Rejser til Pordenone

Pordenone i det nordøstlige Italien hører til blandt landets lidt oversete rejsemål. Men byen med knap 52.000 indbyggere, der er er hovedstad i provinsen af samme navn, er et charmerende bekendtskab, der fortjener meget mere opmærksomhed. Når man nærmer sig byen og ser de ydre moderne kvarterer og industriområderne, ser den måske ikke ud af noget særligt. Men det er inde i det stemningsfulde middelaldercentrum, Pordenone rigtige sjæl gemmer sig. Her kan du gå på opdagelse i smalle, brostensbelagte gader med elegante arkader, smukke kirker, museer og talrige grønne områder. Især området omkring domkirken og kampanilen (fritstående klokketårn) er utroligt hyggeligt.

Beliggenheden med Dolomitterne lige i "baghaven" og Noncello-floden, der løber gennem byen, inspirerer til eventyr uden for byen. Inden du når så langt, er der dog også meget at opleve i selve Pordenone. Byen som gennem tiden er blevet erobret af forskellige folkeslag som romerne og østrigerne og til sidst annekteret af Republikken Venedig, har for eksempel mange historiske spor, der er værd at udforske nærmere. I Pordenone hænger man dog ikke fast i fortiden. Du kan derfor glæde dig til en rejse, hvor du kan nyde et rigt kulturliv, der inkluderer et væld af gode restauranter, caféer og barer. Her skal du naturligvis smage områdets berømte Prosecco-vin, der er en perlende hvidvin.

I løbet af året er Pordenone vært for en lang række kulturelle begivenheder og traditionsrige fejringer. Det inkluderer bogfestivalen Pordenonelegge i september, sommerkoncerter i det fri og filmfestivalen Giornate del Cinema Muto (stumfilm). Dertil kommer markedsdage, hvor torve og gader summer af liv. Netop fordi de største turiststrømme endnu ikke har fundet vej hertil, kan du på en rejse til Pordenone opleve det ægte Italien ved sådanne lejligheder. Ligeledes vil du møde flere lokale end turister, når du går på opdagelse i byens butikker, som der er et godt udvalg af.

Udflugter

Pordenone ligger i regionen Friuli–Venezia Giulia. Det er en meget alsidig region, både hvad gælder kultur og landskaber. Her kan du både vandre højt oppe i Dolomitterne og nede blandt vidtstrakte vinmarker eller slænge dig ved Adriaterhavets brede sandstrande, som du for eksempel finder ved den populære badeby Lignano.

Der er gode forbindelser fra Pordenone med både bus og tog til andre byer i regionen og resten af Norditalien. Du kan naturligvis også vælge at leje en bil til ferien, hvis du vil kunne rejse i eget tempo. Der er talrige andre spændende byer i området, som det kan anbefales at besøge. Sætter du en dag af til det på rejsen til Pordenone, kan du også sagtens besøge den romantiske kanalby Venedig.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Pordenone