Rejser til Sainte-Maxime

Sainte-Maxime beskrives ofte som en mere tilbagelænet udgave af Saint-Tropez. Vil du besøge den eksklusive jetset-favorit, kan du i højsæsonen da også hurtigt krydse over bugten med en turbåd. Rejser du til Den Franske Riviera for at slappe af, er det dog mere oplagt at blive i Sainte-Maxime for bare at nyde livet under solen ved de talrige indbydende Blå flag-strande i og omkring byen.

Ideelt til en afslappende badeferie med familien

Få minutters gang fra marinaen kan du for eksempel slænge dig i det bløde sand på den brede Plage Du Centre Ville, hvor du samtidig har adskillige strandbarer og restauranter inden for kort rækkevidde. Når sulten melder sig, kan du og familien her sætte jer til rette på terrassen og nyde udsigten over bugtens azurblå vand, mens I nyder maden. Fortsætter du vestpå, kommer du til den lidt mindre La Croisette-strand. Her er der en sejlklub, hvor begyndere (fra 7 år) og øvede kan få undervsning. Hvis du primært rejser til Sainte-Maxime for at nyde godt af det lune middelhavsklima ved stranden, er det dog specielt strandene øst og nord for byen, som du bør udforske. Er du på en familierejse er det for eksempel oplagt at sigte efter La Nartelle-stranden, hvor større børn på dage med østenvind har gode muligheder for at prøve kræfter med surfing og bodyboarding.

Landbycharme og glamour

I det 18. århundrede udskibede man fra havnen i Sainte-Maxime vin, olivenolie, grøntsager og kork fra de nærliggende skove med små sejlskibe, der forsynede de andre byer langs kysten. I dag er byens havn forvandlet til en flot marina, hvor hundredvis af lystbåde ligger og vugger i det krystalklare vand. Lige bag marinaen løber den bilfri Promenade Aymeric Simon-Lorière, som du kan følge ned til den mest bynære strand Plage Du Centre Ville. Spadserer du i stedet en tur ad promenaden om aftenen, kan det anbefales at stoppe ved en af de oplyste boule-baner, hvor både lokale og besøgende gerne dyster til ud på de sene timer. På de lune sommeraftener kan det også anbefales at gå en tur op forbi det hyggelige torv Place du Marché, hvor der ofte er opstillet boder med lokalt kunsthåndværk og live musik.

Nede nær havnefronten finder du også talrige brasserier og barer, hvor du i løbet af dagen kan få forfriskninger og måltider til lidt mere rimelige priser end i den berømte naboby. Det vil dog være en skam at holde ferie i Sainte-Maxime uden at tage en tur over på modsatte side af bugten til Saint-Tropez. I sommerhøjsæsonen sejler der flere gange i timen turbåde fra marinaen, så det er nemt at bare afsætte 2-3 timer til et besøg. Så er der tid til at slentre en tur i den eksklusive bys gamle gader og eventuelt se mesterværkerne på Musee de l'Annonciade.

Læs mere om Sainte-Maxime

Rejsemål i Provence og Côte d'Azur

Find rejsen til Provence og Côte d'Azur her

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrér