Rejser til Martano

Martano ligger på Salentohalvøen, som du måske kender som hælen af den italiensk "støvle". Martano er med omkring 9.500 indbyggere den største af byerne i det såkaldte Grecìa Salentina. Dette er området,  hvor mange fra Syditaliens græske mindretal bor. Udover italiensk har mindretallet deres eget sprog, Griko, med græske rødder. Det tales dog efterhånden mest af den ældre generation.

Griko-folket er den sidste rest af tusindvis af års græsk tilstedeværelse i Italien. Grækerne slog sig således ned i Italien første gang omkring det 9. århundrede f.Kr., som del af etableringen af en række kolonier. Grækerne spillede op igennem historien en vigtig rolle for landet og grundlagde for eksempel formentlig Napoli.

Der har dog været bosættelser i området ved Martano endnu længere tilbage i tiden. Et af de mest kendte spor efter de tidligste indbyggere er en såkaldt Menhir, en knap 5 meter høj, aflang sten, der står på højkant midt i byen. I sig selv gør den måske ikke noget stort indtryk, men med tanke på, at den har stået der i tusindvis af år, mærker man alligevel historiens vingesus.

Oplev det ægte Syditalien

Rejser du til Martano og går en tur rundt i den gamle bymidtes brostensbelagte gader blandt de charmerende lyse, rustikke bygninger, er der også masser af middelalderstemning. For eksempel på den centrale plads Piazza Caduti ved Palazzo Baronale, der stammer fra det 15. århundrede. Her er der hyggelige fortovscaféer og pladsen bruges jævnligt til markeder og andre kulturelle begivenheder.

Årets vigtigste begivenhed i Martano er Festa della Madonna dell'Assunta, fejringen af byens skytshelgen, som finder sted den 14. og 15. august hvert år. Den gamle bydel udsmykkes i anledningen med imponerende lysdekorationer og på Piazza Caduti opstilles en lille scene til musik, og gaderne er fyldt med boder og anden underholdning.

Ifølge kendere har Martano den smukkeste gamle bymidte i Grecìa Salentina-området. Alligevel er det ikke en by, som tiltrækker horder af turister. Derfor har du på en rejse til Martano en unik mulighed for at opleve autentisk syditaliensk landsbyliv. Du bor dog også godt, hvis du vil udforske mere af Salentohalvøen.

Udforsk Italiens hæl

Fra Martano har du både historiske seværdigheder og idylliske strande inden for din rækkevidde. Der er for eksempel kun omkring 24 kilometer til Lecce, der er halvøens historiske og økonomiske hovedstad. Det er en utrolig stemningsfuld og smuk by, som ofte kaldes for “Barokkens Firenze". Her kan du sagtens bruge en hel dag på at udforske byens flotte piazzaer og hyggelige gader, der har et godt udvalg af restauranter, caféer, pizzeriaer og ikke mindst mange originale butikker med fint traditionelt håndværk.

Rejser du til Martano om sommeren og trænger til en afkølende dukkert, er det heller ikke svært at nå kystens badestrande. På kysten nord for Italiens østligste by, Otranto, finder du for eksempel adskillige idylliske badevige med turkisblåt vand.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Martano