Rejser til Cala di Volpe

Den lille landsby Cala di Volpe, som deler navn med et eksklusivt hotel, ligger på den skønne Costa Smeralda. Denne kyststrækning har i efterhånden mange år været kendt som jetsettets foretrukne ferieparadis på Sardinien. Her findes nogle af den italienske middelhavsøs bedste strande med gyldent sand mellem smukke klippeformationer ved det krystalklare, turkisblå vand.

Shaken, not stirred

I starten havde rigmænd og pressesky filmstjerner dette ferieparadis for sig selv, og ankerede ofte blot op i en af de små bugte med deres store lystyachts. I 1960'erne begyndte mangemilliardæren Aga Khan dog at opkøbe grunde i området og udviklede det til det, der på kort tid skulle blive til et af verdens mest eksklusive ferieområder. Et af omdrejningspunkterne for ferieområdet var fra starten netop Cala di Volpe, nærmere bestemt det eksklusive hotel af samme navn, som blev bygget her. Dedikerede James Bond-fans vil vide, at en hotel-scene fra The Spy Who Loved Me blev optaget i dets lobby.

I dag er huspriserne på Costa Smeralda blandt de højeste i Europa, og du vil tydeligt fornemme, at også i Cala di Volpe skal man have godt med penge på kistebunden for at blive husejer. Men det til trods er dette ikke kun et rejsemål forbeholdt de rige og berømte. Kender man området, er det også muligt at finde ferieboliger i omegnen til lidt mere overkommelige priser. Selve Cala di Volpe, der direkte oversat bestyder "Rævebugten," består mest af elegante villaer, ferielejligheder og det føromtalte 5-stjernede hotel.

Perlerække af uimodståelig strande

I den sydlige ende af den populære landsby finder du standen i en lille bugt, hvor der i højsæsonen altid ligger utallige småbåde fortøjet. Her kan du tage en forfriskende dukkert, men vil du slikke sol, kan det anbefales at følge stien lidt længere sydpå til Li Itriceddi stranden. Det er en 300 meter lang strand med indbydende, gyldent sand, hvor slappe af og nyde udsigten over mod et par småøer.

Udover de allernærmeste strande har du på en rejse til Cala di Volpe også rig mulighed for at indtage de mange andre fantastiske strande på Costa Smeralda. Bare et par kilometer ude af kysten er der for eksempel et par lækre strande på begge sider af Capriccioli. Har du børn med på din rejse, kan de bruge lang tid på at snorkle i det klare vand omkring de runde klipper her. Berømte strande som Principe,  Piccolo Pevero og Romazzino, ligger også inden for kort afstand.

Kan du løsrive dig fra strandene, hvilket er svært, er der dog også meget andet at opleve på Sardinien. Om ikke andet kan en tur op i baglandet anbefales. Bare nogle få kilometer fra kysten kan du opleve et helt andet, mere autentisk landsbyliv. Det kunne for eksempel være en tur til hyggelige Arzachena. Læg eventuelt vejen forbi den nærliggende Nuraghe di Albucciu, et af øens berømte gamle, kegleformede tårne bygget af store sten.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Cala di Volpe