Rejser til Arbizzano - Santa Maria

Arbizzano - Santa Maria ligger blot et kvarters kørsel fra centrum af Verona, men har selv en umiskendelig landlig atmosfære. Byen, der har omkring 5.000 indbyggere, er derfor en glimrende base for en ferie tæt ved den berømte operabys mange kulturelle tilbud, hvor du kan trække dig tilbage til lidt mere fredelige omgivelser. Samtidig er en rejse til Arbizzano - Santa Maria en oplagt mulighed for at fordybe sig i det anerkendte vindistrikt Valpolicella, som er perfekt til ferie, hvor vin og gastronomi har høj prioritet.

Ideel beliggenhed til en oplevelsesrig ferie

Holder du af gode vine, vil det således være en skam ikke at bruge noget af ferien på at følge dele af vinruten Strada del vino Valpolicella. Den fører dig rundt mellem distriktets mange charmerende villaer, middelalderbyer og vinkældre, der gemmer på nogle af Italiens bedste rødvine. Det inkluderer naturligvis de sagnomspundne Amarone-vine. Mange af områdets vingårde inviterer gerne indenfor til både vinsmagning og en rundvisning blandt vinrankerne og fade.

Verona og områdets flotte vingårde er ikke de eneste attraktioner omkring Arbizzano - Santa Maria. Bare 15 km mod vest ligger således Gardasøen, et af Norditaliens mest populære og naturskønne rejsemål. Du befinder dig med andre ord blot "et stenkast" fra betagende smuk natur i de grønne bjerge omkring søen, en perlerække af gamle hyggelige byer langs dens bredder og mange aktivitetsmuligheder. Rejser du til Arbizzano - Santa Maria med yngre børn, der måske ikke stiller sig tilfreds med opera og vingårdsbesøg, kan du lokke med en tur til en af de nærliggende forlystelsesparker. Det tager for eksempel ikke meget mere end en halv time at køre til Gardaland, en af Italiens mest populære forlystelsesparker.

Restauranter og shopping

Der er ikke langt ind til det rige butiks- og restaurantliv i Verona, men du behøver dog ikke forlade de sammenvoksede landsbyer Arbizzano - Santa Maria for at stille sulten med en af Italiens berømte, lækre pizzaer. Trods byens forholdsvis beskedne størrelse har den nemlig et fint udvalg af restauranter, trattoriaer og barer. Ligeledes er her nok supermarkeder, apotek og mindre butikker til at dække de fleste behov, som måtte opstå i løbet af ferien.

En stor del af fornøjelsen ved at rejse til Arbizzano - Santa Maria, er muligheden for at tage på ture rundt til de mange hyggelige småbyer inden for kort rækkevidde. Her er der selv i de mindste byer ofte mindst et par hyggelige spisesteder, hvor du kan fordybe dig i det autentiske, lokale køkkens herligheder.

Rejser til Italien

Læs mere om Italien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Italien her

Hoteller i Arbizzano - Santa Maria