Det store krybbespils-marked i Napoli

Fiera dei Pastori betyder “Hyrdernes marked” (fra november til december)

Italienerne er i almindelighed temmelig begejstrede for krybbespil, og man vil op mod jul kunne se opstillinger af krybbespil overalt i Italien. I Napoli har man dog en særlig stærk veneration. Den gør sig faktisk gældende hele året, men naturligvis især til jul.

Alt til krybbespillet

I perioden op til jul afholdes på via San Gregorio Armeno i byens historiske centrum vel det største marked for krybbespil overhovedet. Det er dette marked, der kaldes Fiera dei Pastori. Man kan få alt hvad der hører krybbespil til, så man kan lave sig sit eget derhjemme. Først og fremmest gælder det selvfølgelig de figurer, der hører sig til: Maria, Josef, hyrderne, krybben med barnet. De er alle lavet i keramik. Og man kan befolke sit krybbespil med de figurer, man synes passer til scenen: Håndværkere, slagtere, grønthandlere og selvfølgelig de dyr, der hører sig til.

Og mere til

Der er stor mangfoldighed og et væld af figurer. Og der er selvfølgelig, lidt uden for rammerne af krybbespillet, også figurer af bl.a. Pulcinella, Napolis lokale Pjerrot.