Vucciria

Hvis du har været i Arabien, og her mener vi det rigtige Arabien, ikke en badeby, vil du nikke genkendende til stemningen på dette centrale fødevaremarked i Palermo. Vi befinder os midt i byen, og du skal ikke fjerne dig mange meter, før du møder smarte tøjbutikker, banker og alt det andet, der hører en moderne storby til. Men så længe du er på La Vucciria, synes tiden at være stået stille de sidste mange, mange år.

Kaotisk og alligevel fascinerende

Fra boderne sælges der grøntsager, frugt, fisk, kød (hvilket er særdeles passende, da navnet stammer fra franske boucherie, der jo betyder slagteri), kryderier og meget mere. Her er kaotisk, her er beskidt, og her er uendelig fascinerende: Tænk at noget sådant kan overleve midt i den pulserende storby! På den lille centrale plads, hvor al aktivitet synes at mødes og udgå fra, vil du ofte kunne købe sandwiches fra en lille ambulant bod, et pragtfuldt og helt igennem autentisk måltid. Du kan også spise på en af de få restauranter på markedet.

Anbefalinger

Vi kan anbefale Il Maestro del Brodo, engang et simpelt folkekøkken, nu en restaurant med god mad og rimelige priser (og mange lokale gæster). Hvis La Vucciria falder i din smag, men du finder det lidt for besøgt af andre udlændinge, skal du prøve en af byens andre gademarkeder som fx Ballarò, der er langt større, langt mere originalt og så godt som turistfrit.