Rejser til Scarlino

Tag på ferie i Scarlino højt på en bakketop med Maremma og Toscana under dig

Tag med Escapeaway til Scarlino i Maremma (Toscana) og nyd en rolig ferie tæt på kysten, hvor du altid føler dig på toppen.

Man kan se Scarlino langvejsfra. Som så mange byer i denne sydvestlige del af Toscana ligger den højt i landskabet på en bakke, hvor den historisk set har været i stand til at dominere landskabet underneden, og dygtigt forsvare sig mod fjendtlige stammer og folkefærd fra den øvrige del af Middelhavet. Øverst oppe i Scarlino ligger den gamle fæstning fra Middelalderen, og nedenfor den har beboelsen i de senere århundreder gradvist udviklet sig. Gaderne er stejle, men hyggelige, og udsigten er generelt imponerende.

Scarlino er beboet af knap 4.000 sjæle, og beliggenheden i 230m over havet - kun 9km fra kysten - giver et afsondret, men spektakulært indtryk af en by, som har nok i sig selv, og derfor har alle de fornødne muligheder i forhold til spisning og indkøb. Byen ligger naturligvis i Toscana, men er også en del af det område, som kaldes Maremma, og som strækker sig helt ned i regionen Lazio.

Kort over Scarlino i Toscana / Maremma

Med et enkelt klik på kortet herunder bliver du sendt videre til et større kort, hvor du nemt kan zoome ind og ud, og dermed finde frem til hoteller, ferielejligheder og feriehuse i området omkring Scarlino. Du kan ligeledes se en række seværdigheder og danne dig indtryk af afstande til storbyer og lufthavne - samt til byer i Danmark.

Transport

Der er ingen større lufthavne i Maremma, men når du skal til Scarlino, er det nemmeste at flyve ind til Pisa, og der leje en bil og køre de ca. 130km ned langs kysten ad motorvej E80. Finder du bedre flyforbindelser til Rom, er afstanden ca. 200km, men den ekstra afstand har ikke den store betydning, da vejforbindelserne er gode.

Ca. 7km fra Scarlino finder man stationsbyen Scarlino Scalo, som ligger i dalen nedenfor byen, og er opvokset omkring jernbanen, som bringer rejsende nemt til Pisa i den ene retning, og hovedstaden Rom i den anden. Jernbaner i Italien har generelt god kvalitet, og det er afslappende at tage toget og besigtige landskabet undervejs, hvis man vil på en længere tur.

Restauranter og shopping

Der er både indkøbsmuligheder og flere restauranter og barer i selve Scarlino, primært langs hovedgaden Via Roma, hvor man også finder en håndfuld specialbutikker. Lidt større butikker finder man i dal-byen Scarlino Scalo og badebyen Follonica, som har det hele, herunder naturligvis et stort udvalg af gode fiskeretter.

Udflugter og seværdigheder

Scarlino er nærmest en seværdighed i sig selv, som den ligger dér blandt beskyttende mure fra det 11. århundrede. Man finder også borgen Rocca Aldobrandesca inde bag byens mure. Der er desuden kun 8 km til stranden, hvor man bl.a. finder den populære badeby Follonica, som ligger i smørhullet i en større bugt i Det Tyrrhenske Hav - en del af Middelhavet. Det er også her, børnefamilier vil kunne finde glæde ved et besøg i badelandet Acqua Village.

Der er ca. 40 km til Piombino, hvorfra man kan tage færgen til øen Elba, hvis man ønsker en heldagsudflugt, eller måske et par dage væk fra fastlandet. Lidt længere væk finder vi en af danskernes favoritter i Toscana, nemlig kulturbyen Siena med sin fantastiske arkitektur og mange seværdigheder. Er man vinkender, og ønsker at besigtige dyrkningen af nogle af Italiens bedste druer, så tag en tur til vinområdet Chianti i det centrale Toscana.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Scarlino