de mest engelske retter, du kan bestille. 

Selvom nogle af de klassiske pubretter umiddelbart kan virke lidt specielle, er det traditionelle engelske køkken ikke så fremmedartet for vores danske smagsløg, da basisråvarerne i form af svinekød, oksekød, kartofler og løg, er dem vi kender fra det gamle nordiske køkken.

Er du ikke allerede stopmæt, kan du slutte måltidet af med dessert (der lidt forvirrende betegnes som "Pudding") i form af for eksempel et stykke Appel pie eller Sticky toffee pudding.

Pubber og natteliv

Den traditionelle pub (forkortelse for "public house") spiller også stadig en vigtig rolle for byens natteliv. Næsten alle de lokale har deres egen favorit-pub, og som turist er pubben da også et af de bedste steder at møde Londons indbyggere. Vær dog opmærksom på, at der nu til dags er en del turist-pubber i centrum, der ikke altid giver den mest autentiske pub-oplevelse. Du kan med fordel søge ned i sidegaderne og lidt ud af centrum. 

I hverdagene liver pubberne i det indre London allerede op omkring fyraftenstid, når kollegaer og venner mødes efter arbejde. I byens udkant og beboelsesområder er atmosfæren på pubben ofte lidt mere familiær, og de er især populære i weekenden. Ligesom gastropubberne er kendt for deres fokus på det kulinariske, kan du finde pubber rundt om i London, som er kendte for livemusik eller stand-up.

Mens gastropubberne ofte har en ganske god vinmenu, består udvalget de fleste steder primært af øl og drinks. Briterne er med rette stolte af deres bryggeritradition, og mange pubber har et godt udvalg af lager, ale eller stout fra lokale mikrobryggerier. 

Nattelivet i London byder dog på meget andet end traditionsrige pubber. Den engelske hovedstad er i dag således også kendt for at have nogle af verdens bedste natklubber med noget i stort set alle genre. Generelt er natklubberne ret afslappede i London, men i de mere eksklusive områder som for eksempel Kensington er der dresscode. Ligeledes er udvalget af barer stort, hvor der udover et bredt udvalg af cocktails ofte også er et lille dansegulv. Drinkpriserne er generelt højere på barerne, som til gengæld lukker senere end pubberne.

Sådan booker du en rejse til London med Escapeaway

Med Escapeaway kan du bruge den smarte søgemaskine til at booke en nem og sikker rejse til London. Vælg mellem afrejse fra lufthavnene i København, Billund, Aalborg, Aarhus eller Hamburg, enten direkte eller med en mellemlanding undervejs. Vi finder billige flybilletter med rutefly og sætter dem sammen med udvalgte hoteller og ferielejligheder i London, og med mulighed for at supplere med en lejebil - alt samlet i én pakkerejse, som er sikret af rejsegaranti.

Jeg har herunder samlet nogle få facts og informationer om London, såsom byens befolkning, historie og vejr, som kan tjene som inspiration til din ferie i byen. Informationen er udelukkende ment som inspiration og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse til London, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål i England. God fornøjelse og god rejse!

>> Læs mere om vores fleksible pakkerejser til London her

Romere og danske vikinger

London, som i dag dækker et areal på størrelse med Lolland (Greater London), blev etableret omkring år 50 kort efter det første romerske indtog i Britannien. Romerne valgte formentlig placeringen ved Themsens nordlige bred, fordi floden stadig var dyb nok til at modtage skibe fra havet og samtidig langt nok inde i landet til at yde beskyttelse mod angreb. 

Denne første by, Londinium, var dog ikke den romerske besættelsesmagts primære bosættelse, som i stedet blev udgjort af Camulodunum mod nordøst, hvor byen Colchester i dag ligger. Derimod var Londinium et vigtigt trafikalt knudepunkt for romerne. Selvom beliggenheden et godt stykke inde ad Themsen ydede en vis bekyttelse mod overraskelsesangreb fra havet, var der ikke samme beskyttelse mod angreb fra land. Londinium blev da også angrebet og ødelagt allerede i år 61 i forbindelse med icenernes oprør (en keltisk stamme fra nutidens Norfolk). Romerne slog dog kort tid efter oprøret ned og genopbyggede de efterfølgende år byen, denne gang bag en beskyttende bymur. Under Septimius Severus blev Londinium hovedstad i provinsen Britannia Superior. I løbet af det 2. århundrede var byen formentlig blandt af de største byer i romerriget nord for Alperne, og udover en bymur byggede romerne både et amfiteater, bade og et forum.

Allerede fra starten var denne tidlige udgave af London et handelscentrum. Det viser fund af forskellige artefakter, der nødvendigvis må være blevet importeret fra fjerne dele af det store romerrige. Da romerriget gik i forfald og den sidste romerske soldat forlod byen i starten af 400-tallet, gik London ligeledes ind i en periode med forfald. Frem til år 600 nævnes byen således ikke længere i de historiske skrifter. Byen inden for muren blev i løbet af denne periode formentlig næsten helt forladt. Nye bosættelser skød dog efterhånden op vest for den romerske bymur der, hvor Covent Garden i dag ligger, og byen genvandt igen sin status som et vigtigt handelscentrum. Den velhavende by tiltrak sig naturligvis danske vikingers opmærksomhed.

De følgende århundreder kæmpede sakserne og vikinger om herredømmet over byen. De danske vikingers angreb i 800-tallet har formentlig været medvirkende til at sakserne igen bosatte sig inden for de romerske bymure. De danske vikinger angreb London i både 841 og 851 og Den store Hær (flere mindre vikingeflåder som havde slået sig sammen) overvintrede i byen i 871-72. Alfred den Store, som blev konge i 878, generobrede dog London fra vikingerne og sørgede for at befæste byen. I det følgende århundrede blomstrede London op til at blive Englands vigtigste by både i forhold til handel og politisk magt.

Under Æthelred den Rådvildes regeringstid vendte vikingerne imidlertid tilbage til England og London. Under ledelse af Svend Tveskæg angreb vikingerne forgæves London i 994 og 1013. Efter Tveskægs død overtog sønnen Knud den Store ledelsen af hæren og indtog i 1016 London, som han gjorde til landets hovedstad. Knud den Store forblev konge af England frem til sin død i 1035. Efter sønnen Harald Harefods død gik den engelske trone igen tilbage til House of Wessex og Edward Bekenderen. Hans regeringstid blev kort, men hans beslutning om at adskille det politiske magtcentrum fra byens handelscentrum var med til at forme London, som den ser ud i dag.

Byen blev således opdelt i to dele: handelsbyen, City of London, hvor købmænd, håndværkere og finansfolkene holdt til, og Westminster, hvor kongen og regeringen havde residens. I City of London finder du i dag blandt andet Saint Paul's Cathedral, The Tower of London og London Bridge, mens Westminster er kendt for Westminster Abbey og Buckingham Palace. Bydelene var forbundet af Themsen og vejen "The Strand". Det var først hen omkring 1700-tallet, at de to bydele rent fysisk voksede sammen. Mellemrummet udgøres i dag blandt andet af Soho og Covent Garden. Byen har selvføgelig også i tidens løb bredt sig voldsomt uden for disse områder. Mod øst, hvor landskabet var fladt, voksede industriområder for eksempel op sammen med billige arbejderboliger. Dette område af byen hedder i dag East End. 

På grund af denne opdeling af byen, som altså har dybe rødder, er det i dag svært at sige præcis, hvor Londons officielle centrum ligger. Oftest tilfalder æren dog den store plads Trafalgar Square, der er navngivet til minde om slaget ved Trafalgar, en britisk flådesejr i Napoleonskrigene.

De danske vikingers angreb var ikke de sidste dramatiske begivenheder som overgik London. Den sorte død (pest), borgerkrig og storbrande kostede fra middelalderen og frem store dele af indbyggerne livet, men hver gang rejste byen sig og forblev landets vigtigste by og hovedstad. Det samme skete efter nazisternes bombninger under 2. Verdenskrig, der lagde store dele af byen øde og kostede tusindvis livet. I dag er London en af verdens førende metropoler både hvad angår kultur, handel og politisk magt, samt ikke mindst et af de bedste storby-rejsemål, som tilmed ligger tæt på Danmark.

Transport

London betjenes af de fem lufthavne London City, London Gatwick, London Heathrow, London Luton og London Stansted. Den engelske hovedstad hører dermed til blandt de rejsemål i verden, som det er lettest at finde en flyforbindelse til fra Danmark. Der er desuden generelt gode forbindelser med offentlig transport fra lufthavnene ind til London. Vil du hurtigt ind til centrum, er dog værd at være opmærksom på, at der er forskellige afstande fra lufthavnene. Det har betydning for både transporttid og billetpriser.

Den nærmeste lufthavn er, som navnet antyder, London City Airport, der ligger ca. 10 km øst for bymidten. Derefter kommer Heathrow, der er en af verdens største lufthavne, omkring 25 km væk. Denne lufthavn er en af de travleste i Europa og har mange flere forbindelser. Alligevel vælger mange rejsende fra Danmark at flyve til enten Gatwick eller Stansted, som ligger henholdsvis 45 og 64 km fra London. Det skyldes primært, at lavprisflyselskaber som easyJet, Norwegian og Ryanair flyver til disse to mindre lufthavn. Kan du leve med den længere transporttid med tog eller bus, er der da ofte også bedst mulighed for at finde en billig flybillet ved at vælge en af disse mere afsidesliggende lufthavne. 

Vel ankommet i London vil du hurtigt opdage, at det er nemt at komme omkring i byen. Du kan bruge undergrundsbanen, "the Tube", busser, taxier eller sågar sejle på Themsen. Selvom der således er gode muligheder for at komme hurtigt omkring til alle dele af byen, kan det varmt anbefales at pakke et par praktiske travesko og også tage sig tid på at gå lidt rundt. I mange tilfælde vil du ved et nærmere kig på kortet opdage, at de interessante seværdigheder og attraktioner ikke ligger ret langt fra hinanden. Du får desuden en bedre fornemmelse for byens geografi ved indimellem at bevæge dig rundt til fods.

Vil du hvile fødderne og benytte offentlig transport, er det som regel nemmest at benytte det Rejsekort-lignende system, Oyster, eller bruge et kontaktløst kreditkort. Det er dog også stadig muligt at købe "gammeldags" papirbilletter fra automater, men det er i de fleste tilfælde en dyrere løsning.

Du kan læse mere om transportmulighederne i London på den officielle transport hjemmeside

Vejr og klima

London har ry for at have et gråt og regnfuldt klima, men faktisk er den gennemsnitlige nedbørsmængden i den engelske hovedstad næsten på niveau med den danske. Sammenlignet med resten af Storbritannien har London (og den sydøstlige del af England) da faktisk også et tørrere og varmere klima, men ligesom herhjemme kan vejret hele året være meget omskifteligt. En paraply kan derfor være på sin plads, men det samme gælder et par solbriller! I et gennemsnitsår falder der mest regn i august og november og mindst i marts og april. Der er dog ikke noget forkert tidspunkt at rejse til London. Er der sommervejr, er byens store grønne parker fulde af liv og meget indbydende. Kommer der regn, er der utallige museer, gallerier og andre seværdigheder, hvor tiden alligevel kan bruges i tørvejr.

Godt at vide

Penge: Britiske pund (GBP). England og resten af Storbritannien nåede aldrig at tilslutte sig eurosamarbejdet, og efter Brexit er pundets fremtid formentlig sikret i en rum tid. Det er sjældent et problem at finde en hæveautomat (cashpoints eller ATM) eller et vekselbureau (bureaux de change), hvis du har brug for kontanter. Derudover modtager restauranter, barer, caféer og butikker i vid udstrækning kreditkort - primært Visa og Mastercard, så behovet for kontanter er normalt ikke så stort.

Drikkepenge: Der er ofte allerede inkluderet en service charge på regningen (ofte 12.5 procent), når du spiser på restaurant eller bor på hotel. Hvis ikke, er det normalt at give 10-15 procent i drikkepenge. På de lidt dyrere hoteller er det ligeledes normalt at give lidt drikkepenge til portieren. Taxi-chauffører modtager også gerne drikkepenge, hvilket man ofte blot kan gøre ved at runde op og sige "keep the change".

Sprog: Det siger sig selv, at det er nemt at begå sig på engelsk i London. Selvom næsten en tredjedel af den engelske hovedstads indbyggere er født i udlandet, har tæt ved 80 procent af dem engelsk som førstesprog eller modersmål. Resten taler for størstedelens vedkommende også et godt engelsk. 

Tidsforskel: London (og resten af England) er en time bagud i forhold til Danmark. Altså skal du stille uret en time tilbage, når du rejser til London.

Helligdage: Der er normalt otte helligdage i løbet af året i London, "bank holidays", hvor religiøse eller historiske begivenheder markeres. På disse dage er der typisk færre bus- og togafgange, ligesom en del forretninger og attraktioner lukker tidligt eller holder helt lukket.

Nytårsdag, Langfredag, 2. påskedag, Early May Bank Holiday (første mandag i maj), Spring Bank Holiday (sidste mandag i maj), Summer Bank Holiday (sidste mandag i august), juledag, Boxing Day (2. juledag eller d. 27., hvis d. 26. er en søndag).

Den engelske skoleferie ligger fra midt i juli til starten af september.

Rejser til England

Læs mere om England og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til England her

Hvad siger gæsterne i London?

9,4
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 29 anmeldelser