Tag med Escapeaway på en Aktiv ferie i Toscana

Nyd en aktiv ferie i utrolige Toscana

Toscana anses af mange som essensen af Italien, og den bakkede regions alsidige og rige natur kan opleves på mange måder. For dem, der ikke vil tage til takke med at sidde og beundre landskabet med et godt glas vin i hånden, byder Toscana på adskillige muligheder for en aktiv ferie, hvor man kan mærke de mange landskabstyper på egen krop.

Glæd dig derfor til at indtage parken Parco delle Alpi Apuane, eller det frodige Garfagnana, hvor marmorbjerge, naturlige kilder, smukke grotter, frodig natur og et rigt dyreliv indbyder til trekking og nye oplevelser. Man kan også cykle i de bløde toscanske bakker eller i det mere bjergrige terræn, spille golf, stå på ski, nyde landskaberne fra hesteryg, udforske den nyeste gren på det adrenalinsprøjtende aktivitets-træ: canyoning - ja listen er uendelig for friluftsmennesket. Toscana byder på alt!

Vandreferie i Toscana

Stik fødderne i et par solide vandresko, tag en flaske vand under armen - så er du klar til at indtage Toscana til fods. Denne smukke region er en fryd at vandre i. Du kan selvsagt til hver tid vandre i det landskab, du finder i omegnen af din feriebolig. Specielt hvis du bor på en agriturismo eller en anden form for indkvartering på landet, er dette oplagt. Du vil få mange gode timer til at gå i det ofte ganske overraskende uspolerede Toscanas kuperede og billedskønne terræn.

Alpe-vandring i Toscana? Ja – af den smukkeste slags
Er du ikke bange for at få lidt sved på panden, men til gengæld opleve nogle af de smukkeste bjergomgivelser, du kan forestille dig, så overvej en vandretur i Parco delle Alpi Apuane. Der er ikke mange, der lige tænker over, at Toscana faktisk er hjemregion for to bjergkæder, der begge troner i en højde på op til 2.000 meter over havoverfladen.

Mod nord-vest ligger den lille, men vilde og naturskønne kyst-bjergkæde Alpi Apuane. Denne kæde er et af de mest unikke og uspolerede områder i Italien, med en utrolig variation i landskaber og natur. Herfra kan du få smukke og enestående minder med hjem i kufferten, og der er mange forskellige muligheder for at følge panoramiske ruter på din vandretur.

På din rejse til Toscana kan du opleve Brunello-ruten
Hvis du søger en mere klassisk, toskansk oplevelse, kan vi blandt andet anbefale dig at vandre langs med Brunello-ruten. Denne rute er lidt krævende, da der er en del stigninger undervejs (dog langtfra så voldsomt som i bjergene). Til gengæld kommer du helt tæt på nogle af de mest berømte vingårde i verden. Som om det ikke er nok, ender du endda i den smukke by Montalcino, som er omgærdet af mure. Du starter i Torrenieri, og går mod vest i retning af bakketop-landsbyen, som du kan se nogle kilometer længere fremme. På din vej vil du gå forbi mange charmerende, gamle gårde – nogle forladte, andre restaurerede og i fuld vigør som vinproducenter. Dette er virkelig en rute, der giver dig mulighed for at indsnuse essensen af Toscana.

Ø-vandring på Isola del Giglio
Når man tænker på, hvor berømt Toscana er, er det egentlig utroligt, at vinregionen stadig rummer skatte, som mange ikke har hørt om. Ovenfor fortalte vi dig om de vilde alper – og hvad mere forbinder man ikke normalt med Toscana? Øer er nok ikke lige det, de fleste i første omgang tænker på, når de hører ordet ”Toscana”.

Men et af de dejligste steder, du kan vandre I Toscana, er faktisk netop på en ø, nemlig Isola del Giglio. Her kan både store og små være med, da det er nemt at komme rundt til fods på øen. Her er ikke ligefrem overrendt: Kun ca. 1.400 mennesker bebor den skønne ø, hvor du kan nyde overvældende panoramaudsigter ved stort set hvert et skridt, du tager. Spis fantastisk mad fra havet i den lille, romerske havn, og smag dertil meget gerne på den lokalt producerede vin, Ansenica. Ud over et enormt udvalg af ældgamle vandreruter, der løber på kryds og tværs hen over øen, er der flere dejlige strande på Isola del Giglio.

Byvandring i Toscana
Der er ingen, der siger, at man skal okse rundt i bjergene eller bo langt ude på landet for at gøre vandring til en del af sin ferie-nydelse. De klassiske, historiske byer i Toscana som eksempelvis hovedbyen Firenze, charmerende Siena og uimodståelige Lucca er fantastiske steder at udforske til fods. Den ene seværdighed afløser den anden i disse fantastiske byer, som har været centre for højkultur i århundreder. Ikke mindst Lucca er særligt velegnet til mangt en god aftenstur, for den brede mur, der omgiver hele byen, er et populært sted at gå, ikke mindst blandt de lokale.

>>> Book ferielejlighed i Toscana her

Cykelferie i Toscana

Muren omkring Lucca fører os naturligt videre til næste emne, nemlig cykelferie. For muren er ikke kun for fodgængere – her er skam også plads til de tohjulede. Det er en temmelig unik oplevelse af cykle på en mur, hvis konstruktion begyndte helt tilbage i år 200 før Kristus. Så snyd ikke dig selv for dette, hvis du holder ferie i Lucca eller omegn og har din cykel med. Det er vist ikke helt forkert, når mange mener, at Lucca er på vej til at blive det nye sort inden for italienske byer – og det kan vi godt forstå her hos Escapeaway.

Tag cyklen fra Firenze til Siena gennem det ægte Toscana
Det er svært at beskrive mulighederne cykelferie i Toscana, da de stort set er uendelige. Kør-selv med bil fra Danmark med cyklerne og hav total frihed til at opleve Toscana på to hjul, hvor og hvornår du har lyst. Eller flyv til Pisa eller Firenze, tag en lejebil til dit feriested og lej cykler (visse af de feriesteder, som Escapeaway samarbejder med, tilbyder lån af cykler til deres gæster). Så er du klar til indtage dit nærområde på en sjov og motionsgivende måde.

Storbyferie og cykel-ferie er ikke enten-eller. Har du for eksempel overvejet, at to af de største by-oplevelser, Toscana byder på, nemlig Firenze og Siena, kan kombineres med en fantastisk cykeltur gennem Chianti-området? Kør fra Firenze i dit eget tempo gennem det helt klassiske Toscana, og nyd synet af de karakteristiske cypresser og oliventræer. På vejen kan du gøre holdt i de hyggelige Middelalderbyer San Donato og Castellina. Når du efter ca. 50 kilometers ridt på jernhesten ankommer til Siena, er du allerede fyldt op med smukke billeder på nethinden, men nu skal det virkelig smukke først til at begynde. Siena er blandt andet berømt for den historiske Piazza del Campo og sit imponerende rådhus.

>> Cykelferie i Italien? Læs mere her.

På rejse i vinland med cykel: Udforsk Chianti
Du behøver ikke at sigte efter Siena i en lige linje. Der er masser af bløde bakker rundt om Firenze, som er gode at cykle på for både store og små, hvis ambitionsniveauet holdes på hygge-planet. Er du vinelsker, kan det i høj grad anbefales af tage afstikkere ind i Chianti-land, opdage de små, landlige ruter og besøge nogle af de mange spændende vingårde, der ligger i området. At dykke ned i denne verdensberømte vinprovins er et eksempel på en aktivitet, der udføres allerbedst på cykel.

>> Mere om vinområdet Chianti finder du her

Casentino
Toscana har flere nationalparker, hvor du kan komme tæt på en særdeles varieret, spændende og vild natur. En af disse er Casentino-parken, som med fordel kan opleves fra cykelsadlen, ikke mindst, hvis du kører mountainbike. I dette uspolerede skovområde hersker et rigt dyreliv (visse steder lever der endog ulve og ørne), men du kan også finde mange interessante, historiske beviser på menneskets flere tusinde år gamle tilstedeværelse i den nærmest paradisiske skov. Casentino er også et godt sted at finde vandrestaven frem. Et vidunderligt sted, som du under alle omstændigheder vil have lyst til at kunne udforske i dit eget tempo.

Andre aktiviteter

Varme kilder i Toscana
Hvis det lyder lækket at lade dig synke ned i lunt vand, omgivet af Toscanas grønne bakker, så kan du dyppe dig i nogle af regionens naturlige, varme kilder. Dem er der mange af, spredt ud over hele Toscana; visse steder midt i den vilde natur, og andre steder er der med tiden blev tilknyttet kurbyer, hvor du kan nyde alskens afslappende SPA-behandlinger. De største og mest berømte varme kilder i Toscana – ja, faktisk i hele Italien – er de imponerende Saturnia-kilder, hvor du også kan få SPA-behandlinger i den nærliggende by.

Malerkurser og madlavningskurser i Toscana
Der er mange steder i Toscana, hvor du kan få undervisning og inspiration til gode timer tilbragt med pensel og staffeli, og hvor du kan lære at fremtrylle velsmagende italienske retter med et lækkert toskansk twist. Det gælder for eksempel visse sprogskoler, restauranter, hoteller, agriturismo´er og der er selvfølgelig også privatlærere, der tilbyder at dele deres viden og erfaringer med dig mod timebetaling.

Lav research inden du bestiller rejsen, spørg dig for lokalt på dit feriested og endelig må du til hver en tid ringe til Escapeaway og tale med en af vores Italiens-eksperter, som kan give dig råd om dine muligheder for at dyrke forskellige aktiviteter i Toscana.

>> På Escapeaway.dk finder du rejser til hele Italien

>> Læs mere om aktiv ferie