Camaldoliklosteret

Camaldoliklosteret og eremitboligen er beliggende inde i Nationalparken Parco Nazionale delle Foreste Casentinesi med få kilometers afstand, og byen Camaldoli er opstået omkring klosteret.

Eremitboligen, hvor munkene bor, når de ønsker at isolere sig fuldstændigt, er omgivet af en mur og inde i gården finder man gæstefløjen, stifteren Skt. Romualdos celle, samt kirken med værker af Vasari. Munkene lever i dag i deres celler afsondret fra besøgsområderne. På klosteret ses hospitalet eller gæstefløjen, det gamle apotek og laboratorium, hvor munkene fremstillede medicin af planter og rødder, foruden kirken.

Historien

Historien bag Camaldoliklosteret begynder med Skt. Romualdo, der er benediktinermunk fra Ravenna. Under en rejse omkring år 1012 til klosteret Badia di Santa Trinità, der er beliggende på toppen af Pratomagno, gør han holdt i en lysning ikke langt fra Appenninernes bjergkam. Her fascineres han af skovens skønhed, der hersker omkring ham som i ensom majestæt. Inspireret af den konkrete mulighed for at opføre et tilflugtssted for pilgrimmene og de vejfarende, beslutter han sig for at opføre en bolig i lysningen. Eremitboligen indvies i 1027, hvor Skt. Romualdo dør; og i 1080 bliver stiftelsen til munkeorden. I slutningen af det 11. årh. opstår det første kamaldolesiske nonnekloster på Rodolfos initiativ – Rodolfo er fjerde prior for Camaldoli. Siden er begge retninger udbredt til store dele af Italien og verden.

Munkene og skoven

Helt fra begyndelsen af sin hundredårige eksistens, er Camaldoli et vigtigt eksempel på hvorledes munkenes drift bidrager til bevaring af miljøet og udbredelsen af miljømæssige hensyn og værdier. En omsorg som kommer sig af grundlæggerens første fascination af netop skoven. Allerede i 1080 samler Rodolfo munkenes daglige og religiøse rutiner i det, der kommer til at hedde Codici Camaldolesi, som bl.a. fremhæver flittig og nænsom bevaring af skovene ud fra en række retningslinjer for god skovbrug. I 1520 trykker man la Regola di Vita Eremitica (klosterregelsættet for eremitlivet): der er ikke tale om et egentlig regelsæt, der skal disciplinere arbejdet, men mest af alt er det en devise om, at det naturligvis er ud af kærlighed til naturen og dens skaber, at man bevarer og beriger skovene.

Skoven og munkenes omgang med arbejdet i skoven er ofte emne for fornyede regelsæt og omstruktureringer. I 1520 udkommer en bog, der er trykt med de nyeste trætyper, netop indførte i klosterets trykkeri, der omhandler Eremitlivets regelsæt, som det blev givet af Skt. Romualdo til Camaldolimunkene. Der er tale om den første lovgivning, der anses som helstøbt, og den fremlægger endnu en gang skoven som en integreret del af munkenes liv og klosterregelsæt. Skoven er essentiel for munkene; de bevarer skoven, som bevarer dem. Munkene giver skoven liv og bevarer dens biodiversitet og til gengæld bevarer skoven munkenes stilhed – den stilhed som de havde vitalt behov for, for at kunne lytte til deres gud.

Camaldoli i dag

Camaldoli har udøvet og udøver stadig en funktion som brobygger mellem de forskellige klostertraditioner i øst og vest, og er mødested for en bred dialog mellem jødedommen, islam, hinduismen og buddhismen, samt mellem mænd og kvinder der ikke tilhører nogen religion, så længe der er tale om mennesker, der oprigtigt søger indad. Camaldoli er i dag et gæstfrit center for dialog baseret på Skt. Romualdos oprindelige inspiration.

Omkring klosteret finder man stadig den meget velsete hvidgran, der dengang havde en stor økonomisk værdi for munkene, samtidig med at den var symbol på visdom og højde inden for meditationen.