Palermos mumiekælder

Convento dei Cappucini

Mange finder formentlig den sicilianske tradition med at balsamere de døde og lade dem ligge (eller hænge) fremme lidt anstødelig. Man skal tage det som det er, ikke noget der er gjort for at lokke turister til, men et tegn på den stærke dødskult i dette knap nok italienske land. Der er kældre med disse udstillede mumier flere steder på Sicilien, men langt den største er her i Palermo, i cappucinerklostret i byens vestlige udkant.

Ud af byen og så til højre

Cappuciner-klostret med dens makabre dødesal i undergrunden ligger afsides i forhold til centrum. Hvis man vælger at bruge en lille time på at gå fra centrum hertil, får man i tilgift Palermos gadeliv og kvarterliv med for fuld skrue. Man skal arbejde sig ud af byen i et trafikalt inferno og så dreje til højre. Når man er kommet frem, er der ikke noget med, at man skal gennem klostret for at nå det, man kom for. Det her er forretning. Turisterne losses lige ned til massegraven i kælderen, omkring 30 trin. Men det er ikke en massegrav. Det er en velordnet dødebolig, alle kroppene har numre, et løbenummer og et nummer for hvilken sektion de hører til. Der er økonomiseret med pladsen. Nicherne står tæt. De fleste nicher er små. Enkelte døde, der var over den sicilanske normalhøjde, hænger underligt ud med benene og forstyrrer nicherne nedenunder. Andre ligger på hylder, synlige men lidt mere anonyme. Enkelte ligger bare i kister. Det hele er meget systematisk. Én afdeling med kvinder, en med børn, en med ”professione”, det er mænd med et ærværdigt erhverv. Her er f.eks. adskillige dottorer og nogle kaptajner fra den bourbonske hær (1800-tallet) med uniform og trekantede hatte.

Velbevarede klæder

Klæderne er ofte mere velbevarede end kroppene, men som regel har de mistet farven. Nogle kvinders kjoler står endnu i blåt eller rødt. Enkelte mænd hænger i deres stribede jakker og en enkelt ung mand i en ternet jakke – en dandy der døde før tiden…. Den lille pige fra 1924 med yndige hårlokker, der synes at have gået på gaden i går, vil til gengæld nok give de fleste danskere en klam fornemmelse. Hun er kommet til på dispensation, efter at skikken blev forbudt. Hun virker på den ene side kunstig, og den særlige frehævelse af hende på den anden side lidt poppet og anstødelig.

Lystslottet La Ziza

Og når man nu er i den ende af byen bør man næsten se det yndefulde lystslot La Ziza fra normannertiden omkring år 1100. Det er både arabisk og græsk inspireret, desværre ikke længere med de vandanlæg, der oprindelig var her.

Kvarteret udenfor La Ziza

Er en forstad, hvor der er nogle større boligblokke, men det meste af det er typisk Palermo. To- og treetagers huse, hektiske piazzaer, masser af vasketøj og graffitti. Ingen byplanlægning overhovedet. Er man sulten og vil spise sammen med palermitanerne og i øvrigt ikke har noget mod fisk og skaldyr, ligger her i bunden af via Zisa Restaurant Fernando III. Den er uanseligt set udefra, meget stor indenfor. Der er intet spisekort, fatter dirigerer, men man kan bede om det meste, hvis man kan afbryde hans talestrøm. Man kan også komme til at bestille en hel del, man ikke ønsker sig, hvis ikke man siger tydeligt fra. Ved et andet bord kan man måske opleve en flok mænd spise igennem, det ene fad efter det andet med muslinger, frittede blæksprutter, flere muslinger, en hel kogt kæm-peblæksprutte. De spiser først armene, to hver, til sidst deler il capo spruttens hoved, og de kaster sig over det. Og så er de kommet til pastaen …