Rejser til Donnalucata

Donnalucata er en lille fiskerby på det sydlige Sicilien. Takket være dens to lange strande, Ponente og Micenci, er den med tiden er blevet et populært rejsemål. Historisk har byen dog først og fremmest haft betydning som den naturlige havn for den større naboby Scicli, der ligger omkring 8 kilometer inde i baglandet. Af samme grund var Donnalucata i den arabiske periode kendt som Marsa Sikla, dvs. Scicli-havnen.

Der er naturligvis sket meget siden Donnalucata blev grundlagt i det 11. århundrede. Særligt ud langs kysten er der skudt nye ferieboliger op, men du fornemmer tydeligt byens lange historie. Nede ved den lille havn vil også stadig se en del små fiskerbåde, som vidner om, at det ikke kun er turismen byen lever af. Selvom du ikke har brug for at handle ind, er det også interessant at se udvalget hos de små fiskehandlere, som har interimistiske boder her.

Familievenlige sandstrande

Strandene består af fint gyldent sand. Vandet er lavt, så de fleste steder skal du gå et stykke ud for at komme under. Har du børn med på rejsen til Donnalucata, kan I derfor glæde jer til at nyde det afslappende strandliv sammen. De familievenlige strande er velorganiserede med brusere og udlejning af solsenge, hvis du ikke blot vil brede et håndklæde ud på sandet. Der er også mulighed for at leje udstyr til forskellige former for vandsport. Der blæse ofte en frisk brise ved denne kyst, så her er for eksempel gode muligheder for at prøve kræfter med kite- eller windsurfing.

Både nede langs vandet og længere oppe i byen finder du et fint udvalg af restauranter, hvor især fiskeretterne kan anbefales, og barer, som også ofte serverer småretter eller morgenmad. Har du været tidligt oppe for at spadsere en tur langs vandkanten og se fiskerne komme ind med forsyninger til boderne ved havnen, kan du for eksempel slå dig ned på en bar for at få en "colazione italiana" (italiensk morgenmad) bestående af en cappuccino med en frisk cornetto (en slags croissant). Donnalucata er desuden stor nok til at have tilstrækkelig med supermarkeder og andre butikker til at dække rejsens daglige behov.  

Nær Siciliens berømte barokbyer

Det afslappende strandliv, som du kan nyde på en rejse til Donnalucata, er meget tillokkende. Det vil dog være en skam ikke at udforske mere af området, når du holder ferie her. Nærliggende Scicli er tidligere blevet kåret til en af de mest romantiske byer i Italien. Det er da også en meget stemningsfuld by, hvis gågader mellem smukke gamle bygninger præget af den barokke arkitektur fra slutningen af 1600-tallet, som denne del af Sicilien er berømt for. Det er ligeledes oplagt at bruge nogle dage på at opleve områdets øvrige baraokbyer som Noto, Ragusa og Modica.

De nærliggende seværdigheder betyder, at du også sagtens kan bestille en rejse til Donnalucata uden for de mest populære sommermåneder. Takket være det milde, solrige middelhavsklima kan du desuden nyde en lun dukkert i det klare hav langt hen i sensommeren.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Donnalucata