Ghiacci Vecchi




Escapeaways vurdering

Et sandt paradis for børnefamilier
Ferielejligheder med aircondition og terrasse samt masser af plads til børnene hos Ghiacci Vecchi, der kun ligger 2 km fra de gode sandstrande. Her er to pools og restaurant.
Her bor du i de gamle landhuse, som lå her, før feriestedet Chiacci Vecci blev bygget af Roberta og hendes familie, som driver stedet. Ferielejlighederne ligger i disse huse og har bl.a. aircondition og et køkkenafsnit. Udover det familievenlige miljø sørger Roberta for, at du og din familie har det godt under jeres ferieophold. Ghiacci Vecchi ligger i dejlige, grønne omgivelser kun to km fra de gode sandstrande ved San Vincenzo, og feriestedet anbefales især til børnefamilier.
Børnevenligt miljø med to pools
Der er virkelig masser af plads for børnene at boltre sig på, store grønne områder og mulighed for adskillige aktiviteter: fodbold, volleyball, basketball og bordtennis. Og så er her to svømmebassiner, det ene med lavt vand til børnene. Til trods for, at du bor på et feriecenter, er her ikke den "charter-agtige" underholdning, som fx dans m.m. Forholdene er i stedet rolige og afslappende, især ved de gamle landhuse, som ligger tilbagetrukket fra poolområderne.
Gode udflugter i kort køreafstand
Du bor i et område, som er særligt kendt for dets etruskiske spor, og det er ikke usædvanligt, at smykker fra den tid dukker op på Baratti stranden lige syd for Populonia. Du kan også begive dig hen til den dejlige sandstrand, som blot ligger nogle få kilometer væk. Du bor i nærheden af den lille kystby, San Vincenzo, hvor der er shopping- og indkøbsmuligheder og et godt udvalg af restauranter. I overskuelig køreafstand finder du også de små middelalderbyer Suvereto og Castagneto Carducci, ligesom mange af Toscanas berømte kunst- og kulturbyer ligger i rimelig køreafstand herfra: Siena, Volterra, San Gimignano, Firenze, Pisa, Lucca m.fl.
Prøv gårdens restaurant
Gårdens søde ejer, Roberta, har for nylig ladet opføre en restaurant på stedet, hvor de om aftenen serverer traditionelle toskanske retter i lyse, behagelige lokaler. Priserne er absolut rimelige, og kvaliteten helt i orden. Ønsker du selv at lave mad, finder du nærmeste indkøbsmuligheder i Venturina (4 km fra gården). Der er også andre restauranter i nærheden, den nærmeste ligger ikke mere end 700 meter væk.
Lejligheder med selvforplejning
Lejlighederne ligger i forskellige bygninger på området i stueetagen eller på første sal og er pænt og enkelt indrettede. Alle lejligheder i stueetagen har egen terrasse med bord og stole lige uden for døren. Lejlighederne på første sal har ikke private udendørsområder, men der er masser af borde og stole i den 50.000 m² store park, hvor der også er et fælles grillområde. Lejlighederne er komfortable, men enkelt indrettet og er udstyret med aircondition (mod en afgift), satellit-TV, safetyboks, køkken og badeværelse. På stedet findes der også fælles møntvaskeri.
Derfor skal du vælge Ghiacci Vecchi
- Nærmeste lufthavn: 96 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Restaurant