Hotel Smeraldo



Officiel kategori




Escapeaways vurdering

Det er svært at komme til at bo mere centralt i Roms historiske centrum. Her midt i de hyggelige gamle gader omkring Campo de' Fiori ligger der et lille familieejet hotel. Umiddelbart gør det ikke meget væsen af sig, men det er heller ikke nødvendigt, for beliggenheden er perfekt, og så er der oven i købet en skøn tagterrasse.
Det er efterhånden mere end 25 år siden, jeg besøgte Hotel Smeraldo for første gang, og det var kærlighed ved første blik. Hotellet havde kun 2 stjerner, og der var ikke meget at prale af, ud over en helt særlig gæstfrihed, som heldigvis ikke er blevet ringere med årene. Jeg blev budt velkommen af en meget ung Giancarlo, og der gik ikke mange minutter, før hans smilende mor dukkede op og hilste på. Hun var en nydelig ældre dame, som kom tøffende i futter og arbejdskittel, for selv om hun rent faktisk ejede et hotel på en af Roms bedste adresser, tog hun del i det daglige arbejde, og så blev det naturligvis også hendes job at vise mig rundt på hotellet.
Sparsommelighed er en dyd
Vi startede i kælderen med en god kop kaffe, for det var nemlig her hotelles lille morgenmadsrestaurant lå. Det var helt klart mors domæne, og alt skinnede. Derfra arbejdede vi os opad. Vi kiggede ind i receptionen, så de tre stole som udgjorde lobbyen og de små og spartansk indrettede værelser. Vi sluttede på taget, som dengang blev blev benyttet til vaskeri, og de mange håndklæder og dynebetræk blafrede lystigt i den romerske forårssol. Jeg forsøgte forsigtigt at foreslå, at den forholdsvis store tagterrasse måske ville gøre mere gavn som rekreativt område for hotellets gæster, men det kunne der slet ikke være tale om, for så skulle de jo til at betale sig fra den daglige vask, og det rakte pengene på ingen måder til.
Hyg dig på den dejlige tagterrasse
Heldigvis har familiens sparsommelighed resulteret i, at Hotel Smeraldo i dag har fået tre velfortjente stjerner, og den seneste renovering har i bogstaveligste forstand vendt op og ned på det gamle hotel, så det næsten ikke er til at kende igen. Det er staidig Giancarlo, der byder mig velkommen i receptionen, som er blevet smukt integreret i den hyggelige opholdsstue, hvorfra jeg kan følge med i den romerske dagligdag gennem de store panoramaruder.
Morgenmadsrestauranten har også fået en ikke uvæsentig opgradering, og det samme gælder naturligvis værelserne. Samtidig er der blevet råd til at købe en nærliggende ejendom, der i dag fungerer som hotellets annex - og så er der lige tagterrassen, for den er blevet kronen på værket. I dag er de mange tørresnore nemlig blevet udskiftet med et smagfuldt møblement, så hotellets gæster kan nyde en god kop kaffe eller et køligt glas vin, efter en spændende dag i Roms absolutte centrum.
Her bor du lige i smørhullet
Området omkring Hotel Smeraldo er et af de hyggeligste i hele Rom, og enhver ejendomsmægler ville få julelys i øjnene over netop den beliggenhed, for her har du det hele, og lidt til. Du kan gå til alle byens seværdigheder, og inden for bare 10 minutter når du til kunstnerkvarteret Trastevere, blomstertorvet Campo de' Fiori, Palazzo Farnese, den skønne Piazza Navona, det jødiske kvarter, oldtidstemplet Pantheon, Piazza Venezia og Forum Romanum. Og bruger du blot nogle få minutter mere, når du også Trevi-fontænen, Den spanske trappe, Colosseum og Peterskirken. De hyggelige gader, som omgiver hotellet, er et sandt slaraffenland, hvis du sætter pris på små specialbutikker og samtidig byder området på et udvalg af caféer og restauranter, som overgår det meste. Ja bedre kan det vist næsten ikke blive.
Derfor skal du vælge Hotel Smeraldo?
- Du vil bo midt i det historiske centrum til en fornuftig pris
- Du vil kunne gå til markedet på Campo de' Fiori på under 5 minutter
- Du vil nyde tilværelsen på tagterrassen med udsigt over Roms tage
- Du vil bo på et familieejet hotel
- Du vil have et godt udvalg af caféer og restauranter lige uden for døren
- Du vil have gåafstand til de fleste af Roms attraktioner
- Du vil bo blandt de lokale romere
Godt at vide om Hotel Smeraldo
Værelserne er fordelt i hovedbygningen og i annexet, som ligger lige ved siden. De fleste værelser er forholdsvis små, men pladsen er godt udnyttet. Hvis du ankommer med offentlig transport, skal du påregne at gå ca. 300 meter fra Largo Argentina. Ankommer du i bil, findes der nogle få parkeringshuse i området, men du skal være opmærksom på, at du befinder dig i den såkaldte miljøzone ZTL, så vi anbefaler, at du vælger at parkere længere væk, og tager en taxa eller offentlig transport. Med taxa kan du blive kørt direkte til døren.
Derfor skal du vælge Hotel Smeraldo
- Nærmeste lufthavn: 27 km
- Internetadgang/Wi-Fi
- I by eller landsby
- Hotelbar