Tag med Escapeaway på en Aktiv ferie i Veneto

Venetos smukke og varierede landskab sprudler af muligheder for en aktiv ferie

Du kan nemlig vælge og vrage imellem utallige aktiviteter: Vandreture i smukke vindistrikter, spille golf, cykle på mountainbike på bjerget Monte Baldo eller dyrke vandsport som windsurfing, vandski eller sejlads på Gardasøen eller ved Adriaterhavskysten.

Bjergene i sig selv er en unik oplevelse: Herlige højder, vandfald, smukke skovområder og alt hvad hjertet begærer af betagende natur. Men også Venetos mange stemningsfulde byer med middelalder-centrum kan være målet for en aktiv ferie, hvis man regner byvandring og andre mere kulturelle oplevelser med til en aktiv ferie.

Vandreferie i Veneto

Et af de bedste og smukkeste steder at vandre i Veneto er i Gardasøens omegn. Italiens største sø udgør et fascinerende centrum for såvel kultur- som naturoplevelser, og den – eller dens omgivelser - kan udforskes både til fods, på cykel og selvfølgelig til vands, hvis du vil surfe, stå på vandski eller sejle.

>>> Du kan læse meget mere om aktiv ferie ved Gardasøen her

Veneto er en stor region, og du kan opleve alt fra blide bakker over lange, hvide sandstrande til dramatiske bjergkæder og uspolerede, isolerede dale. Derfor er regionen, hvor legendariske Venedig er hovedstad, det perfekte sted at spænde vandrestøvlerne på og holde en aktiv ferie, hvor du får rørt bentøjet og kommer helt tæt på den imponerende natur og på kulturbyernes mange seværdigheder.

Monte Baldo – bjerget, der indbyder til aktiv ferie
De fleste feriegæster, der rejser til Veneto, holder ferie enten ved sandstrandene på kysten, ved Gardasøen eller i de større byer som eksempelvis Venedig. Men er du til aktiv ferie med stort A, og kunne du ønske dig at finde dig selv omgivet af den mest enestående natur, du kan forestille dig, så kan du med fordel søge mod Venetos bjerge. Holder du ferie ved Gardasøen, kan du let kombinere afslapning ved søbredden og sightseeing i badebyerne med vandring eller cykling på det naturskønne bjerg Monte Baldo.

>>> Læs mere om Monte Baldo her

Dolomiti Bellunesi Nationalpark
Parco nazionale delle Dolomiti Bellunesi er navnet på en nationalpark i Veneto, hvor du kan få tilfredstillet din trang til at vandre i uberørt, eventyrligt skøn natur til den helt store guldmedalje. Her er rå bjergsider, dybe slugter, krystalklare, grønne søer, rislende vandfald og vidtstrakte, frodige dale. Her og der dukker en rustik træhytte op, og hele vejen rundt om dig pryder det særegne og tiltrækkende syn af takkede bjergrygge din horisont. Her venter der dig ægte naturoplevelser langt fra ”the beaten track”.

Cykelferie i Veneto

Tag din cykel – gerne mountainbike – med til Veneto og oplev en region, som er et sandt eventyr set fra perspektivet på to hjul. Du kan tage din mountainbike med i den lift, der fører dig op på Monte Baldo ved Gardasøen, og opleve en fest af en cykeltur på grusvejene mellem de spektakulære panoramaudsigter over bjerge og vand, når du kører ned. I det hele taget er der mange muligheder for at cykle i nærheden af Gardasøen, hvor der findes adskillige ualmindeligt spændende ruter af både let og mere udfordrende sværhedsgrad.

Terrænet omkring Gardasøen er kendt for sin høje grad af variation, og du kan vælge imellem lidt hård, men ofte meget underholdende cykling i bjerge og på stejle bakker rundt om den nordlige del, eller det blidere terræn mod syd. Her kan du også tage familien med på en fredelig cykeltur, blandt andet på den bilfri rute på søens østkyst.

Lunga Via delle Dolomiti
En af de mest betagende cykelruter i Veneto – ja, måske endda en af de smukkeste af slagsen i hele Italien - går igennem både Veneto og naboregionen Sydtyrol, og hedder Lunga Via delle Dolomiti. Som navnet antager, fører ruten dig igennem de unikke landskaber i bjergkæden Dolomitterne, hvilket giver dig garanti for nogle fabelagtige udsigter fra din saddel. Det er, som du nok kan regne ud, en lang rute, der kræver, at du er rigtigt glad for at cykle i mange timer flere dage i træk.

Til gengæld er den ikke bare usædvanligt naturskøn, men også særdeles behagelig, idet den er trafikfri! Du starter i Veneto, hvor du følger en gammel jernbane-strækning 64 kilometer mod nord, gennem Cortina d’Ampezzo til Toblach (Dobbiaco). Herefter kan du vælge imellem to ruter: En vestpå gennem Pusterdalen i Sydtyrol, eller en nordpå mod Østrig (Drauradweg).

Øhop i Venedig-bugten med cykel
Har du overvejet at besøge udødelige Venedig på cykel? Nej, det er ikke lige den første tanke, man får, vel? Ikke desto mindre er det en mulighed. Du kan nemlig følge Ciclovia delle Isole, som er en øhop-rute, der bringer dig rundt på de fascinerende småøer i den østlige del af Venedig-bugten. Betragt fiskere grille deres friskfangede fisk til morgenmad på stranden, og lad din cykel stå, mens du tager en traghetto (færge) til hovedøen, hvor Venedigs mysterier venter dig.

>>> Læs også generelt om cykelferie i Italien her

Andre aktiviteter på din ferie i Veneto

I Veneto er det kun fantasien, der sætter grænser, når du vil holde aktiv ferie. Du kan surfe og dyrke andre former for vandsport samt sejlads på Gardasøen og i et vist omfang ud for kysterne. Du kan bruge timer og dage på byvandring i for eksempel Venedig og Verona. Og især hvis du bor ved Gardasøen eller på landet, er det oplagt, at du går lange ture eller cykler i nærområdet omkring din feriebolig. Der gemmer sig ofte uventet gode muligheder for aktive timer tilbragt lige rundt om hjørnet, når du holder ferie i Veneto.

Madlavningskursus i Veneto

Skulle du have lyst til at kaste dig over madlavningskurser i forbindelse med dit ophold i den smukke region, er der også noget at vælge imellem. Et af de mest kendte steder at lære madlavning i Veneto er hos Mama Isa i middelalderbyen Padua i nærheden af Venedig – en madlavningsskole, der er blevet anbefalet af The New York Times. Mama Isa har madlavningskurser på mange niveauer og med fokus på forskellige retter.

>>> Klik her og book hotel eller ferielejlighed i Veneto

>> Læs mere om aktiv ferie