Rejser til Vrachos

Den 3 kilometer lange sandstrand ved Vrachos er en af de bedste i regionen. Her er der selv i de mest populære sommermåneder god plads til liggestole og badehåndklæder ved det indbydende azurblå hav. Langs denne fine strand, som er har Blå Flag-status, løber en smal vej og promenade. Her finder du talrige hoteller og ferielejeligheder, hvor der i gadeplan flere steder er indrettet hyggelige caféer og tavernaer.

Kilometer lang strand for foden af grønne bjerge

Vrachos er med andre ord det helt rigtige sted at rejse hen, hvis du længes efter en afslappende badeferie med sol og strand. Ferieområdet langs den kilometerlange strand kaldes ofte for Loutsa-Vrachos efter de to landsbyer, som ligger i hver sine ende af stranden en lille kilometer inde i det grønne bagland. Oppe i landsbyen Vrachos, der ligger med flot udsigt over Det Ioniske Hav, finder du også nogle enkelte spisesteder og ferieboliger. Ligeledes er der en lille håndfuld mini-markeder og købmandsbutikker i nærområdet, hvor du kan få de fleste dagelige fornødenheder uden at skulle bevæge dig for langt væk.

Med en så dejlig lang strand kan det næsten undre, at de lave spredte bebyggelser nede langs vandet endnu ikke har bredt sig mere op ad de grønne bakkeskråninger. Det er dog blot endnu en fordel for dig, som rejser til Vrachos for at slappe af. Dette er således et forholdsvist fredeligt område uden et væld af forlystelser, ligesom nattelivet er ganske afdæmpet. Det er da også især børnefamilier og par, som rejser hertil for at nyde en ferie med kvalitetstid sammen uden for mange forstyrrelser.

Udflugter

Ønsker du på et tidspunkt et lidt større udvalg af butikker og spisesteder, ligger både Parga og Preveza blot en halv times kørsel mod henholdsvis nord og syd langs kysten. Skal der ske lidt i løbet af ferien, er der i det hele taget gode muligheder for at tage på udflugter fra Vrachos.

Udover de større nabobyer kan det for eksempel varmt anbefales at tage på en guidet bådtur op ad den naturskønne Acheron-flod, som ligger lidt nord for området. Der findes også talrige historiske seværdigheder på disse kanter. En sejltur på floden kan således passende kombineres med udforsking af ruinerne af det antikke græske tempel Nekromantion. I sin tid troede man stedet var en port til dødsriget, og troende kom her for at få kontakt med deres afdøde slægtninge. Er du bare den mindste smule historisk interesseret, bør du også tage en tur i modsat retning fra Vrachos sydpå til Nicopolis nær Preveza. Det er et arkæologisk område med de imponerende rester af det, der engang var en stor romersk by bygget af kejser Augustus.

Rejser til Grækenland

Læs mere om Grækenland og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Grækenland her

Hoteller i Vrachos