Podere Il Poggiolo




Vores vurdering

Der findes desværre kun få steder som Podere il Poggiolo i Toscana, selv om andre ofte kalder sig "agriturismo". På dette landsted bor Serena og Alessandro, som har mange gøremål i løbet af dagen. Deres søn hjælper også til, hvilket er meget almindeligt i Italien og frem for alt i Toscana. Her dyrker de deres afgrøder og passer dyrene - ja, her har de valgt at tilbringe deres liv. Og derfor sætter de alt ind på at modtage gæsterne med åbne arme. Ud over en dejlig atmosfære er der både pool og restaurant.
Velkommen til vores landsted og velkommen til denne vidunderlige region - Toscana. Sådan indleder Podere il Poggiolo deres beskrivelse på hjemmesiden, og det lyder jo dejligt. Det er ikke så mærkeligt, at gården får høje karakterer af sine gæster. Her kan du nemlig få følelsen af det ægte Toscana. Og erfaringerne er mangeårige.
Egenproducerede vine, olivenolie og meget mere
Podere il Poggiolo er en gård, hvor de producerer deres egne delikatesser. Her fremstiller de både olivenolie og vin og dyrker deres egne grøntsager (hele produktionen er økologisk). De har såmænd også opdræt af den kendte griserace cinta senese, som de efterfølgende anvender til fremstilling af velsmagende skinke og pølser. Og du kan naturligvis købe nogle lækkerier på gården, som fx vin, olie, marmelade, honning mm. Vi synes, at konceptet med en produktiv gård og turisme går fint hånd i hånd.
En stille og rolig ferieoplevelse
Det er nemt at slappe af på gården og føle sig "hjemme". Dagene kan du bruge ved poolkanten, eller du kan tage dine gode sko på og begive dig ud i naturen. Der er også mulighed for ridning og ridetimer. Her er det Alessandro, som er "il capo", dvs. chefen. Selv børn mellem 4-10 år har mulighed for at sidde på hesteryg, og så er det på den lille shetlandspony, som hedder "Nutella".
Beliggenheden nordøst for Firenze betyder, at du kan besøge den elskede kulturby eller det verdensberømte Chianti-område syd for gården. Til Greve in Chianti er der ca. 50 km, og du kan tage på dagsudflugt til nogle af regionens mest populære byer, som f.eks. San Gimignano, Volterra, Pisa og Lucca.
Et regionalt køkken med kvalitetsmad
Rygtet siger, at de fleste spiser deres måltider i "restauranten", hvor både kvaliteten og mængden står i skærende kontrast til den billige pris. Retterne er regionale og lokale, og man respekterer de traditionelle opskrifter og smage. Der er ingen faste åbningstider, og man skal bestille bord i god tid, hvis man vil spise aftensmad på hotellet. Du kan selvfølgelig også selv tilberede dine måltider, hvis du bor i lejlighed, og der er også mulighed for "take-away", hvis du beder værtsparret om det. I Rufina, som ligger 4 km væk, findes et par pizzeriaer, bar, restaurant, dagligvarebutik, bank, apotek, bageri og andre småbutikker.
Derfor skal du vælge Podere il Poggiolo
- Du vil bo på en vaskeægte gård
- Du vil have adgang til pool
- ... og restaurant
- Du er glad for dyr og naturen
- Du vil være tæt på en mindre by
Godt at vide om Podere il Poggiolo
Lokal turistskat betales på hotellet. De sidste 650 meter frem til gården er en smal grusvej, så der er ingen trafik overhovedet ved gården. Det eneste, du kan forvente, er skovens fugle, æsler, heste, kyllinger, katte, hunde og grise, som hører til gården. Rejser du med et større selskab, er Podere il Poggiolo nok ikke det perfekte sted, for det er bedst egnet til par og mindre familier.
Hvis du ønsker at spise her på ankomstdagen, skal dette meddeles mindst to dage i forvejen (restauranten er lukket torsdag aften). Morgenmad fås (også hvis du bor i lejlighed) mellem kl. 08.30-10.00 mod en afgift. Madlavningskurser er mod betaling. Her er fælles vaskeri og et grillområde. Ønsker du at medbringe husdyr, er dette på forespørgsel, og du betaler en afgift for rengøring, når du rejser.
Derfor skal du vælge Podere Il Poggiolo
- Nærmeste lufthavn: 55 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant
Et hotel med charme og karakter