Rejser til Nebrodi-bjergene

Bo ved havet i Siciliens grønneste område

Sicilien er en ø, der byder på mange kontraster. De fleste rejsende forestiller sig et tørt landskab og ulidelig varme, indtil de kommer til Nebrodi-bjergene og må sande, at Sicilien også kan være lige omvendt.

Siciliens største naturpark

Nebrodi-bjergene, der med deres 86.000 hektarer danner øens største naturpark, byder på store søer, bække og mindre floder, grønne skråninger med stedsegrønne træer og et naturligt afkølet klima med en friskhed om natten og sommerens varme i dagstimerne.

Frodige og naturskønne omgivelser

Her vil du finde olivenplantager på de fleste skråninger, og jo højere du kommer op jo mere tager nøddetræer og kastanjetræer over. Området nede ved vandet er præget af appelsinplantager, som nærmest vokser vildt og er overladt til sig selv, da området er rigt på vandområder.

Fra strand til tinder

Du vil på få kilometre opleve, at du kan køre fra de dejlige strande ved nordkysten til høj tinder, der når helt op til over 1800 meters højde (Monte Soro) eller bjergmassivet Rocche del Crasto ved Alcara li Fusi, hvor gribbe og ørne svæver i rundt i luftlagene.

Rigt dyreliv

I skovene er det ikke ualmindeligt at møde ræve, hulepindsvin, stinkdyr, heste, sorte grise (den særlige art af Nebrodis sorte gris er en art, der er meget værdsat i madlavningskunsten) og rådyr - faktisk stammer betegnelsen Nebrodi fra det græske ord nebros, der betyder rådyr.

Behageligt klima, selv om sommeren

Besøger du området om sommeren, vil du opdage, at det behagelige klima gør, at aircondition ofte er unødvendig, især hvis du vælger at bo på skråningerne, der vender mod havet. Tænk sig, at der i Nebrodi-skovene findes de sydligste taks-skove, som er et levn fra istiden (taks-skove er ellers typiske for de skandinaviske skove). Afhængig af årstiden kan det forekomme, at du det samme sted som du samler kastanjer om efteråret, også kan finde spiselige bananer eller avocadoer til påske. Og så vil du finde et utal af grøntsager gennem hele sommeren.

Mange mindre byer af meget forskellig oprindelse

I Nebrodi-bjergene finder du ingen større byer – de største byer som fx Capo d’Orlando og Patti har hver især et befolkningstal på ca. 15.000 indbyggere … og det er jo ingenting sammenlignet med storbyerne Palermo og Catania. Til gengæld er der en meget varieret arkitektur i byerne på bjergspidserne bag ved kysten, hvor adelsfamilier fra Palermo i sin tid søgte ly for den værste sommervarme, dengang aircondition ikke var opfundet og italienerne var underlagt kongen. Oplevelsen af byer som Naso og San Piero Patti, som har et arabisk islæt, er helt anderledes end middelalderlige Ficarra eller den franske koloni San Fratello, hvor der stadig den dag i dag tales oldfransk. Er du til antikken, så finder du et fornemt græske teater og ruiner af en romersk basilika ved Tindari (der findes også et par mindre romerske villaer, som vi ikke vurderer til at være strengt besøgsværdige, medmindre du virkeligt har en lidenskab for denne slags).

Udflugtsmål

Er du til aktiv ferie, vil du her finde mange muligheder for at vandre i naturen og få nogle fabelagtige udsigter over de Æoliske Øer, der rejser sig fra havet i horisonten – og du kan også besøge dem fra kysten og få en forsmag på et område, du kan besøge under næste ferie. Andre udflugter, som du nemt kan nå, når du bor i Nebrodi-bjergene, er vulkanen Etna og den sorte by Randazzo i retningen mod Catania samt den middelalderlige badeby Cefalù i retningen mod Palermo.

Nok Siciliens mindst besøgte område

Sidst men ikke mindst skal det siges, at dette er nok Siciliens mindst kendt område. Muligvis fordi de fleste turistruter på Sicilien er lagt i fodsporene af adelfamiliernes grand tour i Syditalien, da de rige familier siden 1400-tallet har sendt deres unge af sted for at beundre Italiens skønheder … eller fordi du her bor længst væk fra Siciliens lufthavne. Man kan komme hertil med tog, da der er togbane langs kysten, men i virkeligheden vil du opleve området bedst i bil. De fleste steder vil du slet ikke blive betragtet som en turist, men som en rejsende eller som en gæst. Der findes ikke enorme feriecentre eller hoteller, hvilket gør, at du nemmere vil være i kontakt med lokalkulturen.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Nebrodi-bjergene