Hotel Villa Moron



Officiel kategori




Vores vurdering

”Blandt vinranker og oliventræer” er en meget passende beskrivelse af Hotel Villa Moron, da hotellet ligger ude på landet i en af Italiens mest kendte vinområder, nemlig Valpolicella. Trods den landlige, rolige og idylliske beliggenhed, er der ikke langt til både byliv og attraktioner. Du kan f.eks. hurtigt og nemt besøge romantiske Verona eller en af de charmerende byer omkring Gardasøen.
”Grønt så langt øjet rækker” er en fin beskrivelse af vinområdet Valpolicella, hvor vinrankerne står på rad og række til langt ud i horisonten. Det er dog ikke kun øjet, der bliver fornøjet af de flotte omgivelser. Hvis du sætter pris på gode vine, vil din gane med garanti også blive glad. I området er der nemlig mange forskellige vingårde, hvor der bliver produceret egen vin. Masi, Righetti og Tommasi er alle vine, der bliver produceret i området. Udover de spændende og lærerige vinsmagninger, kan man også købe nogle af de gode druer med hjem. Det kunne eksempelvis være en Valpolicella Ripasso eller måske en god Amarone.
Vinområde tæt på Gardasøen og Verona
Jeg har lagt mærke til, at det ofte går manges næse forbi, at Valpolicella faktisk er et område, der ligger strategisk godt. Hvis du tager mod vest, kommer du til Gardasøen, hvor du kan opleve et hav af hyggelige små byer. Den atmosfære, der hersker rundt om søen, minder mig en smule om atmosfæren ved den franske riviera, hvor mærkeligt det end kan lyde. I de små byer kan du slentre langs de smalle gader, slå dig ned på en cafe på et charmerende torv og nyde lækker mad på en af de mange restauranter. Tager du mod syd fra Valpolicella, kommer du til den romantiske by Verona, som i sandhed er et besøg værd. Her får du muligheden for at se på flot arkitektur og shoppe i de mange butikker. I Verona har du også muligheden for at se en af de mest kendte balkoner i verden, nemlig den, der tilhører Julie i "Romeo og Julie". På visse tidspunkter af året er det også muligt at høre noget af den fortryllende musik, der stiger til vejrs fra den åbne Arena di Verona.
Hvis du godt kan lide at være ude i naturen og røre kroppen, kan du i stedet tage til Montebaldo, hvorfra du har en fantastisk udsigt over landskabet. Har du aldrig besøgt den mytiske by Venedig, kan det også være muligt. Venedig ligger kun 132 km fra Hotel Villa Moron. Kontrasterne kan være store fra dag til dag alt efter, hvor du bestemmer dig for at tage hen, hvilket er en af de mange fordele ved at rejse i Italien.
Lille, intimt og roligt hotel
Der er kun 16 værelser på Hotel Villa Moron, hvilket gør, at atmosfæren er meget hjemlig og hyggelig. Hotellet er ikke stort, men der er en reception, en lounge og en hyggelig morgenmadssal. Alt er smagfuldt indrettet uden for mange detaljer. Det charmerende hus er i tre plan. Der er en tilhørende lille have, hvor du kan sidde og slappe af og bare nyde udsigten. Du kan slappe af på en af de solstole, der er placeret ved poolkanten, hvor der også er parasoller og borde. Hvis du gerne vil tage det roligt en dag og lade bilen stå, kan det være nyttigt at vide, at der er et busstoppested 800 meter fra huset. Den lille by Negrar ligger omkring 3 km væk, og her har du en del restauranter, barer og småbutikker at vælge mellem.
Derfor skal du vælge Hotel Villa Moron:
- Du vil bo i et skønt vinområde
- ... hvor du kan nyde den rolige atmosfære
- Du vil også bo tæt på byliv og attraktioner
- Du vil bo på et hyggeligt hotel med dejlige værelser
- … og have adgang til pool og solterrasse
- Du længes efter en variationsrig ferie
Godt at vide om Hotel Villa Moron:
Husk at du ikke kan ankomme senere end 22.30.
Lokal turistskat betales på hotellet.
På hotellet kan du leje cykler, og i receptionen kan de give dig et cykelkort samt andre tips og tricks.
Derfor skal du vælge Hotel Villa Moron
- Nærmeste lufthavn: 26 km
- Pool
- Internetadgang/Wi-Fi
- Parkering
Et hotel med charme og karakter