Escapeaway official logo

Fly + Hotel

Kun hotel

Rejser til Noli

Find ro og muligheder i charmerende Noli

Noli ligger i en beskyttet og smuk bugt i den vestlige del af Ligurien, og byder på en hyggelig og malerisk by samt en betagende udsigt ud over det blå fra de dramatiske klippefremspring. Sandstrand, palmepromenade og kultur gør Noli til noget særligt.

Noget særlig på den gode måde

Mange tror, at alle kystbyerne i Ligurien ligner hinanden, men det er bestemt ikke sandt! Den charmerende by Noli har stor chance for at ’vinde’ over feriens dagsudflugter. Ikke bare fordi den er hyggelig, men mest af alt fordi kørevejen hertil, med sine stejle klippefremspring er ikke mindre end fantastisk og kan tage pusten fra en. Øen Bergeggi ligger nær ved og er med sine grønne farver hel ned til det turkisblå bestemt en sejltur værd.

Stejle klippefremspring ned mod det blå

Holder man ferie i den vestlige del af Ligurien, bør man unde sig selv et besøg i Noli. Det mest imponerende ved denne udflugt er nok den 4 km lange kyststrækning , der løber imellem Noli og nabobyen Varigotti sydvest herfor. Når man kommer kørende ad kystvejen Aurelia, kan man både se og dufte det azurblå havvand, men det helt særlige er synet af de høje og meget stejle klippefremspring, der i høj grad kan sidestilles med de mageløse udsigter, som man møder på Amalfikysten i det sydlige Italien.

Sandstrand og lokalkolorit

Når man kommer fra den meget lille og smukke by Varigotti, der mest af alt minder om en vellykket kulisse fra Arabien (og som i høj grad også er et stop værd), skal man rundt om pynten Capo di Noli for at få øje på Noli, der befinder sig i en slags dal. Og sikke et syn; sandstrand og dertilhørende palmepromenade, farvestrålende blomsterkummer, strandgæster, solparasoller i alskens farver, små fiskerbåde, der hviler på land og fine pastelfarvede huse af den lave og velholdte slags. Bevæger man sig ind i Nolis hyggelige centrum ad de smalle bilfrie stræder, fornemmer man hurtigt det stemningsfulde lokalliv, der er kendetegnende for de byer, der ikke kun er til for turisternes skyld.

Borgen og kirken på byens top

Nyd også den smukke kirke St. Paragorio, der ligger på byens top. Man har valgt at restaurere den tilbage til det 11. århundredes lombard-romansk stil, og derfor blev kirken i 1890 erklæret nationalt monument. Også borgen Castello di Monte Ursino, der har udsyn til alle herlighederne fra byens top, er bestemt et besøg værd. I nærheden af Noli finder man La grotta Arma delle Manie, der er en af de største grotter i området Finale Ligure. Den befinder sig på et plateau ca. 250 meter over havets overflade, og bruges stadig som lade og lager for de lokale landmænd.



Rejsegaranti

Du er i sikre hænder før, under og efter rejsen

Pakkerejser

Bestil fly, ophold og bil/transport samlet ét sted

Valgfrihed

Vælg selv hvor mange dage du ønsker at rejse

Håndplukket

Vi har personligt udvalgt alle hoteller

Hoteller i Noli

Billeder fra Noli