Mere om San Gimignano

Ardinghelli og Salvucci havde kæmpet næsten konstant i 100 år - det eneste tidspunkt, hvor byen var forenet, var under krige med andre byer - men det blev den Sorte Død, som skulle sætte en stopper for byens glansperiode.

Tårnene

I løbet af få måneder af 1348 døde halvdelen af byens befolkning, og pilgrimsfærden stoppede brat: al livskraft forsvandt fra byen. Under intens debat vedtog byrådet til sidst - Ardinghelli-fraktionens forslag - at byen skulle søge beskyttelse hos Firenze. Adelens magt blev brat knækket og derfor blev tårnene her ikke - som alle andre steder, hvor aristokratiet udgjorde en fare for bystyret - revet ned. Mange af dem forfaldt eller blev indlemmet i huskonstruktioner, men en væsentlig del bestod. En anden årsag til deres beståen var at byen efter denne tid sank hen i et økonomisk dødvande. San Gimignano blev en glemt flække. Derfor finder vi i San Gimignano meget få bygninger fra Renaissancen, og så at sige ingen fra senere perioder. Her er alt Middelalder og atter Middelalder.

På tur gennem byen

Når vi går ind i byen af Porta San Giovanni (1262, som resten af bymuren), en ud af byens 5 porte, møder vi en lang række spændende bygninger. Den første er San Francesco, oprindelig en romansk kirke, men nu hjemstedet for en vinkælder! Efter et par hundrede meters spidsrod mellem turistbutikkerne, ankommer vi gennem Arco dei Becci (en del af byen oprindelige befæstning før udvidelsen i 1100-tallet) til Piazza della Cisterna, som har sit navn efter den brønd fra 1200-tallet (1273, udvidet i 1346), der pryder dens midte. Vi er i byens absolutte centrum, her havde byens mægtigste familier deres domiciler.

Piazza del Duomo

Som nabo ligger Piazza del Duomo, der ikke har skiftet udseende siden slutningen af 1200-tallet, hvor byens vigtigste offentlige bygninger findes. Over for det der engang var domkirken, finder vi Palazzo del Podestà (1239, udvidet 1337) med tårnet “la Rognosa” på 51 m. Til venstre for “domkirken” har Palazzo del Popolo (1288, udvidet 1323) med sit Torre Grossa (1311) på 54 m til huse. Museet i just nævnte er bestemt ikke at foragte, men vil tage sin tid, så det er et spørgsmål, om man ikke hellere vil bruge tiden på resten af byen.

"Domkirken"

Eller rettere stiftkirken da San Gimignano ikke længere er bispesæde, er i sig selv en rum tid værd. Kirken er indviet 1148, men udbygget siden hen indtil 1460. Udefra virker den ydmyg, ja kedelig, men når man først en gang er kommet indenfor (mod betaling), så møder en sjældent rig udsmykning i form af fresker ens øjne. På hele den venstre væg har vi således en serie af fremstillinger af episoder fra det Gamle Testamente. De skyldes Bartolo di Fredi fra Siena, som skabte dem omkring år 1367. Mere omdiskuteret er ophavsmanden til serien af episoder fra det Ny Testamente på højre væg. Nogle hævder at de er af Simone Martinis svoger Lippo Memmi, andre at de skyldes Barna di Siena, også en af Martinis disciple. Sikkert er under alle omstændigheder, at de er malet mellem 1333 og midten af 1350’erne. En sand fornøjelse er Taddeo di Bartolos “Dommedag” fra omkring 1400. Endelig afslutter Benozzo Gozzolis “Sankt Sebatian” fra 1465 udsmykningen. Alt i alt dækkes 100 år af maleriets udvikling! Endnu seværdighed er Capella di Santa Fina, tilegnet en lokal helgeninde fra 1200-tallet, hvor man kan beundre Domenico Ghirlandaios to pragtfulde fresker, der spiller en ikke ringe rolle i filmen “Te med Mussolini”.

La Rocca eller Sant'Agostino?

Efter “domkirken” har man et valg. Enten at gå opad til la Rocca, ruinen efter en højt beliggende borg som florentinerne lod opføre for lokalbefolkningens penge, for det tilfældes skyld, at de skulle skifte mening. Eller fortsætte til den anden ende af byen og se kirken Sant’Agostino. Kirken fra 1280-98 er i sig selv synet værd, men endnu mere prægtig er den store freskocykel af Benozzo Gozzoli (1464-65), som dens kapel bag alteret prydes af. Desuden smykkes kirken af andre fresker fra før Renaissancen (Lippo Memmi, 1330) til dens modne år (den lokale Vincenzo Tamagni, 1529), og dens klostergård er en oase af fred.

Turen til Sant'Agostino

Faktisk er alene turen til kirken en oplevelse, i al fald hvis man går ad Via San Matteo, en af byens prægtigste gader, der flankeres af adskillige huse fra Middelalderen, bl.a. den romanske kirke San Matteo (1200-tallet). Over for Sant’Agostino ligger den lille romanske San Pietro fra 1000-tallet, men den er normalt ikke åben.