Rejser til Civita d'Antino

Malerisk bjerglandsby i de danske guldaldermaleres fodspor

Besøg Civita d'Antino, der ligger omringet af Appenninerne og med en pragtfuld udsigt, som især de danske guldaldermalere elskede at hente deres inspiration fra. Gå en tur i den autentiske, lille by og få et glas vin eller et lokalt måltid i en lille locanda og mærk roen.

Midt i Italien

Bjergbyen Civita d’Antino ligger 904 m.o.h. i regionen Abruzzo og tæt på grænsen til Lazio. Hvis man ser på hele den italienske støvle, ligger den cirka midt på, ca. 130 km øst for Rom og 30 km syd for byen Avezzano. Den lille landsby har kun ca. 1.000 indbyggere.

Kristian Zahrtmann

Civita d’Antino blev i slutningen af 1800-tallet samlingspunkt for en række danske kunstmalere. Den første dansker til at opdage byen og dens smukke omgivelser var maleren Kristian Zahrtmann (1843 – 1917). Han var især begejstret for udsigten, befolkningen og for det behagelige klima og vendte tilbage til byen sommer efter sommer. Han fik blandt andet besøg af Peder Severin Krøyer og Marie Krøyer i 1890. Under dette ophold malede P. S. Krøyer ”Ved frokosten i Civita d’Antino”, som tilhører Den Hirschsprungske Samling.

Æresborger

Kristian Zahrtmann nåede at åbne en kunstnerskole og blive æresborger i byen inden han af helbredsmæssige årsager holdt op med at rejse, i en alder af næsten 70 år. I 1912 fik han bygget et hus på Frederiksberg i København, som i 1913 fik navnet Casa d’Antino. Pladsen, hvor det ligger, blev senere døbt Kristian Zahrtmanns Plads.

Andre tegn

Når man bevæger sig rundt i den østlige del af byen, finder man flere andre tegn på den danske tilstedeværelse, som f.eks. vejene Via Scandinavia og Via Peter (med t i stedet for d) Severin Kryer (uden ø) og Piazzale K. Zahrtmann. Ikke langt derfra ligger Santo Stefano-kirken, som er opkaldt efter byens skytshelgen, der fejres første lørdag efter 15. august.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Civita d'Antino