Rejser til Areopoli

Areopoli ligger for foden af Agios Elias-bjerget nær vestkysten af Mani-halvøen i det sydlige Grækenland. Det er en utrolig idyllisk lille by, som trods sin beskedne størrelse er hovedby på halvøen, der i sig selv blot er en af de tre "fingre" på den større Peloponnes-halvø. Areopoli hed oprindeligt Tsimova, men blev i 1836 opkaldt efter den gamle græske krigsgud Ares (Mars). Byen fik dette navn for at ære befolkningens militære dygtighed og bidrag til Grækenlands befrielse.

En rejse tilbage i tiden

Med sin beliggenhed lidt oppe i terrænet er der flere steder fra byen en skøn udsigt ud over den vestlige del af Messinianbugten. På byens centrale torv, Platia Athanaton, står der en statue af Petrompeis Mavromichalis, som her 1821 bekendtgjorde den græske uafhængighedskrig mod det osmanniske rige og hejste det hvide flag med et blåt kryds, der kom til at symbolisere kampen for uafhængighed. Hvert år den 17. marts mindes indbyggerne årsdagen for opstanden. Byens forfædre var måske nok formidable krigere,  men i dag hersker der fred og idyl i Areopoli. På torvet ligger flere hyggelige caféer og restauranter, hvor du kan nyde god mad og den afslappede landsbystemning.

Selv hvis du ikke er på udkig efter et sted at spise, er det værd at gå på opdagelse i Areopoli. De brostensbelagte gader, som snor sig mellem charmerende rustikke stenhuse, emmer af historie og fortællinger. Ligeledes gemmer de kringlede gader på adskillige hyggelige taverner, som lokker med lokale lækkerier, og velbevarede tårnhuse. Den centrale del af byen er fredet og bilfri. Om lørdagen er der normalt marked på det centrale torv. En god chance for at møde lokalbefolkningen og eventuelt finde et unikt souvenir.

Udflugtsmål og strande

På trods af nutidens turisme har Areopolis bevaret sin traditionelle karakter. En rejse til denne maleriske by, er derfor stadig lidt som at rejse tilbage til en svunden tid. Areopolis er dog ikke blot en attraktion i sig selv, men er også en god base for udflugter i et større område. For eksempel nordpå til Itilo, Limeni og Kelefas-slottet eller sydpå til Diros-grotten og Kap Tainaro, der gør krav på titlen som det sydligste punkt på det europæiske fastland. Mod øst er den betagende fiskerby Gytheio også en udflugt værd, hvis du rejser til Areopoli.

Det er ikke ret mange generationer siden, at mange landsbyer på den bjergrige Mani-halvø kun var tilgængelig fra havet. I dag er det heldigvis lettere at komme omkring. Udover historiske seværdigheder og andre stemningsfulde landsbyer er det naturligvis også værd at tage en tur ned til havet. Det tager under et kvarter at køre ned til den nærmeste af de badevige, som der er mange af rundt om på halvøen.

Hos Escapeaway glæder vi os til at byde dig velkommen til denne perle af en græsk landsby. Vi har allerede udvalgt de bedste hoteller og ferieboliger. Dem finder du, hvis du bruger søgemaskinen her på siden hvor du også nemt kan booke flybilletterne til din rejse.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Areopoli