Rejser til Solonghello
Solonghello er en lille landsby omkring 45 kilometer øst for Torino, regionshovedstaden i Piemonte. Trods den forholdsvis korte afstand til Italiens fjerdestørste by er du i Solonghello kommet rigtigt ud på landet. Det bakkede landskab omkring byen, der kun har nogle få hundrede indbyggere, er således en mosaik af marker og mindre skove. Det er dog samtidigt et område, hvor der kun er ganske få kilometer til lignende, små landsbyer i alle retninger.
Aldrig langt til en vingård
Dertil kommer naturligvis, at du i Solonghello lige syd for Po-floden befinder dig i en region, hvor der aldrig er langt til nærmeste vingård. Der er da også kun godt en halv times kørsel sydpå til Asti og det berømte Langhe-vindistrikt. Vil du fordybe dig i Piemontes verdensberømte gastronomi er Solonghello i det hele taget et godt udgangspunkt for en ferie med fokus på uforglemmelige smagsoplevelser.
Men selvom du på en rejse til Solonghello har en oplagt mulighed for at udforske en af Italiens mest anerkendte vinregioner og nogle af de mest kendte vinbyer, er der også meget andet at opleve på en ferie her. Det kan for eksempel anbefales at sætte en dag af til at besøge Torino, som i nyere tid måske nok har været mest kendt for sin bilproduktion, men også har mange kulturhistoriske seværdigheder. Byens smukke paladser vidner om, at byen var Italiens første hovedstad i 1861, ligesom der er flere kongelige jagtvillaer og barokslotte omkring Torino.
Er du historisk interesseret, bør du også besøge Alessandria mod øst. Her er hovedattraktionen det store, sekskantede citadel, som er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Det er dog også værd at besøge denne nærliggende, større by for blot at gå en tur i den gamle bymidte, hvor der er et rigt forretnings- og restaurantliv.
Fred og ro væk fra alfarvej
Nærmeste togstation med forbindelse til regionshovedstaden finder du i Trino på den anden side af Po-floden omkring 10 kilometer fra Solonghello. Da du med andre ord befinder dig et stykke fra alfarvej, er en bil næsten uundværlig i ferien. Det nordlige Italien er heldigvis inden for overkommelig køreafstand, og flyver du hertil, er det let at leje en bil.
Der er ingen indkøbsmuligheder eller spisesteder i selve Solonghello, og alene af den grund er det svært at undvære en bil. På dine ture rundt i regionen vil du dog hurtigt opdage, at der selv i småbyer faktisk ofte er spisesteder og små delikatesseforretninger. Har du brug for at handle i løbet af ferien, er der desuden ikke mange minutters kørsel til de nærmeste supermarkeder og købmænd.
Rejser til Italien
Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her
Hoteller i Solonghello
Læs på bloggen
Find tips og inspiration til din næste ferie på bloggen