Rejser til Padula

Spændende og atmosfærefyldt by i udkanten af den smukke naturpark Cilento. I dalen under byen ligger Europas største kloster (Certosa di San Lorenzo), på den sideliggende bakke finder du ruinerne af det antikke Cosilinum.

Padula (godt 5.400 indbyggere) er en skøn og atmosfærefyldt mindre by i udkanten af den smukke naturpark Cilento. Padula ligger flot og indbydende på bjergsiden af Monti Maddalena ca. 700 meter over havets overflade og med et imponerende kloster (Certosa di San Lorenzo) som nabo nede i dalen.

Klostret La Certosa di San Lorenzo blev opført i 1300-tallet og er blandt Europas største klostre. Her findes blandt andet værker af Michelangelo.

Venlig atmosfære

Padula er ikke stor, men her findes et rimeligt udvalg af restauranter og butikker og man kan sagtens tilbringe to nætter her for der er nok af fascinerende seværdigheder i omegnen. I byen præger de lokale beboere gadebilledet og der hersker en venlig atmosfære i de stejle gader.

Bysbarnet "Joe"

En af byens børn, Giuseppe ”Joe” Petrosino (født i Padula d. 30/8 1860) tog som så mange andre italienere turen over Atlanten i 1874. Her blev han en succesfuld politibetjent i New York, hvor han efter århundredeskiftet helhjertet gik ind i kampen mod de amerikansk-italienske mafiosoer, og fik endda mafiaoverhovedet Don Vito Cascio Ferro – om end kortvarigt – anholdt. Senere gik turen tilbage til Europa og hans fædreland, nærmere betegnet til Palermo på Sicilien, hvor ”Joe” som lovens lange arm forsøgte at bekæmpe øens mafiosoer. Det var her han døde i 1909 – lokket i en fælde af Palermos værste mafiosoer – dirigeret af selvsamme Vito Cascio Ferro, der tidligere var blevet anholdt i New York takket være ”Joe”. Man kan i dag i ”Joes” fødeby Padula besøge et museum, der er dedikeret ham og som har til huse i det hus han boede i inden familien emigrerede til Amerika.

Godt udgangspunkt

Byen Padula er et godt udgangspunkt for de der ønsker at opleve et meget interessant område af Campania og som måske ønsker et stop på vej mod syd eller nord.

Byfester

Padula huser indtil flere byfester årligt. Blandt disse kan nævnes: Festa della Madonna di Monte Romito (første søndag i maj og tredje søndag i september), Festa di San Michele Arcangelo (sidste søndag i maj), "Luci della ribalta" i det historiske centrum (afholdes i august), Sagra della bistecca / hyldest til egnens kød/bøffer/steaks (anden uge i august), Sagra della trota / hyldest til ørreden (sidste uge i august m.), Festa del Crocifisso / Kors-fest (tredje søndag i september).

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Padula