Rejser til Tremiti-øerne

Følelse af paradis langt fra hverdagen

Uspoleret natur, krystalblåt havvand, mystiske grotter og stejle klippefremspring. Her finder du ægte ø-atmosfære, ikke langt fra fastlandet. Du kan nyde roen og udsigten - og gå på opdagelse mellem øerne, måske ledsaget af delfiner.

Grotter med farverig havbund

Tremiti-øerne bliver kaldet Adriaterhavets perle. Og en sand perlerække i det azurblå hav er de fem små øer: San Nicola, San Domino, Capraia, Cretaccio og Pianosa. Øgruppen er beliggende 40 km fra Apuliens nordlige kyst, nord for Gargano-naturreservatet. Faktisk udgør øgruppen en del af naturreservatet og havet, der omgiver øerne, er fredet siden 1989. Øerne er velbesøgte og kendte for deres skønne strande (her er dog kun én sandstrand – på San Domino), det rene og klare vand og de mange hemmelighedsfulde grotter, som man kan sejle mellem og ind i. På øerne gror der vild kapers, rosmarin, pinjetræer og eukalyptus, der skaber en sødmefuld baggrund under ens ophold på øerne. Øerne er forbundet af utallige sejlruter, der udgår fra både Apulien, Molise og Abruzzo, helårsruten er dog fra byen Termoli. På San Domino finder du den smukkeste naturudsigt, mens på San Nicola kan du gå på opdagelse mellem historiske bygninger og fæstninger.

Transport

Til trods for at San Domino er den største af øerne, så er det San Nicola, der er den administrative hovedø. Rutebådene lægger som oftest til ved San Domino - enkelte anløber ved San Nicola. Man kommer nemt fra ø til ø, da små motorbåde fragter turister mellem de to øer i pendulfart - turen tager ca. 5 min. og koster ca. 5 euro retur. Bilerne bliver selvfølgelig på fastlandet. Øerne er forbundet af utallige ruter, der udgår fra både Apulien, Molise og Abruzzo. Følgende byer er blandt de havnebyer, hvorfra man kan fange en båd: Termoli (Molise), Rodi Garganico, Peschici, Ortona, Manfredonia og Vieste (Apulien). Den faste helårsrute er fra Termoli - de andre sejler kun i turistsæsonen. Offentlige flyvebåde er ofte lidt billigere end de private både. Almindeligvis koster en tur over og hjem ca. 30 euro, mens overfarten kan variere fra ca. en time til halvanden. Spørg efter sidste tur hjem. Man skal være opmærksom på, at Adriaterhavet kan være uroligt, så hvis man er meget lidt glad for at sejle kan det være, at en helikoptertur er at foretrække. Der flyves fra Foggia i Apulien til San Domino.
Småbåde sejler de besøgende rundt mellem øerne.

San Domino

Er den største af øerne med sine 2,8 km i længden og 1,7 km i bredden. Øen er rig på vegetation både over og under havoverfladen: blomster og pinjeskove pryder øens øvre flade, og blev derfor kaldet paradisets have af munkene, da de beboede øerne, mens havet byder på en fantastisk flot undervandsflora OG -fauna. Også derfor er øen et yndet udflugtsmål for interesserede fra hele verden, der kommer her for at dykke. Både dag og nat går der ture ned i grotterne og rundt blandt de omkringliggende rev. Har man ikke tiltro til sine egne egenskaber ud i dykning, kan man få et lille indblik i undervandsverdenen på både, med en dertil indrettet glasbund. For yderligere info om dykkerkurser, se venligst her: http://www.tremitidiving.com.

San Domino er dog mere end flora og fauna, den er nemlig forsynet med adskillige hoteller, barer, restauranter, diskoteker, velforsynede butikker, taxadrift og cykel- og bådudlejning. Men først efter 1932 blev øen beboet, da man i dette år besluttede at flytte den civile befolkning fra San Nicola til San Domino. Dette betyder bl.a., at arkitekturen på San Domino ikke er noget at skrive hjem om - de kulturhistorisk interessede vil utvivlsomt føle sig mere hjemme på San Nicola. San Domino prydes også af den smukke sandstrand Cala delle Arene, som ligger lige syd for havnen. Alternativt kan man sejle/svømme om til strandene og klippeskærene Scogli dei Pagliai lige nord for havnen og ellers lige en af øen mange skjulte bugter. Der går også en vandrerute på øen ud fra byen San Domino.

San Nicola

Er den befæstede af øerne og rummer flere arkitektoniske monumenter. Heriblandt kirken Santa Maria a Mare fra år 1010 med guldmosaikker og dyremotiver og det sjældne byzantiske trækors fra 747 e.Kr., Abbazia Santa Maria a Mare, fæstningen Castello dei Badiali med det cirkulære tårn Torrone Angioino. Øen er med disse bygninger som et museum under åben himmel; hvor de hvide klipper bliver til hvide bygninger under den blå, blå himmel. Øens har været beboet af munke, siden blev fæstningsværkerne forstærket, her har været fængsel og frem til 1930’erne straffekoloni.

San Nicola er en af de mindste i øgruppen med 1600 meter i længden og 450 meter i bredden på det bredeste punkt. Foruden monumenterne, råder øen over øgruppens travleste havneområde, San Nicola di Tremiti, der ligger neden for de imponerende forsvarsmure og de store tårne. Øen huser desuden nogle få souvenirbutikker og restauranter med gode fiskemenuer. De lokaler sælger herudover syltede kapers direkte fra hoveddøren. Resten af øen, ca. 2/3, er græsningsarealer, der medvirker til at bibeholde en rå og uspoleret atmosfære.

Capraia:

Denne ø ligger nord for San Nicola og er foruden nogle kapersbuske og et fyrtårn ganske øde og ubeboet. Hvad man dog ikke lige ser, er at Præsten Pio fra Pietrelcinas blik hviler 14 meter under Capraia, hvor man i 1998 opstillede en 3 meter høj statue.

Pianosa:

Øen ligger 22 km fra de øvrige øer og er ligeledes ubeboet. En lille detalje, Capraia og Pianosa har ikke noget til fælles med deres navnefæller i Middelhavet ud for Toscanas kyst.

Cretaccio:

Sidste ø i gruppen, Cretaccio, er den gule ø, idet jorden her er meget lerholdig. Øen er beliggende mellem San Nicola og San Domino og Capraia. Foruden ler er øen bar. Og med tiden vil øen helt forsvinde, da den konstant er udsat for atmosfæriske påvirkninger.

Dyreliv:

De sjældne skråper yngler på disse øer. Det er en meget sjælden fugl, der er i familie med stormsvalen. Legenden fortæller at den græske kriger Diomedes, Odysseus kampfælle fra krigen mod Troja, ligger begravet i den cirkelrunde grav på Nekropolis-plateuaet på San Nicola. Diomedes’ trofaste mænd blev forvandlet til skråper, som lige siden har begrædt hans død på øen.

Lokale retter:

Vil man spise som de lokale, skal man bestille fragagghjame (forskellige små rå fisk), spaghetti med krabbe eller grillet fisk!

Lokale fester:

14.-15.-16. august holdes her fest for Santa Maria, hvor Madonnaen fra San Nicola kirken føres i optog over lands og til vands. Fyrværkeriet den 15. august på den italienske helligdag kaldet Ferragosto skulle være ganske storslående og finder sted sammen med den mere folkelige del af Santa Maria, nemlig byfesten, hvor man samles om at spise en masse grillet fisk.
Af andre fester kan vi nævne: kage- og slikfestival og middelalderoptog på San Nicola.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller på Tremiti-øerne