Dommedagskapellet i Orvieto

Michelangelos dommedags-maleri i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet er næsten mere end verdensberømt. Hvad der sikkert er mindre kendt er, at Michelangelo inden han malede sit mesterværk efter sigende lod sig inspirere til det, da han i Orvieto stod over for Luca Signorellis dommedags-fremstilling. Det tror man gerne, når man har været i det lille kapel, Cappella di San Brizio, i Orvietos domkirke, og har set hvad Michelangelo dengang så.

Signorelli

Signorelli var en toscansk maler. Han tilhørte den tidlige renæssance og var et af forbillederne for de renæssancemalere, eftertiden bedst kender. Han ejer måske ikke Michelangelos næsten maniske kraftfuldhed i udtrykket, men der er på så mange andre måder kraft i hans malerier, og Dommedag er nok så nogenlunde hans mesterværk.

Et besøg værd

De snu italienere er bevidste om, at de står med et mesterværk, så de har lukket kapellet af, og man kan kun bese det, hvis man går over på den anden side af domkirkepladsen og køber billetter. Det skal man gøre, pengene er givet godt ud. Betalingen har endvidere den fordel, at man ikke så let forledes til at forlade kapellet, før man har fået det fulde udbytte.

Dommedagsforløbet

Signorellis maleri fylder hele det lille kapel, det strækker sig over alle fire væg-ge. Det er en tegneserie, hvor dommedagsforløbet udspiller sig i flere scener. På den ene væg ser man de sidste tiders forfald: Antikrist spreder død og ødelæggelse, mens han indsmigrende hvisker en prædikant gudsbespottelser i ørerne. Rundt omkring dem stjæles og myrdes der, og blodet flyder. Det er de sidste dage før Dommedag. På væggen overfor er selve dagen oprundet: døde kravler op af deres grave for at møde deres dom, kvarte og halve kroppe dukker op gennem den sandede jord. Ved siden af ser man hvordan de uheldige efter dommen trakteres af grønne, sadistiske djævle. Et andet sted står de lykkelige, der er kommet i Himmerig, nøgne og afslappede, med renæssancens kraftfulde lemmer.

Detaljerne

Der er et utal af detaljer, og i nogle tilfælde føler man, at billedet er ved at træde ind i rummet, at menneskene er på vej over mod en selv. I et hjørne nederst på det ene maleri har maleren portrætteret sig selv. Han står anstændigt påklædt i sort mellem alle de nøgne og halvnøgne mennesker og betragter dem polisk – og måske også os moderne tilskuere.

Stemningen

Man kan fotografere, men man skal især sørge for at tage de indre billeder. Den fortættede stemning, der hersker i kapellet, kan ikke fastholdes i et fotografi.