Hotel Mediterraneo




Officiel kategori




Escapeaways vurdering

Det er blevet sent, inden jeg når Sorrento, for vejene er smalle og "bugter sig i bakkedal" - men jeg skal nå det, for jeg ved, at der venter mig en helt uforglemmelig oplevelse. Og det lykkes heldigvis. Jeg når Hotel Mediterraneo i den eksklusive bydel Sant' Agnello, lige inden solen går ned, og imens jeg sætter mig tilrette på tagterrassen med et køligt glas vin, sker det. I løbet af få minutter omdannes den billedskønne udsigt over Napolibugten, øen Ischia og vulkanen Vesuv til et sandt kunstværk i røde og orange nuancer, og havde jeg været i Skagen, ville solen være blevet "klappet ned"
En ægte filmkulisse
Den eksklusive bydel Sant' Agnello ligger ca. 1 kilometer fra centrum af Sorrento. Eksklusiv fordi det er her, du finder alle de store herskabsvillaer fra 1800-tallet, som i dag næsten alle er omdannet til attraktive hoteller. Hovedparten har en helt fantastisk udsigt, og sådan er det også med Hotel Mediterraneo. Det ligger i en stor grøn park, et stenkast fra havet og blot få hundrede meter fra Villa Il Pizzo, som dannede rammen om familiedramaet i Susanne Biers romantiske film "Den skaldede frisør" med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i hovedrollerne.
Naturens mageløse farver
Fra det øjeblik jeg træder ind i lobbyen føler jeg mig hjemme. Farveskalen i det store hvide palads er holdt i naturens farver, og på disse kanter betyder det hvidt og blåt med nogle få velvalgte stænk af sandfarvet og grønt, så det kan næsten ikke bliver mere elegant. Selv om villaen er af ældre dato, er indretningen moderne og i visse tilfælde nærmest minimalistisk, uden at indtrykket på nogen måder bliver koldt.
Hjemmelavet pizza i grønne omgivelser
Hotel Mediterraneo har hele to restauranter. Den ene ligger ved poolen i den dejlige have, og her serveres lette retter til frokost, - men du kan også "sætte tænderne" i en hjemmelavet pizza, som naturligvis bages i en stenovn over åben ild. Den "rigtige" restaurant hedder Vesuvio efter den berømte vulkan, og den ligger oppe på taget. Den spektakulære udsigt mod Vesuv tager pusten fra de fleste, og fjerner næsten fokus fra de lækre lokale delikatesser. På taget finder du også den store tagterrasse, som indbyder både til stille eftertænksomhed, læsning af gode bøger og hyggesnak, men det er også det helt rigtige sted at nyde en kølig drink, hvis ikke du foretrækker at indtage den i hotellets bar i lobbyen.
Det italienske strandliv
Sant'Agnello ligger på en klippe højt over havet, som stort set alt andet på disse kanter, men det gør jo ikke udsigten ringere, - og der er naturligvis tænkt på de mange badegæster, som i dag kan nøjes med at tage en elevator ned til stranden, så de undgår at få sved på panden. Hotel Mediterraneo tilbyder en såkaldt strandservice fra 20/5-20/9. Denne "service" som betales på stedet, består af en parasol, en solstol og en solseng, for en ægte italiener kunne naturligvis aldrig drømme om at ligge på et håndklæde på stranden, sådan som vi har for vane, - men elevator og adgang til den private strand er heldigvis gratis. For de der ikke ynder at bade i havet, er der naturligvis en stor swimmingpool i parken bag hotellet.
Derfor skal du vælge Hotel Mediterraneo
- Nærmeste lufthavn: 53 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant