Rejser til Kato Symi

Den lille bjerglandsby Kato Symi ligger på det østlige Kreta knap 70 kilometer sydøst for Heraklion. Byen, der ligger i omkring 700 meters højde over havet, er omgivet af skovklædte bjerge, der indbyder til vandreture. Da det ikke er tætte plantageskove, som vi mest er vant til på vores breddegrader, men derimod vildtvoksende, lysåben fyrreskov, kan du undervejs holde pauser ved idylliske vandfald og nyde flotte udsigter over bjergene.

Idyllisk landsby med dramatisk fortid

Kato Symi, der også ofte staves Kato Simi, har ligesom de omkringliggende landsbyer en ganske dramatisk historie. Ad flere omgange er den således blevet lagt øde, når fremmede magter har invaderet Kreta. Senest da nazisterne i 1943 som straf for et af den kretensiske modstandsbevægelses angreb, som fandt sted i netop Kato Symi, brændte en snes af områdets landsbyer ned og massakrerede over 500 af indbyggerne.

I dag ånder der dog igen fred og idyl i Kato Symi. Med sin beliggenhed på afstand af øens mest turistede områder er denne lille bjerglandsby ideel for dig, som vægter uspoleret natur og autentisk kultur højere end et stort udvalg af underholdningsmuligheder. Helt uvant med besøgende er man desuden heller ikke i Kato Symi, som trods sin beskedne størrelse derfor har et par gode tavernaer. Her er der rig mulighed for at prøve nogle af de meget velsmagende egnsretter.

Udflugter

Nær Kato Symi oppe i 1.200 meters højde ligger resterne af et minoisk tempel, der formentligt var i brug i mere 1.000 år helt op til romertiden. Det er en lidt snoet vej derop, men det er en vandretur eller omkring 10 minutters kørsel værd for at besøge dette fascinerende sted. Rejser du til Kato Symi, er det dog ikke kun et par gode vandresko, der skal være plads til i bagagen. Husk også badetøjet!

Trænger du til en forfriskende badetur i sommervarmen, er der kun 20-30 minutters kørsel ned til blandt andet Keratokambos, Myrtos og Tertsa på sydkysten. Her er der udover badestrande også lidt flere spisesteder at vælge mellem. Ligesom oppe i Kato Symi er stemningen på de nærmeste strande lidt mere afslappet og tilbagelænet end ved det større feriebyer på Kreta.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Kato Symi