Rejser til Holland

Uanset om du ønsker at feste igennem i Amsterdam eller nyde naturskønne landskaber, er der noget for enhver smag på en ferie i Holland. Fascinerende museer har masser for de historieinteresserede, mens nattelivet i Amsterdam kan holde festdyr beskæftigede i dagevis. I betragtning af landets beskedne størrelse er der med andre ord imponerende meget at opleve.

Mange som rejser til Holland, sigter direkte efter byerne, og det er ikke underligt. De er lige så attraktive for familier og par som de er for vennegrupper. Amsterdam har unægtelig en vovet side, men der er også masser af kulturelle og historiske attraktioner. Efter et bevægende besøg på Anne Frank Museet kan du fortsætte til det mere opmuntre Heineken Museum. Du bør også tjekke de andre byer i Holland. Rotterdam er for eksempel en anden spændende destination, hvor du kan se masser af de velkendte hollandske vindmøller, mens Haag, som huser landets regering og kongelige familie, også har meget at byde på.

Vil du tage et afbræk fra byens trængsel på din ferie til Holland, kan du nemt tage en tur ud på landet. Her kan du vandre eller cykle gennem smukke landsbyer, besøge nationalparker eller slappe af på sandstrande. Har du børn med, som skal underholdes, kan det anbefales at besøge eventyrparken Efteling eller Madurodams miniatureby. Her kan du og børnene udforske miniaturemodeller af de mest berømte landemærker i Holland.

Flyv til: Schiphol Lufthavn (AMS), ligger omkring 25 km sydvest for centrum af Amsterdam; Eindhoven lufthavn, ca. 8 km vest for Eindhoven; Rotterdam Haag Lufthavn, omkring 6 km nordvest for Rotterdam.

Escapeaway er specialist i rejser til Holland hvor du bor på nøje udvalgte hoteller på din rejse.

>> Læs også om rejser til Belgien
>> Læs også om rejser til Tyskland

Rejsemål i Holland

  • Gæstebedømmelser 8,9
    Amsterdam
    23 hoteller
    Hvis du er på udkig efter et rejsemål med masser af potentiale, bør du kigge nærmere på Amsterdam. Her kan du bruge ferien på på Rijksmuseum, slappe af på de charmerende kanaler, slappe af på de livlige barer og slutte dagen af på en hyggelig brun café.

Populære hoteller i Holland

Holland, Amsterdam
9,3
Fabelagtigt
434 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 22 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • I by eller landsby
Holland, Amsterdam
9,1
Fabelagtigt
1570 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 15 km
  • Nærmeste strand: ca. 29 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Holland, Amsterdam
9,0
Fabelagtigt
1258 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 15 km
  • Afstand til centrum: ca. 500 m
  • Internetadgang/Wi-Fi

Seværdigheder i Holland

Her har jeg beskrevet et lille udpluk af de mange oplevelser og seværdigheder, som venter dig på en rejse til Holland. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i Holland, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om Holland og vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Blomster

Højt på mange turisters ønskeliste er at opleve, når de store blomstermarker - især dem med tulipaner - springer ud. Foråret er derfor højsæson i Holland og tiltrækker blomsterelskere fra hele verden. Det kan derfor være svært at finde et hotelværelse på dette tidspunkt, hvis du ikke har bestilt i god tid. Blomstersæsonen starter med krokusserne i marts, der efterfølges af påskeliljer og hyacinter. Højdepunktet er dog, når de mangefarvede tulipaner blomstrer fra midt i april til starten af maj. 

Et af de bedste steder at se de smukke tulipaner og andre blomster i fuldt flor er i Keukenhof i Lisse, hvor mere end 7 millioner blomsterløg hvert år forvandler verdens største blomsterpark til et spektakulært hav af stærke farver. Det er overvældende for både lugte- og synssansen at spadsere en tur i parken, men holder du af blomster, er det et næsten must at opleve Keukenhof. Bemærk at parken, som ligger 30-40 minutters kørsel fra Amsterdam, kun holder åbent i blomstringssæsonen, det vil sige fra midt i marts til midt i maj.

Keukenhof er dog langt fra det eneste sted, du kan se tulipaner i Holland. Ofte behøver du bare at tage cyklen eller toget en tur ud på landet for at være omgivet af de farverige marker. Den højeste koncentration af tulipanmarker findes i Noordoostpolder i Flevoland og i Noord-Holland.

Amsterdams kanaler

Selvom regeringen og parlamentet holder til i Haag, er Hollands officielle hovedstad Amsterdam. Byen er da også landets kulturelle og finansielle centrum, som med rette er Hollands mest populære rejsemål. Her kan du bruge adskillige dage på at udforske spændende seværdigheder og ikke mindst et levende kulturliv. Populariteten skyldes uden tvivl også byens særlige, tilbagelænede stemning, der er perfekt til en afslappet storbyferie. 

Noget af det mest karakteristiske ved Amsterdam er de mange kanaler. I 2010 blev Kanalringen optaget på UNESCO's liste over verdensarv med begundelsen, at kanalerne er af "enestående universal værdi." Det er da også en uforglemmelig oplevelse at tage en sejltur på kanalerne og opleve byen, som den tager sig bedst ud. Strækningen der kendes som "The Golden Bend" fra Leidsestraat til Vijzelstraat byder for eksempel på byens flotteste kanalhuse. Du kan naturligvis også nyde kanalerne og de mange broer oppe fra land. Gå for eksempel en tur hen til broen på hjørnet af Reguliersgracht og Herengracht, hvorfra du har udsigt over 15 kanalbroer.

Der er mulighed for at leje pedalbåde, waterfiets, som er en oplagt mulighed for at udforske kanalerne i eget tempo. Derudover er der talrige firmaer, som tilbyder kanalrundfarter, hvor en guide fortæller om seværdighederne, der passeres undervejs.

Cykeltur

Holland er et af få lande, som gør Danmark rangen stridig som verdens førende cykelnation. Både i byerne og ude på landet er der et veludbygget og velholdt netværk af cykelstier, så det er nemt at komme omkring på to hjul. Selvom cykelmylderet i det indre Amsterdam kan være lidt overvældende selv for en dansker, er cyklen generelt en dejlig afslappende måde at komme rundt på i Holland, som er helt fri for anstrengende høje bakker. 

Lejer du en cykel i Holland, kan du for eksempel køre en tur ud på landet for at opleve de imponerende, farverige blomstermarker, eller for at køre en tur langs kanalerne i de inddæmmede områder. Rejser du til Holland for at holde en egentlig cykelferie, bør du overveje at følge Zuiderzee-ruten. Den 400 km lange rute, som inkluderer en færgeoverfart, fører dig fra Amsterdam ud gennem nogle af Hollands mest idylliske landskaber og gennem en perlerække af gamle, charmerende landsbyer.

Der er i det hele taget talrige cykelruter i Holland, du kan følge på egen hånd. Der er dog også gode muligheder for at følge med på organiserede cykelture. Du behøver ikke engang at medbringe din egen cykel, da der aldrig er langt til nærmeste cykeludlejning.

Kinderdijk-møllerne

Møllenetværket i Kinderdijk er nok det nærmeste der findes på det landskab mange af os ser for vores indre blik, når vi tænker på Holland. Vindmøllerne blev bygget som en del af det system med diger, sluser og kanaler, der holder det lavtliggende område Alblasserwaard tørt. I dag er de gamle vindmøller omkring 15 kilometer øst for Rotterdam en af Hollands mest populære attraktioner.

De 19 møller, som blev bygget midt i 1700-tallet, blev i 1997 erklæret for verdensarv af UNESCO. Det kan anbefales at leje en cykel for at udforske de smukke møller langs kanalerne ved Kinderdijk. Der er også mulighed for at sejle i kanalen. Et par af møllerne er åbne (mod betaling) og er indrettet som museum, hvor historien om området fortælles. Nu til dags klares dræningen af primært ved maskinkraft, men ved særlige lejligheder sætter man alle møllerne i gang med at dreje - et storslået syn!

Besøger du Kinderdijk-møllerne, er det oplagt også at lægge vejen forbi den nærliggende by Dordrecht, der er Hollands ældste (1220). Blandt byens mest kendte seværdigheder her er den store kirke, Grote Kerk. Byen har desuden et væld af gode restauranter og caféer med en charmerende beliggenhed ved de gamle kanaler eller i hyggelige sidegader.

Kunst

I betragtning af landets beskedne størrelse er det bemærkelsesværdigt, hvor mange verdensklasse malere Holland har fostret i tidens løb. Kunstmæssigt var det 17. århundrede en særlig periode og kaldes ofte for Det Gyldne Århundrede, De Gouden Eeuw. På denne tid, hvor landet var en stor sømagt og sad på handlen til Østen, var der mange nyrige købmænd, som gerne betalte kunstnere for at få et billede af sig selv, familien eller sin ejendom. Det gav kunstnere som Rembrandt (1606-1669) mulighed for at folde talentet ud. Men også siden har hollandske kunstmalere gjort sig bemærket langt uden for landets grænser, tænk blot på Vincent van Gogh (1853-1890).

Mange af de berømte hollandske kunstværker pryder i dag væggene på de mest anerkendte museer rundt om i verden, men der er heldigvis også mange af værkerne, som stadig kan opleves hjemme i Holland. I det såkaldte museumsdistrikt i Amsterdam ligger for eksempel Rijksmuseum (nationalmuseet), hvor du kan se Rembrandts "Nattevagten" og Johannes Vermeers "Mælkepigen", og på Van Gogh Museet finder du den største samling af hans værker, hvor enhver kunstelsker kan bruge mange timer. I Rotterdam kan du på Museum Boijmans Van Beuningen ligeledes fordybe dig i en stor samling, som inkluderer værker af Rembrandt og Van Gogh.

Information og fakta

Jeg har her samlet lidt fakta og informationer om Holland, såsom landets befolkning, historie og vejr, der kan tjene som inspiration til din ferie. Disse oplysninger er udelukkende ment som inspiration og der må tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, vil jeg anbefale jeg dig også at lægge vejen forbi vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Oplevelser i Holland

De hollandske byer bugner af spændende seværdigheder og oplevelser med alt fra gamle kanaler i Amsterdam og kongelige boliger i Haag til moderne arkitektur i Rotterdam og fristende butikker i Utrecht. Er du et naturmenneske, vil du elske det hollandske vadehav med dets fem øer. I foråret spreder landets berømte tulipaner lyse farver ud over landskabet. Oplev verdensklasses museer og et landskab, der er dejligt fladt og indbyder til cykelture. 

Holland har med andre ord mere at byde på, end du måske umiddelbart tror. Museer der spænder fra Anne Frank til Van Gogh. Arkitektur der dækker alt fra bygninger på UNESCO's verdensarvsliste til det ultramoderne. Og du kan shoppe alt fra friske, lokale råvarer til designermærker. Herunder er et lille udpluk af de mange tilbud i Holland.

Museer

Uanset om du er mest til historie eller kunst, er der altid et must-see museum lige ved hånden i Holland. Amsterdams Anne Frank Museum er for eksempel en af de mest populære attraktioner i Holland. Du kan her se skjulestedet, hvor Frank-familien gemte sig for nazisterne. Er du kunstelsker, bør du også besøge Rembrandt hus i Amsterdam samt Van Gogh Museet, hvor du kan komme tæt på nogle af mesterens mest berømte værker.

Natteliv

Uanset hvilken type musik du er til, eller hvor sent på aftenen du er på udkig efter en fest, kan du finde det i Amsterdam. Her er live jazzbarer, eksklusive kasinoer og interessante, små teatre. Hvis du bare er ude efter en typisk aften i byen med barer og klubber, finder du de livligste steder ved Leidseplein og Rembrandtplein pladserne.

Madurodam

Hvis du har lyst til at se alle de største attraktioner i Holland lidt ovenfra, så er Haags Madurodam det rette sted at besøge. Madurodam er en modelby bygget i skala 1:25. Detaljegraden er helt fantastisk, og du kan se tydeligt se, hvordan den hollandske by har udviklet sig gennem årene. Det er et underholdende sted for børnene i ferien.

Strande i Holland

Holland vil aldrig kunne konkurrere med Spanien eller Grækenland som badeferie-destination, men der er dog masser af muligheder for at slappe af på gyldne sande. Strandene ved Rotterdam er en af Hollands skjulte hemmeligheder. Tag til Hoek van Holland-stranden og nyd en lang sandstrand og promenade med restauranter og barer. De hyggelige strande Oostvoorne og Renesse ligger længere ude langs kysten.

Populærer byer

Når man rejser til Holland oplever man først og fremmest et fladt land med masser af landbrug, men her bor også en stor befolkning, som har sat sit tydelige præg på de forskellige byer. Besøg fx.:

Amsterdam

Den hollandske hovedstad er måske nok fyldt med turister, men man forstår godt hvorfor. Der er et fantastisk liv på gaden her. Gå en tur langs Amsterdams idylliske kanalveje forbi caféer og mærkelige butikker. Hvis du vover dig ind i Amsterdams Red Light District, er det nok lidt af en øjenåbner. Men du kan også få et meget sobert indblik i Amsterdams fortid ved at besøge Anne Franks hjem.

>> Her kan du læse om rejser til Amsterdam

Rotterdam

Efter et omfattende genopbygningsprogram i efterkrigstiden er Rotterdam nu et af landets knudepunkter for kunst, kultur og natteliv. Kulturelskere bør besøge nogle af byens største museer, herunder Det Maritime Museum og Museum Boijmans Van Beuningen - et kunstgalleri med værker af Monet, Gauguin og Van Gogh. Hvis du vil tage det lidt mere afslappet, kan du nyde godt af Rotterdams barer eller slappe af på byens sandstrande.

Haag

Du kan lige så godt finde kamera frem med det samme, for du får brug for det på en tur til Haag. Du finder således mange af Hollands mest historiske attraktioner her. Bestil gerne plads på en rundvisning i det smukke Fredspalads - der huser Den Internationale Domstol.

 

Geografi og befolkning

Holland er lidt mindre end Danmark, men har alligevel over 17 millioner indbyggere. Det gør Holland til det tættest befolkede land i Europa (når man ser bort fra en række miniputstater) med en befolkningstæthed, der er omkring tre gange højere end den danske. Det er dog ikke blot befolkningens størrelse, som er bemærkelsesværdig ved Holland, men også dens sammensætning. Helt tilbage til det 17. århundrede, hvor landet var verdens førende søfarts- og handelsnation med kolonier i både Ostindien, Afrika og Amerika, har Holland budt folk fra fjerntliggende egne velkommen. Derfor har landet en ikke ubetydelig minoritet af indbyggere med rødder i for eksempel Indonesien, Surinam (tidligere Hollandsk Guyana) og De Nederlandske Antiller, som stadig er en del af Holland.

Inden beskrivelsen af Holland fortsættes, er det værd at dvæle lidt ved selve landets navn. For faktisk er Holland ikke det korrekte navn. Officielt hedder landet således Nederlandene, mens Holland reelt blot er en betegnelse for en mindre del af landet, nemlig de to provinser Noord-Holland og Zuid-Holland langs Nordsøkysten. Det er dog her man finder landets vigtigste byer Amsterdam, Rotterdam og Haag, hvilket sandsynligvis har været medvirkende til, at Holland er blevet en udbredt betegnelse for Nederlandene. Der er dog mange hollændere (nederlændere), som synes at landebetegnelsen Holland er en mangel på respekt for de ti andre nederlandske provinser, som for eksempel provinsen Zeeland, som New Zealand på den anden side af Jorden er opkaldt efter. Men selvom Nederlandene og nederlandsk faktisk også er de officielle betegnelser på dansk og i EU-regi, vil primært betegnelserne Holland og hollandsk blive brugt fremadrettet i denne tekst. Det er trods alt de betegnelser, som flertallet af danskerne og dermed Escapeaway' gæster kender og bruger. 

Selvom Holland har over 17 millioner indbyggere, er der alligevel ingen af landets største byer,  som har over 1 million indbyggere. Til gengæld er de fire største byer, Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht samt deres forstæder så godt som vokset sammen til én metropolregion, der kaldes for Randstad. Her bor over 8 millioner mennesker, og dermed altså næsten halvdelen af hele Hollands befolkning, hvilket samtidig gør det til et af de største byområder i Europa.

Geografisk er Holland kendt for at være et meget fladt land, hvoraf omkring en fjerdedel ligger lavere end havets overflade - helt ned til 7 meter! Lige så kendt er det, at landets lavtliggende områder beskyttes af et enormt system af dæmninger og sluser. Et system som hollænderne opbyggede efter en katastrofal stormfloden i Nordsøen i 1953, som kostede 2385 menneskeliv, heraf 1836 i Holland. De store dæmninger ud mod vadehavet har desuden givet Holland store områder med frugtbar landsbrugsjord. Den bruges blandt andet til en stor produktion af grøntsager og blomster, som eksporteres til hele Europa. Det overvejende flade terræn er desuden som skabt til cykler, og landet har da også nogle af de bedste forhold for cyklister i Europa. Med mere end 32.000 km cykelstier, er der derfor rig mulighed for at udforske landet på to hjul. 

Klima og vejr

Med en lang kystlinje ud mod Nordsøen er det ikke overraskende, at Holland har et tempereret kystklima, der er præget af vestenvind og perioder med længerevarende regn eller byger. Nærheden til havet betyder også, at det ligesom i Danmark sjældent bliver meget koldt om vinteren eller helt hedt om sommeren. 

Selvom du skal være forberedt på, at der kan falde regn hele året, er det lidt uforudsigelige vejr ikke noget som bør afholde dig fra at rejse til Holland. Der falder trods alt ikke mere end omkring 700 mm regn om året, hvilket er lidt mindre end i Danmark.

Historie

De nederlandske provinser, som oprindeligt omfattede hele området vi i dag kalder Benelux-området, blev i 1400-tallet underlagt de magtfulde habsburgere fra Frankrig. I slutningen af århundredet arvede den habsburgske kejser Karl 5. dette område efter sin bedstemor, ligesom han også arvede Spanien. Da Karl 5. abdicerede i 1556 overtog hans søn Filip 2. tronen og herredømmet over de nederlandske provinser samt Spanien. Filip 2. var stærk tilhænger af katolicismen og kunne ikke tolerere spredningen af calvinismen (en protestantisk trosretning), som havde taget fart i de nederlandske provinser. Filip 2. sendte derfor spanske tropper til Nederlandene for at sætte dem på plads, men mødte uventet hård modstand. Kampen om den rette tro medførte en deling af de nederlandske provinser, hvor de nordlige formåede at løsrrive sig, mens de sydlandske måtte forblive under det spansk-habsburgske herredømme. Opdelingen resulterede på længere sigt i det, vi i dag mere eller mindre kender som Holland og Belgien.

I det frie område, republikken De Forenede Nederlande, som bestod af syv provinser, var det nu ikke længere fremmede magter, som svingede taktstokken. Derimod satte købmændene dagsordenen og republikken blomstrede i den følgende periode op og oplevede et sandt handelseventyr. Det var således i slutningen af 1500-tallet, at de første skibe sejlede afsted fra Amsterdam mod fjernøsten. De tog konkurrencen op med Portugal, som indtil da havde siddet tungt på den lukrative handel med blandt andet krydderier. I 1602 oprettede de hollandske handelsesfirmaer et fælles kompagni, Vereenigde Oost-Indische Compagnie (VOC), som på kort tid voksede sig stort og magtfuldt. I dag anser mange historikere VOC for verdens første multinationale selskab, som endda på mange områder havde meget vide beføjelser i forhold til et almindeligt selskab. VOC agerede således ofte mere som en regering, der både oprettede kolonier og førte krige. Denne gyldne tidsalder skabte stor velstand hjemme i Holland, som man stadig ser sporene af. De smukke kanalhuse og den enorme kunstsamling, som du i dag kan beundre på landets museer, stammer således fra denne tid. 

De gode tider varede dog ikke ved. Både England og Frankrig ville ikke blot nøjes med at se til, mens Holland nød godt af dominansen over verdenshavene. Krige med England og Frankig fulgte derfor og gik hårdt ud over den hollandske flåde, ligesom man mistede kolonier. Blandt andet mistede Nederlandene byen New Amsterdam i Nordamerika til englænderne. Den kom derfor til at hedde New York. I 1798 gik det tidligere så mægtige VOC fallit. Da var republikken De Forenede Nederlande dog allerede et par år tidligere blevet erobret af Napoleon og omdannet til Den Bataviske Republik. Republikken blev i 1806 til et kongerige under Napoleons yngre bror Ludvig Bonaparte. 

Frankrig sad på magten i Nederlandene frem til Napoleons berømte nederlag ved Waterloo. Ved fredsforhandlingerne på Wienerkongressen 1814-15 besluttede de allierede magter, at de nordlige og de sydlige Nederlande igen skulle forenes til et rige. Vilhelm 1., søn af den sidste statholder, blev landets første konge. Det nye kongedømme fik dog en kort levetid, da der var for mange spændinger og forskelle mellem nord og syd. I 1830 indledte de sydlige Nederlande derfor et oprør, som resulterede i at de sydlige Nederlande blev til Belgien, mens de nordlige Nederlande blev til det vi nu kender som Holland.

Holland forholdte sig neutral under Første verdenskrig, men blev trods den erklærede neutralitet i 1940 besat af tyskerne efter voldsomme kampe ved havnen i Rotterdam. Besættelsestiden resulterede blandt andet i, at flertallet af landets jøder blev deporteret og dræbt i de tyske udryddelseslejre. De tyske styrker i Holland overgav sig ligesom i Danmark den 4. maj 1945. Herefter vendte den hollandske dronning og regering tilbage fra eksilet i London.

Transport

Holland er inden for køreafstand af Danmark, men der er også gode muligheder for at rejse hurtigere hertil med fly. Der er således talrige direkte flyforbindelse til Amsterdam Schiphol Lufthavn, som er landets største og en af de mest travle i Europa. Det er nemt at komme ind til Amsterdam fra lufthavnen, ligesom der er gode togforbindelser til byer som Rotterdam, Den Haag og Utrecht. Toget er generelt den hurtigste og billigste måde at komme omkring i landet.

Skal du besøge den sydlige del af Holland, kan du eventuelt forsøge at finde en passende forbindelse til Eindhoven Lufthavn, landets næststørste. Den benyttes af en del lavprisflyselskaber, som for eksempel Ryanair og Transavia, der i skrivende stund har en direkte forbindelse til København.

Vel fremme i Holland kan du nyde godt af et finmasket og velorganiseret netværk offentlig transport. Der er således næsten ikke den by i Holland, som du ikke kan nå frem til med tog eller bus. Rejser du til landets større byer, kan du også nemt udforske seværdigheder og attraktioner med offentlig transport. Amsterdam og Rotterdam har for eksempel både en metro og sporvogne, som hurtigt bringer dig fra A til B. Særligt i storbyerne vil du heller ikke kunne undgå at bemærke, at Holland har en stærk cykelkultur. For danskere er dette ganske vist ikke noget ukendt fænomen, men det er alligevel nogle gange lidt overraskende, hvor markante cyklisterne er i trafikken. Planlægger du at benytte offentlig transport i Holland, vil du som regel skulle benytte det Rejsekort-lignende OV-chipkaart. Der findes ikke en turistudgave af dette kort, men du kan købe et såkaldt anonymt kort, som derefter kan tankes op. I byer som Amsterdam og Rotterdam er der dog også mulighed for at købe turistbilletter, der gælder fra en til syv dage.

Godt at vide

Valuta: Euro. Bruger du kontanter, skal du være opmærksom på, at småbutikker og supermarkeder generelt ikke tager imod 100 og 200 euro-sedler. Der er normalt aldrig langt til nærmeste hæveautomat, selv i de mindre byer.

Drikkepenge: Er inkluderet i regningen på hoteller, restauranter, butikker og taxier. Ligesom herhjemme er det dog normalt at give tjenere og taxicahuffører omkring 10 procent i drikkepenge ved god service. På offentlige toiletter med bemanding giver man normalt 0,50 euro i drikkepenge.

Sprog: Hollandsk og frisisk (sidstnævnte tales primært af et mindretal i provinsen Friesland i den nordlige del af landet). Selvom man ofte kan genkende nogle af ordene i det hollandske sprog, må man som regel ty til engelsk eller tysk for at kommunikere med de lokale. Hollænderne er vandt til at rejse, og da der undervises i disse sprog fra en tidlig alder i skolen, er det ikke noget problem.

Etikette: Hollænderne er et imødekommende folk, som på sin vis minder en hel del om danskerne i deres måde at være ganske pragmatiske og direkte i deres omgangtone. Holland har ry ude i verden for at have et afslappet forhold til "bløde" euforiserende stoffer, men det gælder dog ikke hele befolkningen eller hele landet. Der er desuden de senere år lavet forskellige tiltag, der skal begræse strømmen af turister, der kommer udelukkende for at besøge de berømte coffeeshops (som ikke sælger kaffe). 

Tidsforskel: Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Holland.

Andre links

Hvad siger gæsterne i Holland?

8,9
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 7 anmeldelser