Podere San Filippo




Officiel kategori




Vores vurdering

Podere San Filippo, som vi finder syd for Firenze og nord for Poggibonsi, byder på behagelig indkvartering med hyggelige og komfortable lejligheder. Og jeg synes, beliggenheden er så god, fordi du her er tæt på flere af Toscanas mest vidunderlige steder som San Gimignano, Greve in Chianti og Siena. Desuden er denne lille "perle" smukt omgivet af et idyllisk landskab, der indbyder til total afslapning.
Dette er et sted, vi bare skal have, sagde min kollega Flemming til mig en dag, og jeg tog selvfølgelig straks et kig på Podere San Filippo, en gård fra det 18. århundrede. Det, jeg faldt for, var ikke kun én ting, men helheden, hvor flere forskellige parametre spiller ind. Til sidst var jeg nødt til at give ham ret ... det er klart at vi skal have Podere San Filippo med i vores kære hideaway program.
Dit andet hjem er i Toscana
'Dit andet hjem' - sådan præsenterer de sig. Det er ganske rammende, og beskrivelsen vakte i hvert fald min nysgerrighed. Den gamle gård er blevet renoveret med forsigtig hånd, og man har bestræbt sig på at bevare så meget af stedets oprindelige charme som muligt. Dette betyder, at du kan nyde de karakterfulde loftsbjælker, terracottagulve og den karakteristiske, toscanske, rustikke stil. Alt dette går hånd i hånd med den service, de tilbyder, og det er ganske rigtigt nemt at føle sig hjemme i de veludstyrede lejligheder.
Tjek også søsterhotellet
Men det er ikke kun Podere San Filippo, du kan nyde. Gården har et søsterhotel, som hedder Castello del Nero Hotel & SPA, og her er du mere end velkommen. Afstanden mellem de to hoteller er kun ca. 1,5 km, så man kan sige, at det ligger lige overfor, tværs over de grønne marker. Det 5-stjernede hotel, der hører til gruppen Leading Hotels in the World, byder på et smukt interiør og flere spændende aktiviteter. Her er et SPA, ESPA, med afslapningsrum, fitnesscenter, sauna og swimmingpool samt en række wellnessbehandlinger. Du er også velkommen til at prøve deres restauranter, La Torre (som har en berømt stjerne) og La Taverna samt deres bar og vinkældre.
Perfekt beliggenhed for vidunderlige udflugter
Podere San Filippo ligger tæt på Tavernelle Val di Pesa, cirka fem minutter væk i bil. Dette er en skøn, lille by, som i 790 var en romersk station ved navn Tebernuale. På trods af dens beskedne størrelse er der en masse restauranter at vælge imellem samt pizzeriaer, barer, apoteker, slagtere, grønthandlere og en købmand. Du kan også vælge at køre til Poggibonsi, som ligger omkring 17 km væk, hvor du også har meget at vælge imellem, samt togstationen.
Udflugtsmulighederne er i det hele taget mange i Toscana, så det drejer sig blot om at vælge, hvilke der passer dig bedst. Ud over alle de vidunderlige, små landsbyer og byer, du kan besøge, kan du cykle, vandre, ride, tage på luftballonflyvning og spændende udflugter, hvor du går op og ned ad bakkerne i din jagt efter gode druer. De dage, du har lyst til at blive "hjemme", kan du slappe af ved poolkanten, spille bordtennis eller bordfodbold. Børnene har et område dedikeret til dem, hvor de kan lege og møde nye venner. Det er også okay bare at sidde i din gårdhave med en god vin eller starte den fælles grill ude i haven og slå dig ned i gazeboen.
Derfor skal du vælge Podere San Filippo
- Den fantastiske og strategiske beliggenhed
- Den smukke atmosfære og ro
- Det dejlige personale
- De hyggeligt velindrettede lejligheder
- Mulighed for SPA og restaurant på søsterhotellet
Godt at vide om Podere San Filippo
Lokal turistskat betales på stedet. Der er internetadgang i receptionen. Conciergen kan hjælpe dig med at booke besøg, vinsmagning og meget mere. I receptionen har de salg af vin og olivenolie. Poolen opvarmes fra midten af maj til midten af oktober, afhængigt af vejr og vind. Gæsterne på Podere San Filippo får rabat på søsterhotellets restauranter. Du får også rabat på behandlinger på søsterhotellets SPA. Vaskerum med selvbetjening er til rådighed og uden ekstra omkostninger. Forhør dig i receptionen angående søsterhotellets aktiviteter. Bil er påkrævet for at få mest muligt ud af opholdet.
Derfor skal du vælge Podere San Filippo
- Nærmeste lufthavn: 46 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant
Et hotel med charme og karakter