Rejser til Pitigliano

Etruskerne har alle steder sat sit præg på Pitigliano; på byens fundament og arkitektur, på byens omkringliggende landskab og natur. Man kan fristes til at kalde Pitigliano for etruskernes by, mens den officielt kaldes for byen af tufsten!

Det er også tufsten man ser mest af, da etruskerne for længst er forsvundet ind i historiebøgernes gulnede sider. Byen er nemlig bygget ud af tufsten og ligger knejsende på sin tufstensklippetop og skuer ud over de omkringliggende grønne dale og bakker.

Labyrintisk enkelthed

Med smalle gyder, små pladser, udsigtspunkter og utallige trappeforløb er byens gader forbundet mellem hinanden i en labyrintisk enkelthed, der kan forvirre, men som egentlig er ganske overskuelig. Byen har nemlig to sideløbende butiksgader, der forgrener sig til resten af byen. Bor man her, hvilket nogle stadig gør, skal man have sit bentøj med sig, for det er svært at undgå trapperne - selvom det kan lade sig gøre, hvis man blot er her som besøgende – idet mange af byens boliger ligger på kanten af byen kun forbundet af trappeforløb.

Stor nok

Byen er fortryllende – ikke særlig stor og alligevel stor nok til at man sagtens kan få nogle dage til at gå med at udforske de hyggelige gadeforløb, de fine (turist-) butikker, for ikke at tale om de mange restauranter, der her er skudt op for at tilfredsstille ganerne på de mange besøgende. Der er markedsdag onsdag morgen på Piazza del Mercato i den nyere bydel. Det er også her man finder supermarkeder, hospital, apotek og lign.

Sommerarrangementer

I august og september er der liv i byen med sommerfest og flag i gaderne, musik og dans på byens torve, underholdning for store og små i form af kulørte hoppeborge, slikudsalg, slagkraftige muskel-maskiner (dem, hvor mændene kan vise kvinderne, hvem der slår den mest tunge næve), vinfestival, foredrag og udstillinger af kulturel art, for ikke at tale om kulturnatten, hvor man i sommeraftenens bløde måneskær har adgang til en af byens vartegn, Palazzo Orsini
På andre tider af året er her ganske stille.

Lille Jerusalem

Det er primært italienere fra oplandet, der kommer her, foruden en del romere, som har sommerresidens i byen. Før i tiden var Pitigliano derimod et lille jødisk centrum, hvorfor her stadig kommer en del jøder for at besøge byens synagoge, det rituelle kvindebad, kosher vinkælderen eller slagteren, det gamle farveri, den jødiske kirkegård eller for at smage den jødiske bagers søde kager eller spise på nogle af de restauranter i byen, der laver mad med jødiske hensyn (det er dog ikke ren kosher). I dag bor der ikke længere jøder i byen, men tilbage i 1400-tallet var her en stabil ghetto af jøder. Også derfor kaldes Pitigliano stadig for ’Lille Jerusalem’.

Vinelskere

Pitigliano er som tidligere omtalt også hjemsted for en vinfestival, hvilket synes oplagt, når man tænker på at byen har en flittig hvidvinsproduktion. Man kan altså forvente at finde forskellige vingårde, der indbyder til smagninger, i bakkerne omkring byen. Det siges at en af de første hvidvine, der fik betegnelsen D.O.C, var Doc Bianco di Pitigliano den 23. marts 1966. I dag er metoder blevet lidt mere raffinerede end dengang i 60’erne, men vinen er stadig Doc.

vie di cave

Rundt om Pitigliano går der nogle historiske stisystemer, kaldet vie di cave. Det forholder sig nemlig således at op til efter anden verdenskrig var byen ikke forbundet med omverdenen af rigtige veje, men kun ad disse stier, som etruskerne udførte i de tufstensdækkede bakker – siden har Maremmas bønder vandret her med deres æsler og kærrer. Der er tale om en række stier, der er gravet ned i tufstenen, der omgiver Pitigliano, således at man nogle steder går nede i en skakt med tufstensvægge, der rejser sig op i 20 meters højde.

Det er en ubeskrivelig og fascinerende oplevelse at vandre i den bagende sol gennem disse historiens strøg, og de strækker sig over mange kilometer, nogle steder afbrudt af etruskernes nekropoler, andre steder afbrudt af almindelige naturforløb, der desværre blegner en smule ved siden af etruskernes håndværk. Vi kan bla. nævne Cava di S. Giuseppe, der ligger lige for foden af Pitigliano, og hvor det mest interessante forløb ikke ligger længere væk end en lille halvtimes gåtur og med høje tufstensvægge. Husk vand og gode sko, da stierne i midten er præget af med tiden dybe æselfodspor og ude i siderne af kærrernes hjulspor. Desuden er her et rigt insektliv, så hvis man er heldig kan man observere små slanger og er man uheldig bliver man bidt af en hestebremse.

I bunden af dalen på Pitiglianos nord-vestlige sider løber en række mindre floder, der nogle steder kaster mindre vandfald af sig. I det friske klare vand kan man køle sig ned i sommerdagenes hede timer, hvilket mange gør. Det er dog ikke altid lige let at finde ned til vandet, men prøv jer frem.

Udflugter fra Pitigliano

Fra Pitigliano kommer man på ca. en time til kysten, hvor det kan anbefales at bade nær Orbetello ved Albinia. Her er der hvide sandstrande, skyggefulde parkeringsforhold under pinjerne og salt, azurblåt hav med børnevenlige revler.
Af andre udflugtsmål kan anbefales de nærliggende byer Sovana og Sorano, Bolsena og Bolsena søen, hvor man ligeledes kan bade (bedst er det at bade i byen, hvor stranden er lidt mere indbydende end stranden omkring byen), vinbyen Scansano og det smukke bjerg Amiata med dets hyggelige byer. Besøg bl.a Santa Fiora. Eller man kan køre til de kendte varme kilder kaldet Saturnia, hvor det skulle være særligt eftertragtet at bade om natten i stjernerne og ildfluernes skær.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Pitigliano