Bellevue Syrene





Officiel kategori





Vores vurdering

”Drømmer jeg, eller er jeg vågen” siger Jeppe, da han vågner op i Baronens seng, og jeg har det lidt på samme måde, da jeg pludselig står ved porten til noget, der mest af alt ligner Paradisets Have. Jeg befinder mig midt i Sorrentos hyggelige centrum, et stenkast fra havet og med en udsigt mod Napoli og vulkanen Vesuv, som får mig til at tabe både næse og mund.
Jeg træder automatisk et skridt tilbage for at se, om jeg skulle have overset et ”Privat – ingen adgang”, hvilket ville være helt naturligt, men nej, i stedet får jeg øje på et diskret skilt af ældre dato med påskriften Hôtel De La Syréne. Med tilbageholdt åndedræt vover jeg mig forsigtigt nærmere, for jeg befinder mig i en af de smukkeste haver, jeg nogensinde har set.
Paradisets have
Mit nye Paradis byder velkommen med en smuk allé flankeret af hvide søjler, blå akapanthus og en pergola af blåregn. Der er naturligvis også palmer, for det tror jeg hører sig til i et rigtigt Paradis. En venlig tjener, træder frem på stien og tager imod mig. Han viser mig hen til et af de smukt dækkede borde og efterlader mig med den mest fantastiske panoramaudsigt over havet mod storbyen Napoli i det fjerne og vulkanen Vesuv. Inden jeg når at blinke, har han serveret et køligt glas vin og en lille snack, så jeg kan komme lidt til mig selv, og langsomt begynder sandheden at gå op for mig. For det er ikke et eventyr jeg befinder mig i, men den virkelige virkelighed.
Lady og Vagabonden
Hotel Bellevue Syrene er en af Sorrentos absolutte perler. Hotellet er indrettet i en gammel herskabsvilla, som ligger diskret i udkanten af byens historiske centrum, og blot en kort spadseretur fra Sorrentos ældste og pittoreske havn Marina Grande. Nede i havnen leves livet som i ”de gode gamle dage”. Vasketøjet blafrer lystigt i vinden, fiskerne sidder på den lille strand og bøder deres garn, mens bådebyggerne har gang i nødvendige reparationer på de kulørte fiskerbåde. Mere romantisk bliver det ikke, og på de små hyggelige spisesteder ville jeg ikke blive forbavset over at møde både Lady og Vagabonden.
I Kejser Augustus fodspor
Stedets historie går helt tilbage til den romerske Kejser Augustus, som også satte stor pris på Sorrentohalvøens skønhed, men den nuværende bygning er opført af Greven af Mastrobuono i 1750, og efterfølgende omdannet til hotel i 1820. Gæstelisten er lang, men omfatter blandt mange andre Kong Paul af Grækenland og den italienske Kong Vittorio Emmanuele 3. I begyndelsen af det 20. århundrede besluttede den engelske samler William Waldorf Astor at bringe stedet tilbage til romertidens storhed, og i den forbindelse opførte han en nøjagtig kopi af Vettiernes hus i Pompeji. Dele af denne villa, som har fået navnet Villa Pompeiana, benyttes stadig til særlige arrangementer, bl.a. bryllupper.
Her vil du føle dig hjemme
Langt om længe lykkes det mig at løsrive mig fra den betagende udsigt, for jeg skal naturligvis på opdagelse i dette nye hideaway, som byder på en smagfuld blanding af nyt og gammelt, og hvor ingen detaljer er for små til at blive overset. Sjældent har jeg følt mig så velkommen og på alle måder hjemme, for det er ikke kun tjenerne, som med deres diskrete professionalisme får dig til at føle dig som noget helt særligt, den evne har resten af personalet heldigvis også. Det er i den hyggelig lobby, du bliver budt velkommen, og skulle du få lyst til en snack i dagens løb, kan du benytte dig af Club Loungen. Her tilbyder hotellet et skiftende udvalg af både snacks og drikkevarer fra kl. 10 til kl. 20. Ud over Club Loungen kan du hygge dig i læseværelset, i Dali`Cigar Room, i vinterhaven eller du kan bestille en dejlig massage i det lille wellness center. Bellevue Syrene har hele to restauranter, hvoraf den ene har udendørs servering og som holder et virkelig højt niveau. Der er naturligvis også swimmingpool, og privat ”strand” med solsenge og parasoller.
Derfor skal du vælge Hotel Bellevue Syrene
- Du sætter pris på høj standard og god service
- Du får en fantastisk beliggenhed med panoramaudsigt over havet
- Du har balkon og havudsigt
- Du bor i grønne omgivelser i centrum af en lidt større by
- Du bor i gåafstand til stranden og havnen
- Du kan let at tage til Napoli med båd eller tog
- Du kan sejle til øen Capri på en halv time
- Du kan nå til Amalfikysten på en dagstur
Godt at vide om Hotel Bellevue Syrene
Hotel Bellevue Syrene ligger helt fantastisk i Sorrentos historiske centrum med en enestående panoramaudsigt over havet mod vulkanen Vesuv og Napoli. Du kan med fordel benytte offentlig transport, da der kun er knapt en kilometer til stationen, hvorfra det lokale tog Circumvesuviana kører til Pompeji og Napoli flere gange i timen. Kommer du med tog fra Rom, skal du skifte station i Napoli, men det er kun et kort gåtur. De lokale busser holder også ved stationen, og herfra kan du f.eks. komme til Amalfikysten. Der er gode muligheder for at leje bil i Sorrento, hvis du skulle få behov for det. På grund af beliggenheden i et stille hjørne af byen, skal du ikke være bekymret for trafikstøj. Du skal være opmærksom på, at Sorrentos centrum ligger på en klippe højt over havet, så hvis du skal ned til havnen eller til stranden, skal du gå på trapper, en forholdsvis stejl gade eller benytte elevator. Hotellet ligger tæt på byens indkøbsgader, hvor du har et stort udbud af butikker i alle kategorier og prisklasser. Du spiser rigtig godt på hotellet, men hvis du ønsker forandring, er der et stort udbud af restauranter i gåafstand fra hotellet.
Derfor skal du vælge Bellevue Syrene
- Nærmeste lufthavn: 54 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant
Et hotel med charme og karakter