Rejser til Sardinien

Da vorherre var færdig med at skabe jorden, stod han tilbage med en håndfuld rester af alt, hvad han havde brugt til sit skaberværk. Han smed den i vandet ud for den italienske vestkyst og ud af dette rejste Sardinien sig op af havet. Velkommen til Sardinien med Escapeaway, vi er specialister i rejser til Sardinien i Italien, hvor du bor på håndplukkede hoteller eller i ferieboliger på din ferie.

Når du spørger en sarder, hvad der er specielt ved Sardinien i forhold til de andre italienske regioner, vil du med stor sikkerhed på et eller andet tidspunkt få fortalt denne meget smukke, men også sigende allegori, for Sardinien er i sandhed rig på variationer og kontraster. En rejse til Sardinien er en oplevelse af Italien på en helt anden måde.

Sardinien er uberørt og uspoleret...

Uberørt fordi du her stadig kan køre gennem bjergene og på lange strækninger kun møde synet af naturen, klipperne og skovene. Uspoleret fordi Sardinien i høj udstrækning ikke har været udsat for de massive turistbooms, som mange af de andre middelhavsøer har. Der er blandt andet gjort meget ud af at bevare den kystnære natur, hvor det mest iøjnefaldende er, at arkitekturen i høj grad falder i ét med naturen. Du ser (heldigvis) ikke mange store og høje hoteller, som rager op langs kysterne, og personligt synes jeg, det er herligt for en gangs skyld at komme til Sydeuropa, uden at se en natur, som er blevet ødelagt af en konstant jagt på flere værelser, flere hoteller og flere turister.

Og så er Sardinien rig... Rig på kontraster, variationer, gastronomi, kultur, historie og ikke mindst nogle helt fantastiske kyststrækninger.

Men først lidt facts

På italiensk er navnet Sardegna, og her bor faktisk godt 1,6 mio. mennesker. Historisk har Sardinien været et kongedømme, som i helt klassisk middelalderstil har skiftet størrelse, på trods af sin status som en ø - tidligere hørte en del af fastlandet nemlig til Sardinien. Da Italien i 1861 blev samlet som en stat, var det den sardiske konge, som blev monark for det nye land. Indflydelsen fra andre kulturer er tydelig, og øen har da også været besat og hersket af både fønikere og romere, ligesom det har hørt under både Genova, Pisa og Kartago. Hovedbyen hedder Cagliari, hvor der sidder et delvist selvstyrende parlament, under ledelse af en præsident.

Strand og natur á la carte

Sardinien er i høj grad kendt for sine strande og det karakteristiske turkisblå vand. Det er sjældent, at jeg har set strande i så mange variationer ét sted. Og så endda med så korte afstande imellem dem. Du finder dem både kilometerlange og i små bugter omgivet af klipper, hvor du - hvis du er heldig, kan ligge uforstyrret for dig selv på din egen lille "private strand" en hel dag. Èn af de kyststrækninger jeg især kan fremhæve, er Costa Smeralda på den nordlige del Sardinien, hvor du også finder en række af vores hideaways. Costa Smeralda er nok Sardiniens svar på den franske riviera, og derfor et meget eksklusivt område, hvor byen Porto Cervo udgør samlingspunktet for store yachter, eksklusive butikker og fornemme restauranter.

Naturen viser sig fra din mest fabelagtige side, når man rejser til Sardinien, og det gælder ikke kun kysterne. Selv kører jeg gerne væk fra kysten så snart jeg kan slippe af sted med det, og jeg vil anbefale enhver at gøre det samme. Både for at opleve de imponerende bjerglandskaber og den lokale kolorit, som findes i de små landsbyer, som ind imellem forekommer mig at være helt uberørte af tiden og udviklingen omkring sig. Kører du i bjergene er det f.eks. ikke et særsyn med får, køer og heste på vejene, og der skal holdes tilbage, for det er stadig dyrene, som har ”forkørselsret”.

Maden og vinen er naturligvis også en af Sardiniens helt store attraktioner. Vi er trods alt stadig i Italien. Selvfølgelig har Sardinien sine helt egne specialiteter, og modsat hvad jeg troede, så er det ikke fisk- og skaldyrsretter som øen er kendt for, men kødretter i mange spændende variationer. Du får italiensk mad af meget høj klasse, og vinen kan sagtens måle sig med mange af de italienske vine fra fastlandet og Sicilien for den s(m)ags skyld.

Småt er godt … 

…men det kan stort nu også være, hvilket det er i dette tilfælde. Sardinien er Middelhavets næststørste ø, kun overgået af Sicilien, så det er et rejsemål, som du ikke når at udforske til fulde på hverken en uge eller fjorten dage. Det skal du dog ikke lade dig skræmme af, for har du rejst til Sardinien mere end én gang, så er det værste, der kan ske sandsynligvis, at du får lyst til at vende tilbage igen og igen.

Hvor skal man bo på Sardinien?

Når du rejser til Sardinien, kan du godt sætte dine forventninger op. Kender du ikke øen i forvejen, vil du finde ud af, at den er meget forskelligartet, stærkt kuperet og også lidt kringlet. Vi har samlet 25 lækre hideaways til dig, primært på den nordlige del af Sardinien. Så hvis du spørger os, hvor man skal bo på Sardinien, så vil vi anbefale området på nordkysten mellem Olbia og Capo D'orso, eller på den østlige side omkring Arbatax - hvis man da ikke er til mere rurale oplevelser i den centrale del af Sardinien.

Escapeaway er din garanti for et godt hotel på Sardinien - vi har været der, vi har udvalgt dem, og vi opdaterer ratings i forhold til vore gæsters oplevelser. Vi tilbyder ikke charter til Sardinien, men du kan rejse til Sardinien fra Billund, Aalborg, Aarhus, København eller Hamburg med rutefly - evt. med skift undervejs. Du har mulighed for at booke en enkelt overnatning det ene sted, og flere overnatninger det andet - alt er fleksibelt og tilpasset dig.

Har du spørgsmål til vores rejser til Sardinien eller vil have et godt tip om valg af hotel på Sardinien er du altid velkommen til at kontakte os. Jeg vil ønske dig en rigtig god ferie på Sardinien med Escapeaway.

Hilsen, Mikkel

>> Læs også om rejser til Korsika
>> Læs også om rejser til Alghero

Rejsemål på Sardinien

Rejsemål på Sardinien

  • Gæstebedømmelser 8,7
    Alghero
    6 hoteller
    Alghero er en af Sardiniens smukkeste og mest interessante byer. Det er ikke uden grund, at den undertiden kaldes for "Italiens Barcelona". Her får du således samme kombination af et hyggeligt middelaldercentrum og nem adgang til flotte badestrande.
  • Gæstebedømmelser 9,1
    Baja Sardinia
    4 hoteller
    Længes du efter en afslappende ferie med sol og god mad er Baja Sardinia på den nordlige del af øen det perfekte rejsemål. Slap af i sandet ved den smukke, lille vigs krystalklare vand eller udforsk dine omgivelser, som inkluderer verdenskendte ... Porto Cervo. Læs mere
  • Porto Cervo
    4 hoteller
    Hovedbyen på den berømte Costa Smeralda tiltrækker jetsetet og overdådige yachts med sine elegante butikker, restauranter, natteliv og ikke mindst fantastiske strande. Porto Cervo er dog de senere år blevet mere tilgængelig for os "almindelige" ... ferierejsende. Læs mere
  • Gæstebedømmelser 7,6
    Arbatax
    3 hoteller
    Arbatax ligger omtrent midt på Sardiniens østkyst ved Capo Bellavista-halvøen. Yderst på halvøen kan du bade i det krystalklare hav fra de smukke, rødlige klipper, mens der længere inde tæt på byen er lange sandstrande. Fra den byens havn afgår turbåde.
  • Gæstebedømmelser 8,4
    Arzachena
    3 hoteller
    Der er flere interessante seværdigheder nær Arzachena, ligesom byens smalle gader og torve med butikker, restauranter og barer er værd at udforske. Den lille by er desuden et glimrende udgangspunkt for ture ud til det azurblå hav og den berømte ... Costa Smeralda. Læs mere
  • Cala Gonone
    3 hoteller
    De fantastiske strande for foden af grønne bjerge har gjort Cala Gonone til et yndet rejsemål på Sardinien. Det tidligere fiskerleje har dog formået at bevare sin charme en livlig strandpromenade, hyggelige butikker, restauranter og lystbådehavnen.

Populære hoteller på Sardinien

Italien, Sardinien, Golfo Aranci
  • Nærmeste lufthavn: 19 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi
Italien, Sardinien, Baja Sardinia
  • Nærmeste lufthavn: 39 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi
Italien, Sardinien, Cannigione
  • Nærmeste lufthavn: 31 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi

Seværdigheder

Sardinien byder blandt andet på en blanding af enestående natur, herunder et væld af skønne bugter og strande, en mystisk forhistorie, der skimtes i de berømte nuragh-tårne, og den charmerende hovedby Cagliari.

Du kan i det følgende læse om et par af de seværdigheder, som jeg anbefaler dig at opleve på din rejse til Sardinien.

Parco Nazionale dell'Arcipelago di La Maddalena

En af Sardiniens tre skønne naturparker er La Maddalena Archipelago Nationalpark, som er et unikt, beskyttet, geo-marint område, der består af en gruppe øer beliggende ved den nordøstlige del af Gallura-kysten, i strædet mellem Sardinien og Korsika (kendt under navnet Bocche di Bonifacio).

Alle øerne - bortset fra øen La Maddalena, der har en befolkning på omkring 12.000 indbyggere - er enten fuldstændig øde eller spættet med små bebyggelser, såsom det er tilfældet på Caprera og Santa Maria. Nationalparken dækker et areal på mere end 12.000 hektarer og 180 kilometers kystlinje.

Læs mere om La Maddalena Archipelago hos UNESCO

Cala Goloritzé

Cala Goloritzé, der ligger ved byen Baunei i den sydlige del af Orosei-bugten i provinsen Ogliastra på den østlige del af øen, er én af Sardiniens smukkeste og mest maleriske strande. Stranden former en naturlig og yndefuld bue og består af sand og hvide småsten, der danner en skøn kontrast til det grønne og turkisfarvede vand.

Stranden, der blev erklæret for sardinsk natur-monument i 1993, og italiensk “national-monument” i 1995, er også berømt for sine omgivende kalkstens-klipper med tinder (det højeste på 140 meter), sprækker, buer og enkelte grotter.

Siden 2007 har det været forbudt at nærme sig stranden tættere end 200 meter fra havet i motorbåd for at beskytte den mod forurening og larmende turister.

Su Nuraxi di Barumini

Su Nuraxi di Barumini, som ligger på et højdedrag ved den lille by Barumini på den sydligt-centrale del af øen, er et af de mest spektakulære eksempler på Sardiniens berømte arkæologiske fænomen kaldet nuragh, som er et kegleformet tårn bygget af sten, der samtidigt danner et kuppelformet rum.

Der findes mellem 7000 og 8000 af sådanne tårne på Sardinien og de fleste er mellem 3000-4000 år gamle. Man ved ikke med sikkerhed, hvad de ejendommelige - og uden for Sardinien ukendte - tårne har været brugt til, men man mener, at de både kan være blevet brugt til fæstning, bolig - og måske som helligdom.

Læs også: De mystiske tårne på Sardinien

Nuraghen ved Barumini menes at stamme fra 1500 f.Kr. og er omgivet af en mur med syv store tårne og en række mindre huse, som tilsammen danner det største nuragh-kompleks på Sardinien. Det blev i 1997 erklæret for kulturel verdensarv af UNESCO.

Læs mere om Su Nuraxi de Barumini

Cagliari

Cagliari - der kaldes for Casteddu  ("slot") på sardisk - er Sardiniens smukke og charmerende hovedby og øens kulturelle, kommercielle og politiske centrum. Under byens fundament kan der dateres bygninger hele 5000 år tilbage i (for)historien og i nyere tid har byen været genstand for karthagere, byzantinere, romere og spanske habsburgere - for blot at nævne nogle af de mange fremmed folkeslag, der har formet byen gennem dens lange historie.

Endnu idag er der spor af disse forsvundne civilisationer i form af et karthagisk nekropolis, et romersk amfiteater, en byzantinsk basilika, og store fæstningsværker fra dengang, hvor de spanske habsburgere var det vestlige Middelhavs imperiale herskere.

En otte-kilometer lang sandstrand, de varme, tørre somre og milde vintre, og en gastronomi, der skiller sig ud med sine egne fiskeretter fra det omkringliggende hav, gør byen til et attraktivt rejsemål året rundt.

Information

Jeg har her samlet nogle få fakta og informationer om Sardinien til din ferie, såsom de vigtigste byer, øens provinser, klima, natur m.m. Hvis du har lyst til at læse endnu mere om Sardinien, så vil jeg anbefale dig at læse vores artikler på vores rejse-blog med indlæg om emner som mad og vin, kultur, natur, historie, seværdigheder, forslag til dagsudflugter - og ikke mindst oplevelser fra vores egne rejser til Sardinien.

Provinser

Sardinien er én af Italiens fem autonome regioner sammen med Valle d'Aosta, Trentino-Alto Adige/Sydtyrol, Friuli Venezia Giulia og Sicilien. Regionen har en forfatningslov, der giver den ret til at vedtage egne love på en lang række områder, og til at udføre administrative funktioner på disse områder.

Indtil 2005 havde Sardinien fire provinser, som var følgende: Cagliari, Nuoro, Oristano, og Sassari. Men i 2005 vedtog det regionale selvstyre at indføre fire nye ekstra provinser, som er Carbonia-Iglesias, Medio Campidano, Ogliastra, og Olbia-Tempio.

Af disse nu i alt 8 provinser er Cagliari - beliggende på den sydøstlige del af øen - den største, både hvad angår areal og befolkningsantal med sine ca. 660.000 indbyggere og sine 4570 kvadratkilometer. Den befolkningsmæssigt klart mindste provins på Sardinien er Ogliastra - beliggende på den østlige del af øen - med sine kun lidt over 58. 000 indbyggere, mens den arealmæssigt mindste provins på Sardinien er Carbonia Iglesias på den sydvestlige del af øen.

Byer

De vigtigste byer på Sardinien er Cagliari, Sassari, Quartu Sant´Elena, Olbia, Alghero, Nuoro, Oristano, Selargius, Carbonia, og Iglesias, hvoraf en del af byerne har givet navn til Sardiniens provinser (som kan ses ovenfor).

Af disse byer er Cagliari - eller Casteddu, som den kaldes på sardisk - den største med omkring 150.000 indbyggere og samtidig øens hovedstad. Byen har én af Middelhavets største havne, en international lufthavn, en status som én af Italiens 110 rigeste byer, og er uden sammenligning øens økonomiske, kulturelle og politiske centrum.

Den andenstørste by på Sardinien, Sassari, beliggende på den nordvestlige del af øen, er ikke bare en af de ældste byer på øen, men også - med sine 125.000 indbyggere - det økonomiske, kulturelle og politiske centrum på den nordlige del af øen. Byen er desuden kendt for sin rige kunstneriske og kulturelle arv, som skyldes dens alliancer med forskellige europæiske republikker, unioner og bystater gennem historien, der bragte den nogle af datidens mest betydningsfulde kulturelle strømninger i middelalderen og renæssancen.

Klima og vejr

Sardinien har et typisk middelhavsklima ved kyster og i de flade områder på øen, f.eks. sletter og let bakket terræn, med milde vintre og tørre, varme somre, mens der er et kontinentalt klima med større variation i temperaturer og mere nedbør i bjergområder, dale og på plateauerne.

Der er hele 135 dage med sol på Sardinien med sommermånederne juni, juli og august som de måneder, hvor der naturligvis er flest soltimer; 10 daglige soltimer i juni og august og 12 daglie soltimer i juli. December og januar er de måneder med laveste antal gennemsnitlige soltimer med 4 soltimer pr. dag.

Juli måned er den mindst regnfulde måned, mens vintermånederne november, december, januar, februar og marts er de mest regnfulde.

Måneden med den højeste gennemsnitstemperatur på Sardinien er august med 25 grader, efterfulgt af juli med 24 grader og - måske lidt overraskende - september med 22 grader. Den koldeste måned er januar med en gennemsnitstemperatur på 10 grader, efterfulgt af december og februar med gennemsnitligt 11 grader.

For de bade-lystne er det månederne august, september og juli, der er de bedste, med henholdsvis 25 grader i hav-temperatur i august og gennemsnitligt 23 grader i september og juli.

Om sommeren kan der undertiden komme tordenvejr, mens efterårets lavtryk kan skabe cykloner. Den berømte, eller berygtede, Mistral-vind, fra det sydøstlige Frankrig, kan undertiden ramme Sardinien i efteråret og om vinteren.

Sprog

Selvom rigs-italiensk bruges i de fleste officielle sammenhænge på Sardinien, så tales det lokale sprog sardisk stadig af hovedparten af den sardinske befolkning, der i praksis er tosprogede, og sardisk har desuden været anerkendt af den italienske stat som officielt sprog på øen sammen med italiensk siden 1997.

Sardisk er et romansk sprog, og dermed af latinsk oprindelse, men med indflydelse fra etruskisk, catalansk, spansk og paleo-sardinsk, også kaldet nuragisk, der er et præ-indoeuropæisk sprog, som menes at være talt før latin blev hovedsproget på øen i det tredje århundrede e.Kr., og hvis oprindelse er ukendt (muligvis beslægtet med baskisk, der også er et præ-indoeuropæisk sprog).

Sproget har idag tre forskellige dialekter, gadduresu, logudoreso og campidanesu, som muligvis er af henholdsvis iberisk, ligurisk og berbisk oprindelse, og dermed afspejler nogle af de forskellige kulturelle påvirkninger, øen har været udsat for gennem historien.

Natur

Sardiniens natur er præget af de 1859 kilometers kyst som øen - som den andenstørste ø i Middelhavet - besidder. I den indre del af øen gør en række højlands-landskaber (af basalt, dolomit, skifer og sandsten) sig gældende, foruden en række bjergkæder, såsom Monte Limbara, der når op til 1362 meters højde, Mone Albo, der når op til 1057 meters højde, Monte Linas, der når op til 1236 meters højde - og den højeste bjergkæde af dem alle, Punta La Marmora, på 1834 meter. Øen besidder desuden hele 54 kunstige søer (den eneste naturlige ferskvandssø er Lago di Baratz).

Sardinien har hele tre nationalparker, Asinara, Arcipelago di La Maddalena og Gennargentu og ti regionale parker, foruden 60 vildtlivs-reservater og en geomineralsk park, som er beskyttet af UNESCO. Tilsammen er hele 25% af Sardiniens natur fredet, svarende til 600.000 hektarer.

Øen har også et særdeles varieret - og undertiden meget sjældent - dyreliv, som f.eks. den sardinske vildkat (kaldet den afrikanske vildkat på dansk), Sarcidano-hesten, den sardinske langørede flagermus (den eneste langørede art fundet i Europa), Middelhavsmunkesælen (hvoraf der kun findes 600 individer på verdensplan), den sardinske ræv, den uægte karettskildpadde, samt grøn havskildpadde, kongeørn, vandrefalk, Eleonora-falk, stor flamingo - og mange flere.

Sardinien har et væld af vidunderlige strande, hvoraf en del er mere velbesøgte end andre, og nogle kan kun nås fra havsiden. En af de mest besøgte strande er La Pelosa på øens nordvestlige side. Det er en vidunderlig strand, som virkelig også er et besøg værd. Men på grund af sin popularitet, er myndighederne nu bange for, at stranden vil blive ødelagt, og derfor kommer de til at indføre en mindre dagsafgift for på den måde at forsøge at beskytte stranden ved at begrænse antallet af besøgende.

Mere information om Sardinien

På de nedenstående eksterne links kan du finde mere information om Sardinien til din ferie. Foruden Google og Bing anbefaler jeg følgende eksterne informationskilder:

Det lokale turistkontor på Sardinien

Wikipedia om Sardinien

Hvad siger gæsterne på Sardinien?

8,4
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 193 anmeldelser