Kube Hotel Saint Tropez





Officiel kategori





Escapeaways vurdering

Det er som altid dejligt at ankomme til lufthavnen i Nice, hente lejebilen og tage hul på nogle gode feriedage eller, som i mit tilfælde lige her og nu, tage hul på nogle produktive dage i Hideaways navn. Jeg følger GPS’ens ruteforslag og kommer snart op på den store motorvej A8, La Provencale, der strækker sig fra Menton i øst til Marseilles i vest. Det er ikke til at forestille sig, hvordan trafikken på Den Franske Riviera skulle afvikles uden denne motorvej.
I Frankrig har man, som det måtte være de fleste bekendt, motorvejsafgift, og på turen fra lufthavnen til Kube Hotel kom jeg af med lige knap € 8, for de 68 km motorvejskørsel. Hele turen er på godt 100 km og kan overstås på knap 1½ time. Jeg har flere gange tidligere benyttet denne motorvej, der ligger lidt oppe bjergene. Det giver naturligvis mulighed for nogle gode kig ud over Middelhavet og også en fascinerende kørsel i bjergene med lange stigninger og lige så lange ture ned ad bakke. Det passer mig fint, at bjergkørsel kan foregå på sådan en ”civiliseret” manér.
Kube Hotel ligger i den lille by, Gassin, ca. 1 km fra Saint Tropez og er nemt at finde. Jeg kører gennem et smukt område med en del privat bebyggelse og finder frem til det elegante hotel helt nede ved kystvejen – ikke dårligt!
Minimalistisk elegance
Flot ser det ud, og så fint stilrent på den gode måde, store glaspartier, der lader sol og lys komme ind og mindre vinduer, der giver en spændende lys/skygge virkning. En stor terrasse med parasoller, stilfulde solsenge med naturligvis fint sammenrullede badehåndklæder omgiver den meget indbydende swimmingpool. Her er også en fin have med skyggefulde træer og palmer og den uundværlige poolbar, der har alt, hvad du behøver i løbet af dagen af både snacks og lette frokostretter og naturligvis masser af drikkevarer, så du ikke har noget undskyldning for ikke at holde væskebalancen i orden.
Pulserende Saint Tropez ”lige rundt om hjørnet”
Skønt du er i meget kort afstand fra pulserende Saint Tropez (5 minutter i bil og knap en halv time til fods), så vil du nok alligevel sætte stor pris på de faciliteter, som Kube Hotel har at tilbyde. Baren på taget er det naturlige sted at få lidt køligt i løbet af dagen og samtidig nyde den flotte udsigt ud over Saint Tropez-bugten. Hvem bliver nogensinde træt af et vue ud over et glimtende blåt hav? Det er måske også her du vil søge hen efter middagen og nyde en drink inden sengetid.
Der er naturligvis også sørget for at du kan nyde en rigtig god middag i bedste franske stil. Når vejret viser sig fra sin pæne side, og det gør det jo som oftest en god del af året, så kan du sidde udendørs i stjernernes skær og nyde kokkens tryllerier. Vi behøver sikkert ikke at nævne, at du kan vælge blandt mange udsøgte vine fra hotellets vinkælder til den gode mad.
Godt at vide om Kube Hotel Saint Tropez
Langs kysten er der dejlige strande, og der er ca. 500 meter fra hotellet til den nærmeste (uden bar eller anden service). Som gæst på hotellet har du gratis shuttleservice ti St. Tropez. Hotellet har en lille SPA & Wellness-afdeling (Kube SPA by Carita), hvor du kan bestille forskellige behandlinger, og der er badstue, tyrkisk bad og et fitnessrum. Den lokale turistskat betaler du på stedet, ligesom parkering. For ophold som inkluderer en fredag eller en lørdag er der krav om min. 3 nætter.
Derfor skal du vælge Kube Hotel Saint Tropez
- Nærmeste lufthavn: 50 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant