Rejser til Lixouri

Lixouri er den næststørste landsby på Kefalonia, der er den største af De Joniske Øer. Byen har dog kun omkring 3.000 faste indbyggere, som primært lever af landbrug og turisme. Her er alligevel alt, du har brug for på en afslappende ø-ferie. Udover hotellerne inkluderer det et godt udvalg af restauranter og caféer. Især på den centrale plads, Plateía Ethnikis Antistaseos, nær havnen. Her mødes de lokale - både børn og gamle - gerne i de lune sommeraftener.

Få hundrede meter fra centrum finder du en fin og børnevenlig strand. Rejser du til Lixouri for at nyde det afslappende strandliv, har du desuden adskillige andre skønne badestrande at vælge mellem inden for kort afstand. Det tager for eksempel ikke mange minutter at køre sydpå ned til de fine, rødlige sandstrande Lepeda, Xi eller Megas Lakkos, hvor du kan dase ved havet og nyde den gavmilde middelhavssol. Ved strandene er der gode muligheder for at få en forfriskning i løbet af dagen.

Udforsk Kefalonia

Lixouri ligger ved en langstrakt bugt på den østlige side af øen. På modsatte side af bugten ligger den hyggelige hovedstad Argostoli. Der er hyppige færgeafgange over bugten. Turen tager kun omkring 20 minutter. I hovedstaden er et endnu større udvalg af restauranter, caféer og barer samt en række seværdigheder såsom det interessante arkæologiske museum. Sidste færge tilbage til Lixouri afgår sent nok til, at du kan nyde din middag om aftenen i ro og mag.

Vil du udforske mere af øen på din rejse til Lixouri, kan du nå langt omkring blot på cykel eller vandreture. Der kører også lokalbusser, men det kan godt være lidt et puslespil at finde ud af køreplanerne. Vil du nå længere omkring, kan det derfor være en god ide at booke en lejebil til i hvert fald nogle dage af rejsen. Så kan du for eksempel nemt køre en tur nordpå for at besøge en af øens mest naturskønne strande, Myrtos, der ligger for foden af stejle kalkstensklipper.

Har du en bil til rådighed på rejsen til Lixouri, er det også værd at tage turen rundt langs bugten i stedet for at tage færgen over til hovedstaden. Lav eventuelt en afstikker undervejs til Agia Kiriaki, en idyllisk strand på nordkysten.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Lixouri