Rejser til Lefkada

Lefkas er en af de få græske øer, du selv kan køre til. Den er nemlig forbundet med fastlandet af en dæmningsvej og en kort flydebro fra det nordøstlige hjørne af øen. Den første by du ankommer til på øen er Lefkada. Det er øens økonomiske og administrative centrum og med omkring 10.000 indbyggere den største by.

Har du før rejst i det græske øhav, vil du hurtigt bemærke, at Lefkada ikke ligner de fleste ø-byer. I stedet for de traditionelle hvidkalkede huse vil du se, at mange af bygningerne her er bygget af træskeletter dækket af farverigt puds eller riflede metalplader. Der er en ganske praktisk forklaring på denne for Grækenland usædvanlige byggestil. Efter ødelæggende jordskælv besluttede myndighederne at genopbygge en mere jordskælvssikker by. Det er lykkedes fint at bibeholde byens charmerende atmosfære.

Et væld af restauranter og butikker

På den sydøstlige side af øen ligger en stor marina, som med en kapacitet på over 600 lystbåde, giver meget liv til byen. I sommerhøjsæsonen er der hver aften således et mylder af mennesker, som nyder de lune aftener på striben af restauranter og barer nær marinaen. Det samme gælder på nordsiden af byen. Her lukkes der helt af for biltrafik om aftenen, så du i ro og mag kan spadsere ad promenade langs havnefronten eller slå dig ned på en af restauranterne med havudsigt. Start eventuelt med at gå ud på den gamle træbro, hvis du vil have et flot billede af solnedgangen med de oplyste restauranter i forgrunden.

Der er også en fodgængervenlig gade, Ioannou Mela, som går tværs igennem det gamle centrum. Langs denne lille talrige små butikker og ligeledes et godt udvalg af caféer. Her kan du få næsten alt. Går du på opdagelse, vil du også kunne finde flere interessante museer, som for eksempel det arkæologiske museum nede nær havnefronten med spændende fund fra forskellige udgravninger på øen. Der er desuden adskillige små smukke kirker rundt om i byen, som for eksempel  Pantokratoros og  Agios Nikolaos få meter fra den populære handelsgade.

Strande og udflugtsmål

Lefkada ligger på den nordligste del af Lefkas, men øen er ikke større end at du sagtens kan udforske den herfra. Vil du nyde en afslappende dag på stranden, behøver du ikke bevæge dig ret langt. Der er kilometer lange sandstrande blot et par kilometer fra centrum, som du nemt kan nå til fods eller eventuelt ved at leje en cykel, som tilbydes flere steder.

Strandene nordøst for Lefkada omslutter en lagune, som er et beskyttet naturområde. Langs disse er der af den grund derfor kun enkelte strandcaféer, men til gengæld god plads ved det turkisblå hav. Lejer du en bil, hopper på en bus eller prajer en taxi kan du på rejsen til Lefkada også nemt nyde godt af de gode badestrande lidt længere længere mod syd. Det tager for eksempel kun 10 minutter at køre ned til den populære badeby Nikiana på østkysten.

De flotte strande er uden tvivl hovedattraktionen på Lefkas. Rejser du til hertil, bør du dog også tage dig tid til at besøge middelalderborgen Agia Mavra. Den passerer du på dæmningsvejen til fastlandet, og det vil være en skam ikke at gøre holdt for at se nærmere på den. Selve borgen er nu til dags mest en ruin, men der er dog en velbevaret kirke her. Er du historisk interesseret, kan du også besøge øens ældste kirke Agios Ioannis Antzoussis omkring 3 kilometer vest for Lefkada. Om ikke andet så gøre holdt der på vej til stranden.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Lefkada