La Vecchia Sassa




Officiel kategori




Escapeaways vurdering

"Jeg sætter mig her i første parket", var det første, jeg tænkte. Og det kan man jo tænke om, hvad man vil - altså at jeg satte mig på den bedste plads, men når du ser udsigten fra La Vecchia Sassa, så forstår du mig meget bedre. På La Vecchia Sassa har de sørget for at lave mange små kroge med siddepladser rundt omkring på ejendommen, så hver lejlighed har sit eget, private udeområde. Men det er her ved poolen, jeg vil slå mig ned på en af liggestolene under en af parasollerne og ikke røre mig ud af flækken for en stund.
Jeg bliver nemlig aldrig helt mæt af det toscanske landskab, og så bliver jeg så glad, hver gang en af vores ferieboliger byder på både en familiær atmosfære og en gudesmuk beliggenhed. Derudover bor du i komfortable og rustikke lejligheder med den rette toscanske ånd, dvs. synlige bjælker i loftet, smukke terracottagulve, hvælvinger og stenvægge. For selv om de har renoveret stedet, har de gjort det nænsomt og bevaret den særlige stemning. Som prikken over i'et kan vi allerede nu afsløre, at du bor i udkanten af den lille landsby Iano og kun har et par hundrede meter til nærmeste restaurant og supermarked. Det kan næsten ikke blive nemmere.
Det er blevet mere og mere populært at rejse i store grupper, enten med venner eller med hele den pukkelryggede familie, hvor alt fra tanter og onkler til fætre og bedsteforældrene er stuvet sammen i bilen. Jeg vil starte med at understrege, at denne populære tendens faktisk kan udleves på La Vecchia Sassa. Her er nemlig 8 lejligheder og i alt 33 sovepladser med mulighed for at leje hele huset, hvilket er perfekt til jer, der ønsker stedet og dermed også poolen for jer selv. Uanset om du lejer en, to eller flere lejligheder, så vil ejerne Cinzia og Marco dog sørge for, at alt er, som det skal være, under din ferie.
Lad dig forføre af den beroligende udsigt
Jeg er overbevist om, at det første, du vil bemærke, når du har parkeret din bil, er den fabelagtige udsigt. Egentlig er Toscana en region med mange forklædninger, og jeg plejer at sige, at Toscana tager sig bedst ud fra bakketoppene - dog uden at forklejne regionens fladere områder. Og La Vecchia Sassa har lige præcist den form for kuperet beliggenhed, som tiltaler mig meget. Jeg får en god fornemmelsen i maven ved tanken om at få slå mig ned på min terrasse med en god flaske vin (helst lokal naturligvis), og bare nyde den ro og skønhed, der ligger for mine fødder. Og det er faktisk en af de ting, som gæsterne sætter mest pris på - altså at La Vecchia Sassa ligger på en bakketop med en formidabel udsigt. Størrelsen betyder naturligvis også noget. De få lejligheder og det faktum, at de ligger spredt rundt om på ejendommen, giver dig både albuerum og en følelse af fred og ro.
Da der er køkkenhjørne i alle lejlighederne, kan du nemt og hurtigt selv forestå madlavningen - og skulle du have glemt at handle stort ind, så kan du ty til den lille købmand i Iano. Du kan også stege dig et par bøffer på den fælles grill, hvis du har lyst. Har du derimod mere lyst til at få serveret et måltid mad med områdets fortræffelige vine efter en lang og oplevelsesrig dag, så er der en populær restaurant / pizzeria i Iano, der hedder Borgo Antico.
Et sted som passer til de fleste
Du undrer dig sikkert over, hvad jeg mener med den overskrift, for der findes givetvis ikke et sted, som passer til alle - så lad mig lige omformulere mig. Jeg er overbevist om, at La Vecchia Sassas beliggenhed passer rigtig godt til dig, der godt kan lide at tage på udflugt og til dig, der måske besøger Toscana for første gang. Der er nemlig tre punkter i Toscana eller rettere sagt byer, som komplimenterer hinanden godt - og det er Pisa, Firenze og Siena. Jeg plejer altid at anbefale mine nærmeste ... ja, faktisk til alle, der spørger mig, hvor man skal bo i Toscana, at de skal vælge et sted inden for den berømte trekant. Det vil sige et sted, hvor de mere eller mindre har samme afstand til alle tre byer. For det første er landskabet her meget smukt med sit kuperede terræn og marker med forskellige afgrøder og farvenuancer, og så er udflugtsmulighederne nærmest uudtømmelige. Inden for blot en times kørsel i bil kan du slentre rundt i nogle af Italiens mest betrådte middelaldergader og få opfyldt dit behov for både shopping og kultur. Du kan også aflægge visit i en af mine yndlingsbyer, San Gimignano, der med sine tårne og vidunderlige udsigt blot ligger en halv time fra La Vecchia Sassa. Det samme gælder maleriske Volterra, som er en af Italiens mest antikke byer og ligger højt på en bakke med en sjældent set panoramaudsigt. Her har du de allerbedste muligheder for at mærke historiens vingeslag. Følg mit råd - og gå ikke glip af disse to kulturperler.
Hvis du derimod skulle få en trang til veltilberedte fiske- og skaldyrsretter, så sætter du dig bare ud i bilen og kører ca. 56 km ud til den tocanske kyst, hvor du finder Vada og dens flotte sandstrande. En perfekt kombination og kontrast til Toscanas panoramiske bagland.
Godt at vide om La Vecchia Sassa
Lokal turistskat betale på hotellet. Et depositum på €1000. Varme betales efter forbrug såvel som elforbrug. Slutrengøring betales på hotellet. Det koster €100 for lejligheder og €500 for en villa. Husdyr kan medbringes på forespørgsel og mod betaling. Morgenmad og ekstra seng fås på forespørgsel og mod en afgift.
Gårdens møntvaskeri er praktisk at have inden for rækkevidde og gæsterne sætter meget pris på det. Kan du lide at udforske Toscana på hesteryg, så kan det være nyttigt at vide, at La Vecchia Sassa har en aftale med en nærliggende rideskole, Il Fregione. Er du ivrig golfspiller, så har du en 18-hullers bane i Castelfalfi omkring 5 km væk og ellers er området oplagt til skønne gåture. Bemærk, at poolen er en saltvandspool. For et større udvalg af restauranter og cykeludlejning har du Montaione kun ca. 10 km væk, og et større supermarked finder du i Castelfiorentino ca. 18 km væk.
Derfor skal du vælge La Vecchia Sassa
- Nærmeste lufthavn: 63 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant