Fly + Hotel
Kun hotel
Rejser til Pays de la Loire
Regionen er omgivet af Bretagne i nord og Poitou-Charentes i syd, af Atlanterhavet i vest og regionen Centre-Val-de-Loire i øst. Pays de la Loire er anset for dens badebyer. Området er omgivet af Bretagne i nord og Poitou-Charentes i syd, af Atlanterhavet i vest og regionen Centre-Val-de-Loire i øst.
Pays de la Loire er anset for dens badebyer, og den geografiske beliggenhed er ligeledes grobund for en stor blanding af kulturelle identiteter og landskaber der blander og fletter sig sammen omkring Loire-floden, som har sin udmunding ved regionens kyst.
Historie
Hele regionens historie er kædet sammen med Bretagnes. Fra år 851 til det 15.århundrede hørte Nantes til herredømmet Bretagne, og siden hen til grevskabet Bretagne, hvorunder det også blev hovedsæde.
Under Den Franske Revolution blev regionen indblandet i det, der siden hen blev kendt som "Guerre de Vendée" (1793-1796). En blodig fejde mellem pro- og kontrarevolutionære tropper. Denne fejde bliver regionens ødelæggelse, og man diskuterer stadig idag blandt historikere om udtrykket masseudrydelse kan bruges om denne krigs ofre, som ifølge forskellige kilder er 380.000.
Under Anden Verdenskrig udvikler den franske modstandsbevægelse sig fra denne region, og Pays de Loires kyst er under stærk beskydning og voldsomme bombardementer, blandt andet på grund af militærhavnen i Saint Nazaire - en af landets største og mest betydningsfulde.
Natur
Regionen byder på stor landskabelig variation: hav og lange strande, små fiskerhavne, moser og saltenge og 20 fredede naturparker. Moseområderne er i særdeleshed vægtede og kontrollerede, da de er hjem for utallige fugle- og andre dyrearter, hvoraf mange af disse er fredede.
De lokale myndigheder værner meget om disse naturskatte og igangsætter diverse tiltag for at bibeholde dem, som f.eks cykelstier/ruter. Regionen er en af Frankrigs fremmeste på området og tiltrækker mange turister på den konto.
Strande
Områdets kyststrækning er karakteriseret ved lange strande med meget fint sand, som i La Baule og Les Sables d´Olonne. Strandene i Pornic er mindre, men meget smukke og med et lidt vildere og råt udtryk. Hele kyststrækningen er dog meget værdsat af både sejlsportsfolk og vandsportsentusiaster, og der er altid en frisk brise til at lette sommerens varmeste dage.
Maden og vinen
Det kulinariske i Pays de Loire genspejler det geografiske. Variationen i produkterne har givet regionen tilnavnet "Frankrigs have". Nantes-området er berømt for sine grøntsager og småkagerne "Petit Beurre" - bagt på smør, som det franske navn siger.
Guerande er den største saltproducent i Frankrig, og Mayenne, der er den inderste del af regionen, er en af de store mælkeleverandører. Mens man i Le Mans er kendt for sin "Rillettes" og gåseopdræt.
Ved kysten er det naturligvis havets skatte som østers, jumfruhummere og muslinger, der står øverst på spisekortet.
Vin mangler man heller ikke i dette område: Muscadet er den mest berømte. Med sin frugtrige og blomsteragtige aroma er den meget værdsat som akkompagnement til fisk og skalddyr. Man producerer desuden rød- og rosévine, og i området Saumur er bruten Saumur Brut meget anerkendt.
Byer i regionen Pays de la Loire
Pays de la Loire blev til i 1955, men der hersker i dag stadig en stor tvetydighed og diskussion om dens samhørighed med Bretagne. Dialekten er stadig bretonsk i grænseområderne, og mange kommuner i regionen har bretonske navne. Selvom regionen hedder Pays de Loire, rummer den dog hverken Loires mest betydningfulde byer og ej heller Loires berømte slotte.
Nantes
Nantes ligger ved Loire-flodens bred ca. 50 km fra Atlanterhavet, og er hovedsæde for Pays de Loire. Man kan altså på sin vis kalde Nantes for regionens hovedstad, også selv om byens identitet er genstand for stor debat på grund af dens beliggenhed på grænsen til Bretagne - et naboskab som har både historisk og kulturel betydning. Nantes var hovedsæde for grevskabet Bretagne indtil det 20. århundrede, hvorefter den blev indlemmet i regionen Pays de Loire. Men fra slutningen af 1960,erne er følelsen af tilhørsforhold til Bretagne vendt stærkt tilbage i byens identitet, og har derfor givet anledning til utallige uoverensstemmelser og diskussioner.
Nantes er en på alle måder en aktiv by, især takket være de mange uddannelsesinstitutioner der holder til i byen, og som tiltrækker mange unge mennesker. Desuden er den rent kulturelt meget dynamisk. Byen er berømt for sine utallige grønne åndehuller, som står i stærk kontrast til de mange virksomheder, der også findes her - sidstnævnte dog i byens udkant. I 2012 er byen kåret som Europæisk Miljøhovedstad.
Det historiske kvarter Bouffay er yderst seværdigt, da det har bevaret sin middelalderlige charme. Her finder man blandt andet den imponerende katedral ved Place Saint-Pierre, hvor flere af Bretagnes grevskaber ligger begravet. Fra tårnet Tour Lu kan man rigtig få et overblik over den betagende by Nantes og Loire-flodens forløb. Byens botaniske have Jardin des Plantes har en uvurderlig samling af eksotiske planter fra kontinenter som Amerika, Afrika og Asien og er bestemt et besøg værd, hvis man ynder at give sig hen til floraens verden. Endelig rummer det gamle hovedsæde for kagefabrikanten LU i dag centeret for moderne kunst, som ofte afholder vigtige kulturelle begivenheder.
De smukke omgivelser omkring Nantes er bedårende smukke. Igennem byens centrum løber den smukke flod Erdre. Byen er en romantisk og sprudlende by som er yderst populær. Unge flokkes til storbyen som huser et enormt udvalg af uddannelser. Nantes er en romantisk by, som siden middelalderen har været af enorm betydning. Byens små brolagte gader, middelalderske kirker og andre bygninger giver en fantastisk stemning imens man går igennem byen. Nantes er byen hvor historien og ungdommen mødes. Det er her det vilde natteliv bliver dyrket. Det er her hvor luksuriøse restauranter, butikker og ikke mindst hoteller gør deres forretning. Her finder du modens sidste nye trends bliver solgt i de mange forretninger i byen. Byens restauranter byder på et udsøgt udvalg i franske delikatesser. Nantes er en meget aristokratisk og smuk by som giver en et idyllisk indtryk imens man går igennem den store Parc de la Bergraisiére og nyder de mange smukke bede og træer som blomstrer i den store park. Og hvis det organiseret natur bliver for meget for jer, så kan man også passende tage en tur ud til Atlanterhavet, hvor vinden suser og havet bruser.
Angers
Angers har tilegnet sig et navn som kunst- og kulturby takket være sine store historiske skatte. Universiteterne, museerne og den levende kulturscene har gjort byen til et vigtigt kulturelt centrum. Kongeslottet René - opført i det 13. århundrede - huser gobelinen, der viser fortællingen om Verdens Undergang (Apocalisse). Denne er den største samling af gobeliner fra Middelalderen, der nogensinde er fundet. Floden Maine løber igennem byen med mange smukke fontæner og betydningsfulde historiske og religiøse monumenter som eksempelvis katedralen Saint Maurice, Chateau d´Angers og La Maison Bleu - et mesterværk fra Art Déco perioden.
La Baule
La Baule er en badeby berømt for sin 8 km lange sandstrand. Byen er et stort trækplaster i sommerperioden, men lever også resten af året, da den byder på mange forskelligartede aktiviteter. Succesen som badeby, der tog sin begyndelse allerede i slutningen af sidste århundrede, har dog betydet, at udbygningen af hoteller og residentielle områder har grebet om sig, og naturen har derfor måttet lade lidt til fordel for denne udvikling.
Kysten er karakteriseret ved meget høje sandklitter, så som klitten Guézy, der er 25 m høj og ligger ud til den 8 km lange badestrand, kendt i store dele af Europa. Byen er inddelt i flere kvarterer, der adskiller sig stemningsmæssigt og udtryksmæssigt fra mere populære til mere luksuriøse med hver sin arkitektoniske stilretning. Byens primære turistområde, hvor man finder den største koncentration af hoteller, er opstået omring 60'erne og 70'erne og har manifesteret sig med store betonejendomme, der visse steder har ignoreret den mere poetiske sammenhæng i byen for at imødekomme den store tilstrømning af gæster.
Mens kyststrækningen således er blevet røvet for den skønne natur, kan man stadig nyde mange smukke gåture i byens historiske indre med de karakteristiske huse kaldet "Belle Epoque" villaer. Le Baule huser en årlig europæisk filmfestival i samarbejde med en anden meget pittoresk by i regionen. Byens navn er Guerande, og den er berømt for sin saltproduktion som eksporteres til hele verden. Her er en gåtur i saltindrivningsområderne en stor naturalistisk oplevelse.
I byen er der anlagt en lang cykelsti og en flot strandpromenade, der begge indbyder til en tur mellem de mange beværtninger og restauranter, der har slået dørene op. Byen er et godt udgangspunkt for udflugter til Loire og den nærliggende saltmine Guérande samt den lille havneby Croisic.
La Jaudonniere
La Jaudonniere er en lille landsby med ca. 600 indbyggere, der ligger omgivet af marker, smuk natur og skove i det uendelige. Med andre ord et rigtig lille landbrugssamfund, hvor stilheden hersker, fuglene synger, og landmændene bruger dagene i marken. I et område som dette præget af landbrugssamfund kommer der ikke mange turister, hvilket giver besøgende i La Jaudonniere muligheden for at udforske et meget autentisk miljø. Her er man mere eller mindre ene om at beundre og betragte de smukke ejndomme, der findes hist og her - deriblandt gamle kirker, møller, små slotte og middelalderlige ruiner. Eksempelvis er der i landsbyen Bazoges-en-Pardes, ca. 4 km derfra, et smukt middelalderligt slot med slotshave, der er åbent for offentligheden. Landsbyen Mervent ligger på en klippetop ca. 25 km derfra, og er ligeledes meget seværdig. Den er beliggende ved en flod, hvor der udbydes flere aktiviteter. Ved søen Sigournais 10 km derfra er der flere stisystemer langs med breden, ligesom man kan fiske eller afholde en hyggelig picnic ved de opstillede bord-bænke-sæt. Sigournais er kendt for sine hvidvine, og nogle stier løber da også gennem vinmarkerne.
Holder du ferie i eller omkring La Jaudonniere, er bilen en absolut nødvendig følgesvend for at komme hertil og derfra, og for at kunne udforske områdets kulturelle og naturlige men også mere animerede muligheder. Men også for blot at foretage de daglige indkøb. Man skal til Chantonnay, ca. 10 km fra Jaudonniere, for at handle og finde et udvalg af restauranter, mens man finder små lokale restauranter tættere på byen, bl.a. ligger der en meget traditionel restaurant i Bazoges-en-Pareds.
I Jaudonniereer er der primært lagt op til afslapning og ro i kønne landlige omgivelser tæt på en befolkning, der gør en dyd ud af de traditionelle håndværk. Når der er brug for andre stimuli, finder man blot 40 km derfra den meget kendte (for Frankrig) temapark Puy du Fou, der er kendt for sine tema-forestillinger, der primært drejer sig om middelalderen og fremviser store slag og tvekampe, der foregår til hest og med lanse. En anden attraktion er området Marais-Poitevin, der også kaldes Det Grønne Venedig, da det er et landområde (ikke by), der er gennemtæret af kanaler. Ved kysten, ca. 60 km derfra, ligger lange sandstrande og venter ved eksempelvis La Tranche sur Mer og ved La Rochelle.
Longeville-sur-Mer
Longeville-sur-Mer er en by og selvstændig kommune, der ligger ud mod Atlanterhavet med 7 km sandstrand og byens centrum placeret inde bag kystlinjen. Byen ligger ca. 35 km syd for Les Sables d'Olonne og ca. 63 km nord for La Rochelle.
Byens centrum er ikke særligt stort, men har en central plads og en kirke, og det er her byens handel foregår. Hver fredag hele året rundt er der markedsdag i byen, og om sommeren kommer der også marked til byen om mandagen og på visse dage om aftenen. I slutningen af juli afholdes der desuden jazzfestivalen Vague de Jazz, hvor der er indgår ca. 15 gratis koncerter, der kan høres enten i byen eller nabobyerne.
Området er karakteriseret ved tre typer landskaber: Et område, der er rigt på natur og således foretrækkes af dem, der elsker at udforske en feriedestination til fods eller på cykel. Så er der kysten, der med 7 km fine sandstrande tiltrækker passionerede vandsportsfolk og badegæster, surfere og fiskere. Bag stranden ligger en langstrakt fyrreskov - der også er velegnet til gåture og cykeloplevelser - og bag denne et marskområde fuld af fugleliv, hvor storken gør ophold under deres rejser. I Marskområdet kan den aktive ferigæst desuden leje kanoer og således opleve den rige flora og fauna på nært hold.
Pornic
Pornics store charme skifter med årstiderne, og det gør den værdsat året rundt. Byen midelalderkerne ligger på revet med mange små havne og krones af byens borg. Her som så mange andre steder begyndte velstående familier at opføre deres pragtvillaer langs vandet i 1800-tallet, og det er fra den tid, at Pornics status som Loires fremmeste badedestination stammer.
Pornics karakteristiske træpæle, de såkaldte pêcheries, præger havet ud for byen. Fra disse kastes store fiskenet i vandet, en teknik man har brugt i området siden 1700-tallet. Disse pêcheries er Pornics stolhed, en del af dens særpræg, og såvel private som foreninger arbejder for deres bevarelse. Også de mange bautasten (dolmen på fransk) og egnens maleriske slotte og borge som fx Chateau des Brefs fra 1100-tallet gør, at du husker dit besøg.
Pornic tilbyder talrige muligheder for sportsaktiviteter, hvis badning fra dens 14 km kyststrækning med dens mange strande ikke er nok. Byen rummer mange små butikker, tre supermarkeder og op mod 60 restauranter. Onsdag, torsdag og fredag er der marked i byen.
Port-Saint-Père
Byen Port-Saint-Père ligger i landlige omgivelser ca. 25 km syd-vest for den større by Nantes i regionen Loire og ca. 25 km fra Atlanterhavskysten. Området byder på masser af naturoplevelser langs "Loire-floden", ved søen "Lac de Grand-Lieu", i skovområderne og vinmarkerne.
Landsbyen blev i sin tid grundlagt omkring en gammel romersk vej "Route de Sel", som stadig den dag i dag er synlig. Gennem byen løber floden "La Morinière" der udspringer fra den større "Loire-flod". Frem til det 20. århundrede spillede La Morinière en yderst vigtig rolle i forbindelse med transporten af vigtige afgrøder som vin, korn og andet ad flodvejen. I dag benyttes den lille og pittoreske flod til fiskeri. Port-Saint-Père værdsættes især af dem, der holder af aktiviteter i naturen. Her er nemlig rig mulighed for trekking, rideture og cykelture, men også vinoplevelser, da området byder på flere vinproducenter som arrangerer besøg og vinsmagning. For de kulturelt interesserede kan et besøg på et af de mange gamle slotte i området også være et oplagt udflugtsmål.
Port-Saint-Père er en lille by med supermarked, lidt småbutikker med lokalt håndværk, en bager, et apotek og også restaurant. En af de største seværdigheder i byen, for både børn og voksne, er den store dyrepark "Zoo-Safari", hvor man kan se 130 forkellige dyrearter i hver deres rette element.
Saint Gilles Croix de Vie
Siden 1982 har Saint Gilles Croix de Vie været kendt som badeby, men byen er primært kendt for sin meget vigtige havn, der er specialiseret inden for fiskeri af sardiner. Byen er beliggende i det sydlige Pays de Loire med havet på den ene side og en rig natur på den anden side. Flettet ind i det hele finder besøgende en god portion kultur og turistvenlige aktiviteter.
Byen er meget aktiv og har flere små torvepladser, et hav af butikker og restauranter - særligt langs med den stadig velfungerende havn. Der er marked i byen på daglig basis året rundt (undtagen mandag og fredag). Om sommeren finder man desuden endnu flere anledninger til afholdelse af forskellige markeder. Og som fiskerihavn, er der naturligvis mulighed for at stå tidligt op og opleve stemningen, når der bydes ind på nattens fangst på byens fiskemarked, inden fisken bringes ud til byens restauranter og supermarkeder.
Sandstranden ligger flankeret af en stedvis opmuret promenade med spisesteder og af en god tospors cykelsti, der fører ind i skovene og til moseområdet, der ligger bag byen. Strandene tiltrækker sportsudøvere inden for surf og kite-surfing, men også børn, der finder en børnevenlig strand ved ebbe, hvor man kan fiske efter konkylier, rejer og små krabber.
Der er mange bureauer om at tilbyde udflugter til havs med afgang fra byens havn. Hvis man således godt kan lide at udforske naturen fra båd, må man unde sig selv et besøg til øen Ile d’Yeu, der er billedskøn med sine små fyrtårne, rå klippestrande, små perserblå huse og små veje.
Saint Jean de Monts
Badebyen Saint Jean de Monts ligger ud mod Atlanterhavet og er meget værdsat som feriedestination blandt børnefamilier takket være en god lang sandstrand og et væld af tilbud. Som badeby fik byen først succes i 1970'erne, hvor store dele af den kystnære arkitektur stammer fra. Og stadig den dag i dag er byen vældig populær blandt sommergæster, særligt hos familierne. Men det er der også en grund til, idet byen har et væld af tilbud til sine gæster, store som små. Der er blandt andet et utal af restauranter, mange barer og butikker og to store supermarkeder i periferien.
Byen kendes på sine mange cykelstier. Og at cykle rundt i byen er en sand lise, for om sommeren holder vejret oftest, og mens det lufter friskt fra havet, ligger byen lunt beskyttet af fyrreskoven, der deler byen. Her er flere cykeludlejningssteder, der kan være behjælpelige, hvis man ankommer uden egne hjul.
Når man har fundet sin vej rundt i byen, er det måske tid til at kigge lidt videre. Omkring byen hersker en urørt natur. Omkring 5 km fra byen ligger et vådområde, hvor man kan betragte adskillige fuglearter, mens også æsler. Så til trods for sit noget cement-agtige udtryk er Saint Jean de Monts et naturmæssigt mekka med fyrreskove, klitter, diger og strande. Også havet overvåges i perioder for at sikre en høj vandkvalitet til badegæsterne, og af hensyn til de gode muligheder for at fiske til fods ved lavvande.
Langs stranden, langs med klitterne, i fyrreskovene og i vådområdet er der anlagt vandrestier. Man har opført et museum til ære for floraen og faunaen på stedet. Man har indrettet et udsigtsværelse i et gammel vandtårn, hvorfra man kan nyde udsigten til kysten, saltdammene i området og de øvrige vådområder.
For at fuldende sit ophold i byen kan man overveje en tur til øen Ile d’Yeu. Færgen afgår fra Saint Gilles Croix de Vie, ca. 16 km derfra eller fra Fromentine, ca. 15 km derfra. Øen er kendt for sin billedskønne smukke natur, fyrtårne, havne, huse og sandstrande.
Saumur
Først og fremmest er Saumur en smuk by, der ligger ved breden af floden Loire, og som fra et turistmæssigt synspunkt har rigtig meget at tilbyde. Byen har mange seværdigheder og kulturtilbud, der tæller både museer, slotte, kirker, vinkældre og smukke gamle bykvarterer. Desuden er Saumur navnet på en meget kendt vin.
Rejsegaranti
Du er i sikre hænder før, under og efter rejsen
Pakkerejser
Bestil fly, ophold og bil/transport samlet ét sted
Valgfrihed
Vælg selv hvor mange dage du ønsker at rejse
Håndplukket
Vi har personligt udvalgt alle hoteller
Pays de la Loire som rejsemål
Billeder fra Pays de la Loire