Rejser til Campobasso

Charmerende by omgivet af bjerge

I Campobasso finder du en by omgivet af skove, bølgende grønne bakker og bjerge. Her kan du finde roen i en by med historiske, gamle religiøse- og festlige traditioner, smage på de lokale produkter og gå på opdagelse i naturen.

Midt i Italien

Campobasso er regionshovedstad i Molise regionen med ca. 50.000 indbyggere. Byen er beliggende over flodlejet ved Biferno-floden omgivet af bjergene Matese og Sannio. Med sin beliggenhed ca. 700 m.o.h. og tæt på Appenniner bjergkæden er Campobasso en af de køligste byer i det sydlige Italien. Om vinteren er der ikke langt til skisportstedet Campitello Matese med over 40 km. pister og langrends ruter. Hele Molise er et smukt naturområde og Gargano National Park er et af dem, den strækker sig øst på ned til kysten ved Adriaterhavet. Ca.1 times kørsel øst fra Campobasso kommer du til Termoli på kysten hvor du finder smukke sandstrande og en gammel fæstningsby der er blevet et populært feriested hvor du kan dyrke sol og strandliv med familien.

Velholdt middelaldercentrum

Byen er bygget op omkring en bakketop med fæstningen Castello Monforte, bygget ca. år 1450, der troner på toppen. Selve det historiske middelaldercentrum øverst oppe er meget velholdt og smukt, og kommer man ikke for byens seværdige kirker, bør man komme for at nyde de smukke brolagte gader eller byens grønne park, Villa de Capua. Byen er desuden kendt for sine håndværksmæssige evner inden for fremstillingen af knivblade (både til sakse og knive), hvilket er dokumenteret siden det 14. århundrede. Endelig er byen velrenommeret for sine pærer og den pæreformede ost scamorza, der ofte ryges, og som således har en varmbrun skorpe. Byen huser desuden regionens universitet.



Togstation og transport

Der er togstation midt i byen, som forbinder to linjer. Èn kommer fra Termoli ved kysten, den anden Benevento i naboregionen mod vest: Campania. Da det er en større station, er der gode forbindelser mod Rom, Napoli og universitetsbyen Pescara i naboregionen Abruzzo.

Begivenheder

Hvis du er i Molise i påsken eller slutningen af maj og begyndelsen af juni, må du endelig ikke gå glip af følgende begivenheder i Campobasso:

Processione di Gesù Morto. På Langfredag går et syngende kor på hen ved 700-800 personer gennem byens gader i det de kalder ”Jesu Død”. En følelsesladet begivenhed, der binder byen sammen. Optoget starter ved kirken Santa Maria della Croce og passerer forbi de institutioner i byen, der repræsenterer lidelse, såsom byens arrest.

L’Infiorata finder sted hvert år den 31. maj og er en hyldest til Madonna’en. Et optog tager sin begyndelse i kirken Santa Maria Maggiore, og på sin rute gennem byen vandrer man ad blomsterdækkede gader – deraf navnet, der betyder blomsterudsmykning. Blomsterne er i sig selv en forestilling, da de er lagt med en sirlighed og opfindsomhed fra væg til væg i de smukkeste motiver og flotteste farver.

Crociati e Trinitari finder sted den 2. juni. Begivenheden er baseret på en historie om, hvorledes to munkeordner (Crociati og Trinitari) var i krig med hinanden, men opnåede fred via en tredjemand, nemlig en cappucciner-munk. Dette fejres på denne dag med et tidssvarende kostumeoptog, der snor sig gennem byens gader.

La Sfilata dei Misteri. På dagen for Kristi Legemesfest Corpus Domini er der atter optog i byens gader, og hvilket optog! 13 Misteri (mysterier) i form af levende motiver – idémanden bag er den lokale kunstner Paolo Saverio Di Zinno, der skabte denne begivenhed omkring år 1748 – bliver båret rundt på skuldrene af portatori (bærere) på træ eller metalplatforme til tonerne af musik. Der er tale om religiøse motiver, ofte omkranset af små engle (børn), der kunstfærdigt hænger vejrende i luften med vinger og blomster. Og mysterierne poseres af kyndige ingegni (talenter), der afbilleder scener fra biblen eller en helgens liv. Det hele finder sted om morgenen på Kristi Legemesfest omgivet af folkeskarer. Begivenheden går for at være en af de smukkeste, religiøse festligheder i hele Italien og er bestemt et besøg værd. Kristi Legemsfest falder på den første torsdag efter den 1. søndag efter Trinitatis

Ski og sommerens aktiviteter

I nærheden af Campobasso (ca. 45 km) er det muligt at stå på ski i vinterhalvåret ved Campitello Matese ski resort, hvor der er 3 stolelifte og 3 T-lifte samt en tallerkenlift. Der er 40 km løjper fordelt på Blå, Røde og Sorte pister. Om sommeren lægger området op til vandreture, rideture, cykelture eller flyveture (paragliding) i, gennem, langs eller hen over klippesider, frodige skove, søer og imponerende grotter.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Campobasso