Herculaneum

I 1997 kom Herculaneums udgravninger på UNESCO’s liste over Verdensarven. Byens historie går langt tilbage og er meget dramatisk. Trods vulkanen Vesuv’s brandvarme aske og vulkansk mudder (ca. 350 °C), der i år 79 d. 24. august på få minutter begravede byen, er her stadig relativt velbevarede levn fra tiden før ødelæggelserne. Dette gælder især diverse vægmalerier og mosaikker.

Udgravning

Byens indbyggere, der led deres skæbne begravet under den varme aske, er blevet forkullet således, at man har haft god mulighed for at studere denne tids mennesker. I alt er 300 forkullede lig fundet i udgravninger, men man formoder at byen - den nat Vesuv gik i udbrud - havde ca. 5000 indbyggere.
 

De riges legeplads

Herculaneum var også de riges legeplads og her fandtes prægtige villaer og palæer. Her boede bl.a. Julius Cæsars svigerfar og flere kilder vidner om, at området i Romertiden var et yndet rejsemål med dets luksuriøse villaer nær havet i det frodige vulkanlandskab.