Rejser til Iano

Autentisk lille landsby

Besøg den lille landsby Iano, og mød det autentiske Toscana. Her er stemningsfulde bygninger, der emmer af historie og ellers kun en enkelt restaurant og et minimarked. Til gengæld er der masser af smuk natur i området.

Etruskiske aner

Man hørte første gang om denne lille landsby i et dokument fra 1004, hvor grev Ildebrando Aldobrandeschi nægtede at afstå kirken S. Andrea in Alliano til biskoppen af Volterra. Der er dog adskillige tegn, der tyder på, at byen har etruskiske aner og således allerede eksisterede omkring det 5. årh. før Kristus, og de mange fossil- og mineralfund i området antyder endda en endnu ældre oprindelse.

Småt men godt

Når du i dag går rundt i landsbyen, vil du opleve, at kun lidt er ændret siden Ildebrandos tid. De pittoreske gamle huse er bygget af teglsten og travertin, som dette område er så rigt på. Et andet kendt mineral på disse egne er onyx, som man desuden både udvinder og forarbejder på disse kanter.

Bortset fra de stemningsfulde bygninger er der nu ikke så meget at se på i Iano, men her er da både en restaurant (som også laver gode pizzaer) og et minimarked, og så er der stadig en enkelt håndværker, der fortsat udfører arbejde i de hårde sten. Byen er beliggende i Montaione-området i et vigtigt skovområde mellem Valdelsa og Caldera. I middelalderen var skoven betydeligt større end i dag og hed Camporenaskoven. Træet, der blev fældet her, spillede en vigtig rolle i den kendte glashåndværksindustri ved Montaione og Gambassi.

Byfester

I byen afholdes alt fra motorløb til markedsdage til modeshows og koncerter sommeren over.

Aktiviteter

Mens man opholder sig i Iano, er det oplagt at begive sig ud i cykling og golf. Takket være de bløde bakker er det muligt at udforske naturen og territoriet ad et udstrakt netværk af stier, der både kan benyttes af mountainbikes og gående. For ca. 3 euro kan man købe en guide, der beskriver sværhedsgraden af de forskellige ruter. Guiden fås på turistkontoret i Montaione.

For golfspillere kan vi oplyse, at man ca. 9 km. fra Iano finder Gold Club Castelfalfi; en 18-huls bane med en længde på 6.645 meter. Er man vild med heste, arrangeres der rideture i området. Man skal blot henvende sig til Gelsomino Ranch eller Pistolese Ranch, begge beliggende i Montaione kommune.

Forslag til udflugter

- Montaione er perfekt beliggende for udflugter til området, og man kommer let hertil takket være et godt vejnet, hurtige motorveje og nærliggende togstationer. På en time i bil kommer man til de berømte byer Firenze, Siena, Pisa og Lucca, og ikke at forglemme San Gimignano og Volterra der blot ligger en små 30 minutter væk.
- Ønsker man at blive inden for kommunens afgræsning, er der op til flere historiske udflugtsmål at besøge, blandt andet Villa da Filicaja beliggende i Sant'Antonio, som blev doneret af familien Medici til poeten Vincenzo da Filicaja i det 14. århundrede. To km derfra ligger en romersk cisterne fra det 2. årh. Cisternen er 27 meter lang og inddelt i tre kar, der kunne rumme op til 400 liter vand, der blev tilført fra kilden Poggio all'Aglione. Af religiøs interesse kan nævnes Sacro Monte eller Gerusalemme di Toscana i San Vivaldo, som er en samling kapeller, der blev bygget af fader Tommaso fra Firenze i 1500.
For yderligere information, se her: www.sanvivaldointoscana.com

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Iano