Rejser til Trequanda

Selv i de mere ukendte egne af Toscana finder man beundringsværdig kunst og kultur, for dem, der har lyst til at udforske og gå på opdagelse.

Middelalderbyen Trequanda, som den ser ud i dag, har ikke forandret sig meget siden tilrejsende ankom på hesteryg frem for i bil. Via arkæologiske fund har man fundet frem til at de første beboere ved bakkerne var etruskerne, der fra det 8. til det 3. årh. beboede området mellem Tirreno, Arno-dalen og Tevere-dalen. Man hører dog først om byen i 1198 på baggrund af dens dominerende position langs vejen der forbandt Chiusi med Siena via Asciano. Man hører igen om byen under krigen mellem Guelfi og Ghibellini, hvor byen var base for Ghibellini flygtningene.

På et senere tidspunkt kommer byen under den toscanske Storhertug, dengang var byen helt indesluttet af ringmure med kun tre byporte. I dag ses Porta al Sole og Porta al Leccio, mens hovedporten Porta a Buggea, der stod under slotstårnet, er blevet ødelagt.
Fra Piazza Garibaldi, ved siden af den lille kirke Chiesa dell'Immacolata, kan man gå ind i slottet fra det 14. årh. I dag står slotsmurene tilbage og det imponerende fæstningstårn i hvid kalksten. Indvendig lukker slottet sig om en stor gårdsplads og en italiensk have.

På Storhertugens tid havde Trequanda et glasværk og nogle fajanceovne, man foretog afhaspning af silke, her var et farveri og en hattefabrik – alle foretagender, der vidner om den håndværksmæssige tradition og værdi, som byen havde.
Umiddelbart uden for byen ses en vindmølle fra 1700-tallet; Torre del Molino a Vento. Denne enestående konstruktion har et cylinderformet tårn med foroven en ottekantet krone dekoreret med terracotta, som området var så kendt for.

Traditioner

Trequanda er også i dag kendt for sin terracottaproduktion. Terracottafabrikkerne ved nabobyen Petroio hører man første gang om i slutningen af 1500-tallet. De var dengang små familiedrevne værksteder beliggende i byen, og der blev herfra skabt husholdningsprodukter og pyntegenstande: potter, vaskebaljer, køkken lertøj, skorstene, vandrør, balkoner og vægnicher, våbenskjold, statuer af hunde, løver til værn og lignende. Med tiden er terracottafabrikkerne rykket ud af Petroio til de omkringliggende egne, hvor man bedre har adgang til dem og hvor der er mere plads til maskineri, opbevaring m.m.

Hovedmaterien er ler, som man altid har fundet rigeligt af i de nærliggende grotter. I sin tid var alle byens indbyggere i stand til at bearbejde leret, mens det kun var de specialiserede, som vidste hvordan man skulle behandle ovnene. De indbyggere, som ikke havde adgang til en ovn allierede sig med en ovnejer og fik således sit lertøj brændt. Bearbejdning af leret foregik ved hjælp af hænderne og en pind til at gøre overfladen glat med, som samtidig havde den funktion, at man kunne bruge den som målepind. I dag er nogle af processerne erstattet af en drejebænk og forme.

Et af de aspekter, der kendetegnede datidens terracotta var materialets plasticitet, som gjorde det muligt at kreere forskellige former med forskellig anvendelse. Man skal dog ikke glemme at en anden stor del af materialets mangfoldige anvendelse skyldtes håndværkernes kreativitet: de skabte ornamenterede vaser med klassiske renæssancemotiver, blomsterkasser med dekorationer, vaser i forskellige former, terninger og meget mere. I gamle dage underskrev og datomærkede håndværkerne deres fremstillinger i det friske ler med et søm.

Terracotta er forblevet et af de vigtigste elementer i Petroio, og faktisk er byen i sig selv et frilandsmuseum. Dog har traditionerne og kunsthåndværket inspireret til opførelsen af et egentligt museum, hvorfor man i dag kan gå på terracottamuseum i Petroio.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Trequanda