Terme di Saturnia

Saturnia er en lille by med etrusisk oprindelse kendt for sin naturligt varme (37,5°C) svovlholdige kilde Cascate del Mulino og de veletablerede kurbade Terme di Saturnia.

En oase af velvære

Byen Saturnia og den varme kilde er beliggende i Manciano kommune og er en oase af velvære og ro midt i det sydligste Toscana. Man er her tæt på historiske rigdomme og facinerende byer som tufstensbyerne Pitigliano, Sorano og Sovana; Bolsenasøen og den smukke halvø Argentario.

Kom i ly af mørket

Terme di Saturnia er beliggende for foden af middelalderbyen Saturnia og er omgivet af en smuk park. Det er et moderne kurbad, der er i stand til at tilfredsstille alle sine gæsters behov. Vandet i Terme di Saturnia udspringer af et vulkansk krater (der, hvor kurbadet har dets svømmebassin) og løber herefter 500 meter som en naturlig bæk ad en efterhånden silkeblød klippebund. På et punkt falder grunden og skaber en form for vandfald som strejfer en gammel mølle og derved skabes en række naturlige kar i klippegrunden – disse kar udgør Cascate del Mulino. Ønsker man at opleve den naturlige kilde In The Wild, kan man her ved Cascate del Mulino, 2 km uden for Saturnia by, kvit og frit dyppe sig i de heftige strømninger fra kilden både i forløbet før vandfaldet (de to er adskilt af et krat) og i karene og bækkens videre forløb derefter. Det er særligt eftertragtet at komme her i ly af mørket og bade i den varme kilde, mens ildfluerne danser under stjernehimlen. Parkering i forbindelse med Cascate del Mulino finder sted langs vejkanten.

Historien bag Terme di Saturnia

Terme di Saturnia og dens svovlholdige kilde, der kommer op fra det underjordiske, sprutter 800 liter vand på ca. 37° ud i sekundet. Kilden var allerede kendt af etruskerne, som var bevidste om vandets mirakuløse virkning. Senere, fra omkring 280 før Kristus, var det romerne, der benyttede sig af de kurerende vande. Og det var også romerne, der først opførte bygninger i forbindelse med kilden, hvoraf man stadig kan se nogle i dag. I middelalderen bliver kilden årsag til mangen en leggende grundet vanddampene, den frigivne varme og svovllugten; blandt andet mente man, at djælven havde sin udgang her, vandet blev ligeledes kaldet forhekset og lugten for satanisk. Det er derfor ikke svært at forestille sig hvilke scenarier disse historier har opildnet til blandt hekse og andre ‘mørke væsner’ i tidernes morgen.

Helsegivende effekter

I dag er Terme di Saturnia kendt i hele verden for sine helsegivende effekter og velfungerende kurbad. Vandet er mineralsk, homoiotermt, svovl- og kulsyreholdigt, alkalisk og jordholdigt samt indeholder sulfat og bikarbonat og hertil skal medregnes de særlige gasser som desuden er til stede i vandet, nemlig svovlholdig brint og kultveilte. Denne komposition er hemmeligheden bag de helsegivende effekter, som de varme kilder har på huden, luftvejene og musklerne.