Rejser til Poggiardo

Poggiardo ligger på Salento-halvøen, der udgør Italiens hæl. Byen, der har omkring 6.000 indbyggere, har en lang historie, der strækker sig mindst 2.500 år tilbage. Det var dog i middelalderen, at byen for alvor tog form og voksede i størrelse. I bymidten finder du talrige smukke, gamle bygninger og stemningsfulde brostensbelagte gader, der leder til flotte torvepladser.

Den charmerende, gamle bymidte tiltrækker naturligvis en vis mængde besøgende, men generelt føles det ikke ret turistet i Poggiardo. Det er meget typisk for Apulien. Selvom regionen byder på nogle af landets bedste strande og adskillige berømte seværdigheder, er her også talrige steder som for eksempel Poggiardo, hvor livet mest blot går sin vante gang.

Det er ideelt, hvis du på din rejse ønsker at opleve autentisk italienske landsbyliv, men samtidig have både strand og spændende udflugtsmål inden for kort afstand. Fra Poggiardo er der for eksempel kun 8 kilometer ud til Santa Cesarea Terme, der ligger smukt ved den spektakulære klippekyst. Længere oppe ad kysten er Italiens østligst beliggende by, Otranto, bestemt også et besøg værd. Du kan næsten heller ikke rejse til Poggiardo uden at sætte god tid af til at udforske de mange seværdigheder i Lecce. Provinshovedstaden, som især er kendt for sine imponerende bygninger i barokstil, ligger blot en halv times kørsel fra Poggiardo.

Badestrande og restauranter

Den nærmeste kyst, som ligger blot 10-15 minutters kørsel væk, består af klipper. Der er alligevel gode muligheder for at bade og nyde det turkisblå hav. Der er således talrige små, idylliske vige med sand og steder som for eksempel Castro Marina, hvor man har lavet badeanlæg. Vil du at bade fra lange sandstrande med børnevenligt lavt vand, kan det ønske også opfyldes inden for en halv times kørsel.

Udover spændende sightseeing og afslappende strandliv kan du se frem til masser af lækker mad på rejsen til Poggiardo. Smag på regionens mest typiske retter og ikke mindst nogle af de bedste lokale produkter, såsom ost, vin og ekstra jomfruolivenolie. Denne sydlige region har traditionelt været en fattig region, hvorfor kød i de mest kendte retter spiller andenviolin i forhold til de friske grøntsager. Det solrige klima giver grobund for et væld af frugter og grøntsager, som bruges i næsten alle retter. I nyere tid har kødet dog vundet mere indpas, ligesom fisk og skaldyr naturligvis spiller en stor rolle ude langs kysten.

Poggiardo er en forholdsvis lille by, men du finder dog et fornuftigt udvalg af spisesteder her med noget for hele familien. Ligeledes har byen ganske gode indkøbsmuligheder med et par supermarkeder, hvor du kan få det meste, også lokale delikatesser.

Vi glæder os til at byde dig velkommen hos Escapeaway Rejser som gæst på et af de håndplukkede hoteller i Poggiardo, du finder i vores program.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Poggiardo