Rejser til Gesturi

Gesturi er et traditionelt landsbysamfund centralt på den sydlige del af Sardinien. Byen, som har lidt over 1.200 indbyggere, ligger her omgivet af et naturskønt, bakket landskab med olivenlunde, vinmarker og korkege. Det er et område, som indbyder til vandre- eller cykelture, hvor du i langsomt tempo udforsker området. Det inkluderer ikke mindst det store plateau, Giara, som Gesturi ligger lige for foden af.

Giara-plateauet, som ligger i 600 meters højde, er resterne af det, der engang må have været en imponerende vulkan. I dag er det et fascinerende skovområde af gamle sten- og korkege, der udover en flok vildheste rummer spændende historiske seværdigheder. Det kan varmt anbefales at leje en cykel for at udforske plateauet. Stop for at nyde udsigter ude langs kanten eller find en lysning blandt de gamle, krogede træer til en frokost i det grønne. Du skal naturligvis også en tur forbi nogle af de spor tidligere tiders befolkninger har sat her. Det inkluderer den Capannone nuragico di Madagui, en ruinby der ligger ude ved plateauets kant med flot udsigt ned mod Gesturi.

Afslappet landsbystemning

Selve Gesturi er også en by, som emmer af historie. Her snor smalle gader sig mellem charmerende rustikke huse, hvor især kirkerne fra det 16. og 17. århundrede vidner om byens lange historie. I dag er en rejse til Gesturi en god mulighed for at opleve et andet, mere autentisk landsbyliv på Sardinien end det, du finder ude i kystens badebyer. Til sammenligning er atmosfæren meget fredelig i Gesturi, hvor livet går sin vante gang.

Der er nogle få, men gode spisesteder i byen og et apotek. Men forvent ikke et egentligt forretningsliv og supermarkeder her. Hvis du har brug for at handle i løbet af ferien, er det derfor en fordel at bestille en lejebil sammen med rejsen til Gesturi. Så kan du desuden lettere tage på udflugter fra byen, som der er rig mulighed for. Start dog gerne med at besøge byens eget museum, Museo della Giara. Det er ikke stort, men rigt på oplysninger om øens historie og områdets natur.

Gesturi er bare én af talrige stemningsfulde landsbyer, du finder på det centrale Sardinien. Det er derfor oplagt at bruge ferien på at udforske øens hjerte, der udover landsbyerne også rummer mange andre smukke naturområder og historiske seværdigheder. Med en bil kan du på en rejse til Gesturi derudover også sagtens køre en tur ud til kystens flotte strande og hyggelige fiskerbyer. Øens hovedstad, Cagliari, er også inden for din rækkevidde (ca. 70 km) med spændende seværdigheder og et rigt kulturliv, som inkluderer butikker og restauranter.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Gesturi