Rejser til Sovana

I Maremma er der en tufstensby, der desuden er på listen over de smukkeste middelalderbyer i Italien: I Borghi piú belli d’Italia.

Sovana er både en trestjernet middelalderby i miniformat og en etruskisk seværdighed. I middelalderen var byen styret af den mægtige longobarder-familie, Aldobrandeschi’erne, hvis berømteste ætling er pave Gregor d.7. eller Ildebrando, som han egentlig hed (dansk: Hildebrand). Gregors styre i slutningen af 1000-tallet regnes for et skillemærke i den katolske kirkes kamp for at hævde sin magt over for Europas fyrster. Efter middelalderen gik det stækt tilbage for byen, bl.a. pga af epidemier, og i dag er der kun en ganske lille, men til gengæld fascinerende by, tilbage. Byen er bevidst om at den er en lille perle, og den lever for en stor del af turisme. Her kan man ikke købe mange dagligvarer, men til gengæld ”etruskisk kunst”, tufkunst, religiøs kunst, den lokale rødvin med mere.

Middeladerbyen

Middelalderen ligger oppe på et mindre, men stejlt bjergparti. Her er man i et lille eventyrrum, man svæver i et langstrakt rum lukket inde i den ene ende af Aldobrandeschi-borgen, mens det lille spøjse palads, palazetto dell’Archivo, kun delvist lukker den anden ende, hvor vejen deler sig og løber ud i verden på begge sider af paladset. Alt er holdt i den hvidgule tuf, oftest hullet, slidt og rustent, men også skinnende fra de nyrenoverede paladser. Og skinnet fra tuf’en giver byen en helt særegen stemning på en sommerdag, hvor solen står højt på himlen.
De fleste af Sovanas karakteristiske middelalderpaladser klumper sig sammen om byens lille hovedtorv, Piazza Pretorio: Rådhuset, ”Arkiv-paladset” og endnu et par paladser, der ligesom klemmer den middelalderlige Maria-kirke fra 1100-tallet. Kirken er lille, kompakt, båret af metertykke søjler og med træloft. Særlig interessant er alterbordet under en lidt pudsig stenbaldakin, der er så gammel som fra 900-tallet.

Domkirken

Den ene eventyrvej fører ud til domkirken, der synes at rumme hele historien om byens storhed og senere stilstand. Stor og mægtig, værdig til at være biskopskirke, men nu frønnet udenpå og indeni stor, grå og tom. Middelalderen går igen (eller gik i stå) her. Alligevel er der her og der reminiscenser af fordums storhed, og ikke mindst finder man byens helgen og tidligere biskop, Sankt Mamilia Parvensis: Hans ben ligger i en lidt rodet bunke i en montre i kælderen.

Etruskerbyen


For 2500 år siden var Sovana en betydende etruskisk by, til den omkring 300 før vor tid blev erobret af romerne. Neden for byen ligger en etruskisk begravelsesplads midt i det grønne. Den er under stadig udgravning, og nogle af de ting man kan se er først for nylig afdækket. Der er rester af et stort tempel, der naturligvis er opkaldt efter byens søn, Gregor d.7. og derfor kaldes Tomba Ildebrando. Det er næsten påtrængende imposant med konturer hugget lige ud i klippen. Lige nu ligner det en rest fra et kraftfuldt naturfolks helligdom, men en planche ved siden af viser hvordan templet nok så ud dengang, en pyntelig bygning. Man kan herfra følge en dyb etruskervej, som er hugget ned i tufstenen. Her går man med tuf på alle sider i en lille slugt på 3-5 meters højde. Der er en række andre etruskerminder i det naturskønne område og der er glimrende kort og udmærket hjælp i det lille kontor ved indgangen.

Forslag til udflugter

Mens man er her bør man forsøge at se både Sorano og Pitigliano. Desuden er det forfriskende at besøge Bolsena og Bolsenasøen, kilderne ved Saturnia, vinbyen Scansano og den frodige halvø Argentario.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Sovana