Hideaways og boutique-hoteller i Languedoc-Roussillon

Velkommen til Languedoc-Roussillion med Hideaways, vi er specialister i rejser til Languedoc-Roussillion i Frankrig, hvor du bor på håndplukkede hoteller eller i ferieboliger på din ferie. Området Languedoc-Roussillion er endnu en sand guldklump i Sydfrankrig. Jeg er dybt betaget af dette kæmpe område, der strækker sig fra den spanske grænse ved Pyrenæerne op mod Marseille og Nîmes – ja, man kan vel med rette sige, at dette område ufortjent er den glemte lillesøster til Provence! En fantastisk region, som kræver flere gensyn, og her skal du få en lille forsmag på mulighederne:

Den smukke kyststrækning med badestrande så langt øjet rækker og små perlebyer ved kysten som f.eks. Sète eller Collioure ved foden af Pyrenæerne.

Historiske byer som Nîmes og dets urgamle, romerske amiteater og Pont du Gard, den berømte akvædukt.

Montpellier; en sand kosmopolitisk storby fyldt med leben og studerende. Narbonne, Perpignan og ej at forglemme middelalderbyen, Carcassonne, et besøg i en tidslomme fra katarernes og inkvisitionens tid. Der er masser af muligheder for at gå i katarernes og templeriddernes fodspor i Languedoc-Roussillion, men pas på – det er så interessant, at tiden flyver afsted.

En ting som også bør nævnes, er den berømte kanal, Le Canal du Midi, og de imponerende bjerglandskaber ved Gorges du Tarn og Cevennes med klassiske landsbyer, floder og vandreruter i den betagende natur. Ideelt hvis du leder efter en aktiv ferie i kombination med noget med afslappende.

Som en afsluttende bemærkning bliver jeg nødt til at slå et slag for den gastronomiske sags tjeneste i Languedoc-Roussillion! Landsbyen Tavel producerer efter sigende den bedste rosévin i hele Frankrig – der produceres faktisk slet ikke rød- eller hvidvin netop her (men de er dog at finde på restauranternes menukort – bare rolig), så her må du altså en smuttur over til nabobyen, hvis du vil smage den ægte vare.

Kører du til Carcassonne, kommer du igennem de smukke høje plateauer, hvor Corbières-vinmarkerne er solidt plantet i jorden så langt øjet rækker. Det er én af de smukkeste ture i bil i hele Frankrig: fra Middelhavet, Narbonne og så op ind i bjergene.

Jeg vil ønske dig en rigtig god ferie i Languedoc-Roussillion med Hideaways Rejser, hilsen Mette

Hideaways i Languedoc-Roussillon

  • Assignan
    1 hotel
    Assignan emmer af fransk landsbyidyl. Her er noget nær perfekte betingelser for en rigtig livsnyderferie med lækker mad og lokale vine. Du befinder dig i hjertet af Languedoc-Roussillon-regionen med mange spændende udflugtsmål inden for din rækkevidde.
  • Bellegarde
    1 hotel
    Den charmerende landsby Bellegarde ligger i et ægte smørhul i Sydfrankrig. Uanset om du vil bruge ferien på sightseeing eller aktive oplevelser i skøn natur, har du således her masser af muligheder inden for kort afstand.
  • Carcassonne
    1 hotel
    Middelalderbyen Carcassonne emmer af eventyr med sine høje bymure, tårn og spir. Her får du nemt lang tid til at gå med eventyr i den gamle bys smalle gader, hvor der ligger talrige interessante museer, gode restauranter og spændende butikker.
  • Collias
    1 hotel
    På bredden af floden Gardon ligger landsbyen Collias, som især er attraktiv for naturelskeren, der holder af at vandre, sejle og cykle under sin ferie.
  • Ille-sur-Tet
    1 hotel
    Ille-sur-Tet er en stemningsfuld landsby i den sydfranske region Languedoc-Roussillon ikke ret langt fra den spanske grænse. Mange rejser hertil for at besøge den nærliggende og meget særprægede klippeformation ”Les Orgues”. Her er dog meget ... andet at opleve. Læs mere
  • Montpellier
    1 hotel
    Montpellier er med omkring en kvart million indbyggere en storby. Den føles dog meget overskuelig og nem at komme rundt i takket være sporvognene. Denne hyggelige universitetsby rummer et væld af seværdigheder, shoppingmuligheder og et rigt restaurantliv.

Seværdigheder i Languedoc-Roussillon

Jeg har her udvalgt et par af de seværdigheder, som du kan opleve på din ferie i Languedoc-Roussillon. Hvis du har lyst til at vide mere om regionens mange attraktioner, vil jeg anbefale dig at læse artiklerne på vores blog. God fornøjelse!

Canal du Midi

Canal du Midi, der har været på UNESCO´s verdensarvsliste siden 1996 og ofte kaldes for “verdens største verdensarv”, er en 240 kilometer lang kanal, der sammen med kanalen Canal de Garonne forbinder Atlanterhavet med Middelhavet.

Kanalen, som bar det ærværdige navn Canal royal en Languedoc før de franske revolutionære ændrede det til Canal du Midi i 1789, blev indviet i 1681 efter 15 års bygningsarbejde og er siden blev betragtet som et af de største bygningsprojekter i det syttende århundrede på verdensplan.

Kanalen løber fra byen Toulouse til havnen Sete, der blev anlagt som kanalens østlige endepunkt, men det oprindelige mål, da kanalen blev skabt, var at bringe vand fra Montagne Noire til Seuil de Naurouze for at hjælpe den på den tid blomstrende handel med hvede.

Carcassonne

Carcassonne, beliggende i departementet Aude, er en smuk, befæstet middelalderby, som med sine mange unikke og historisk velbevarede bygninger har befundet sig på UNESCO´s verdensarvsliste siden 1997.

Byen er delt i to bydele af Aude-floden og forbindes af de to broer Pont vieux (den gamle bro) og Pont neuf (den nye bro). På Aude-flodens højre bred ligger den højst beliggende bydel, Cité de Carcassonne, med sin unikke middelalderbebyggelse og sine berømte dobbelte bymurer, mens bydelen på den venstre flodbred, kaldet Bastide Saint-Louis eller Ville Basse, er den er den mest moderne og befolkningsrige.

De mest seværdige bygninger i Cité de Carcassonne er den berømte dobbelte ringmur med de 53 tårne. Den indre del af ringmuren er mere end 1000 meter lang og har dele, der går helt tilbage til gallo-romersk tid (200-300-tallet), mens den ydre del af ringmuren er hele 1600 meter lang og er bygget mellem 1228 og 1245.

Andre seværdige bygninger i Cité de Carcassonne er Narbonnaiseporten, eller Narbonneporten, som den også kaldes, der stammer tilbage fra 1200-tallet; Skt. Nazariusbasilikaen, der er blevet ombygget radikalt flere gange gennem historien, men første gang blev nævnt i historiebøgerne i 925; og det romanske slot Château Comtal, der er blandt Europas bedst bevarede bygninger fra Middelalderen.

I den nyere og lavereliggende Bastide Saint-Louis-bydel, der blev grundlagt i 1262, er de mest seværdige bygninger Skt. Michelkatedralen, der blev opført samtidig med at den nye bydel opstod; Skt. Vincentkirken med sine 47 klokker og glasmalerier fra 1400-tallet; og Pont Vieux, den gamle stenbro, der har bundet de to bydele sammen siden 1300-tallet.

Nîmes

Nîmes er ikke just den meste kendte franske by i Danmark, men byen rummer mange unikke historiske levn fra romertiden, herunder det - efter manges mening - bedst bevarede romerske amfiteater i verden, også bedre end det berømte Colosseum i Rom.

Amfiteatret er bygget omkring 70 år e.Kr. og har - med 34 sæderækker - haft plads til mere end 16000 tusinde tilskuere. Det har tjent en række forskellige funktioner gennem dets lange historie; de invaderende visigotere fra nord byggede en mur omkring det og brugte det som fæstning; senere blev det brugt som beboelseskvarter (hele 700 indbyggere skulle have boet inden for amfiteatrets rammer), og i 1863 blev det ombygget til tyrefægterarena. I dag er amfiteatret endnu i brug i forbindelse med forskellige offentlige begivenheder, såsom koncerter, filmoptagelser m.m.

Foruden det fantastiske amfiteater byder Nîmes også på templet Maison Carrée, der af mange regnes for at være det bedst bevarede romerske tempel i verden; fæstningstårnet Tour Magne; og resterne af den gamle bymur.

Kun ca. 25 kilometer fra byen, nær byen Remoulins, kan du opleve den spektakulære romerske bro Pont du Gard, der oprindeligt var del af en 50 kilometer lang akvædukt, som transporterede vand til den romerske by Nemausus; det romerske navn for dagens Nîmes. Broen blev i 1985 erklæret for verdensarv af UNESCO.

Montpellier

Montpellier er ikke bare Languedoc-Roussillon-regionens største by og præfektur og én af Frankrigs otte største byer, men byder også på en række spændende seværdigheder.

Blandt de vigtigste seværdigheder i Montpellier er byens smukke hovedtorv Place de la Comédie, der går helt tilbage til 1755 og blandt andet rummer operaen Opéra Comédie; den middelalderlige vej Rue du Bras de Fer; det jødiske bad fra det tolvte århundrede; den botaniske have, Jardin des plantes de Montpellier, grundlagt i 1593 og Frankrigs ældste botaniske have; triumfbuen Porte du Peyrou fra det syttende århundrede; de resterende tårne, kaldet Tour des Pins, i den middelalderlige bymur fra 1200-tallet; og den romersk-katolske katedral Cathédrale Saint-Pierre de Montpellier, der er ærkebispesæde, og som desuden er blevet erklæret for nationalt monument af den franske stat.

Information om Languedoc-Roussillon

Jeg har her samlet nogle få fakta og informationer om regionen Languedoc-Roussillon, såsom klima og vejr, geografi og departementer, sprog og natur og de vigtigste byer.

Hvis du har lyst til at finde mere inspiration til din rejse til Languedoc-Roussillon, anbefaler jeg dig at læse vores rejseinspirations-blog, hvor du kan finde spændende artikler om Languedoc-Roussillon.

Departementer, geografi og befolkning

Languedoc-Roussillon ligger i den sydligste del af Frankrig og grænser op til nabo-regionerne Provence-Alpes-Côte d'Azur, Rhône-Alpes, Auvergne, og Midi-Pyrénées på den ene side og Spanien, Andorra og Middelhavet på den anden side.

Languedoc- Roussillon består af fem departementer: Lozère, Gard, Hérault, Aude og Pyrénées-Orientales, som nogenlunde svarer til det, vi i Danmark kalder (eller rettere kaldte) amter med en folkevalgt forsamling kaldet conseil général. Med omkring 900.000 indbyggere er Hérault det befolkningsmæssigt største departement i Languedoc-Roussillon, mens Lozère-departementet er det befolkningsmæssigt mindste departement i regionen.

Arealmæssigt er Aude-departementet det største departement i regionen med sine 6.139 kvadratkilometer, mens Pyrénées-Orientales er det arealmæssigt mindste departement i regionen med sine 5.116 kvadratkilometer.

I alt strækker Languedoc-Roussillon sig over 27.376 kvadratkilometer, hvilket gør den til den niende-største region af Frankrigs i alt 26 regioner. Montpellier, beliggende i Hérault-departementet, er regionens præfektur.

De største byer

De fem største byer i Languedoc-Roussillon er Montpellier, beliggende i Hérault-departementet, med omkring 265.000 indbyggere, efterfulgt af Nimes, beliggende i Gard-departmentet, med omkring 145.000 indbyggere, Perpignan, beliggende i departementet Pyrénées-Orientales, med omkring 119.000 indbyggere, Béziers, beliggende i Hérault-departementet med omkring 72.000 indbyggere og Narbonne, beliggende i Aude-departementet med omkring 52.000 indbyggere. Som allerede nævnt er Montpellier, der er Frankrigs ottende-største by, regionens præfektur.

Klima og vejr

Languedoc-Roussillons klima varierer naturligvis alt efter, hvor i regionen, du befinder dig - f.eks. alt efter om du befinder dig i den indre del af regionen eller ude ved kysten - men generelt har regionen et mildt middelhavsklima med varme, tørre somre, milde vintre, masser af solskinstimer og relativt lidt nedbør i forhold til andre regioner i Frankrig.

Gennemsnitstemperaturen om sommeren for hele regionen er 23.7 grader, og 8.1 om vinteren. De varmeste måneder i året er juli med en gennemsnitstemperatur på 28.4 grader og august med en gennemsnitstemperatur på 28.1 grader, efterfulgt af juni med en gennemsnitstemperatur på 26.5 grader.

De koldeste måneder i regionen er februar med gennemsnitligt 11.5 grader og januar med gennemsnitligt 12.4 grader, mens marts med 12.5 grader er en grad koldere end december med 13.5 grader.

Flest solskins-timer er der i juli med gennemsnitligt 11 solskins-timer om dagen, skarpt efterfulgt af juni og august med gennemsnitligt 10 solskins-timer om dagen. Færreste solskins-timer er der ikke overraskende i januar og december med gennemsnitligt 4 solskins-timer om dagen, efterfulgt af november med gennemsnitligt 5 solskins-timer om dagen og februar med gennemsnitligt 6 solskins-timer om dagen.

De mest regnfulde måneder er september med omkring 100 mm i gennemsnit og oktober med omkring 90 mm i gennemsnit, mens de mindst regnfulde måneder i regionen er juli med omkring 20 mm i gennemsnit, efterfulgt - måske lidt overraskende - af februar med omkring 30 mm i gennemsnit, juli ligeledes med omkring 30 mm i gennemsnit, og august med gennemsnitligt omkring 40 mm.

Natur

Languedoc-Roussillon byder på et særdeles varieret udvalg af landskaber med kendte bjergkæder, såsom Pyrenæerne og Cevennerne, der rummer nogle af Europas smukkeste naturscener; lavlande, der strækker sig fra kysten og ind i landet; masser af skøn Middelhavskyst med indbydende badestrande; et væld af spændende kalkstenshuler, der undertiden rummer underjordiske søer og floder; frodige floddale skabt af floder som Rhône, Hérault, Aude og Gardon; og den 240 kilometer lange kanal, Canal du Midi, der sammen med Canal de Garonne forbinder Atlanterhavet med Middelhavet, og som i 1996 blev erklæret for verdensarv af UNESCO.

Sprog

Helt indtil det tyvende århundrede blev der talt occitansk - et romansk sprog talt i dele af Sydfrankrig - i den tidligere provins Languedoc, der udgør langt størstedelene af den nuværende region Languedoc-Roussillon. Faktisk stammer navnet på den tidligere provins Languedoc (før den blev slået samme med provinsen Roussillon sidst i 1980´erne) fra navnet på sproget occitansk, idet occitansk også kaldes langue d'oc i Sydfrankrig.

I Roussillon, som almindeligvis betragtes som den “franske del af Katalonien”, taltes derimod tidligere katalansk, hvilket naturligvis skyldtes den store indflydelse fra - og tætte beliggenhed på - den spanske region Katalonien på den anden af grænsen.

I en undersøgelse foretaget i 2004 af den katalanske selvstyre-regering kunne hele 65% af Roussillons befolkning over 15 år forstå katalansk, mens 37% af befolkningen erklærede, at de kunne tale katalansk.

Idag er fransk det eneste officielle sprog i regionen, mens occitansk og katalansk er valgfrie sprog i gymnasiet og folkeskoler.

Rejser til Frankrig

Læs mere om Frankrig og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Frankrig her